Forsiden -> Artikel arkiv -> \"Et harmonisk kejsersnit\"

"Et harmonisk kejsersnit"

Af Britt Sylvest Hansen, Kbh. N.

Da vi ventede vores datter Katinka, besluttede vi os for at føde hjemme med privat jordemoder. Vi forberedte os grundigt og så godt vi kunne bl.a. ved at læse om hjemmefødsler, gå til fødselsforberedelse for par på afspændingspædagogernes aftenskole (APA), fødselsforberedelse hos fysioterapeut, fødselsforberedelse hos jordemoderen og zoneterapi.

Vi var velforberedte til hjemmefødsel med egen jordemoder (Nina Holt Andersen, nu: Nina Stork), zoneterapeut (Dorte Christiansen) og fødselshjælper (vores ven Dorthe Fynbo). Fødekarret var klar og en mængde praktiske ting var bragt i orden, inden jeg gik i fødsel den 22. august 1996.
Tidligt om morgenen den 22. august 1996 vågnede jeg med de første murrende menstruationslignende smerter i underlivet. Jeg vækkede min mand, Jan, for at fortælle ham den glædelige nyhed. "Det er godt" sagde han, hvorpå vi blev enige om at forsøge at få lidt mere søvn. Det lykkedes kun for Jan. Jeg var alt for spændt på den forestående fødsel. Jeg fik dog hvilet mig lidt imellem de gryende veer. Nogle timer senere spiste vi morgenmad og var glade - Nu skulle vi snart se vores barn. Vi ringede til jordemoderen og fortalte hende, at det vist så småt var ved at gå i gang, og at vi forventede, at jeg ville gå "rigtigt" i fødsel i løbet af dagen eller aftenen. Hun sagde, at det var godt for hende at vide, og at vi endelig bare skulle ringe igen, hvis vi havde brug for det. Hun anbefalede et bad og at vi ellers bare skulle hygge os - Også gerne seksuelt. Vi kælede og snakkede imellem veerne.

Jeg gik rundt, lå lidt, sad lidt. Et par veninder var forbi os, men gik hurtigt igen, da jeg ikke havde lyst til gæster. Op ad dagen besluttede vi os for at se en film. Jeg husker ikke, hvilken film det var, men det var en lang én. Det blev vanskeligere og vanskeligere for mig at koncentrere mig om filmens handling - til sidst var det blot en irriterende støj. På det tidspunkt var Jan begyndt at kigge på uret for at se, hvor langt der var mellem veerne. Det var tid til at ringe til jordemoderen igen. Jan talte med hende. Hun anbefalede os at forsøge med lidt mad og drikke, klyx og at påbegynde påfyldningen af fødekarret (vandet løb ret langsomt p.g.a. lavt vandtryk i vores lejlighed). Jeg måtte gerne gå i karret, hvis jeg havde lyst til det, sagde hun. Vi aftalte at ringe igen nogle timer senere. Jan ringede besked til Dorte og Dorthe, så de kunne holde sig klar, idet det så ud til, at jeg ville føde i løbet af aftenen eller natten.

Jeg skal være mor

Alle var samlet i vores hjem ca. kl. 21. Nina undersøgte mig og konstaterede, at jeg var to cm åben. Alligevel insisterede alle på at blive og beskeden til mig lød: "Nu kan du godt give slip - Nu er vi her alle sammen - Og du er i fødsel". Veerne var gode og det var fint at være i fødekarret, fordi jeg kunne bevæge mig ret frit mellem veerne. Jan sad ved kanten af karret og var der med sin fulde og varme opmærksomhed. Han holdt mig om panden under veerne. Omkring midnat var Jan meget træt. Mellem to veer fik jeg øje på ham og foreslog, at han skulle gå ind og sove lidt, fordi der ville blive brug for hans tilstedevær senere. Han tøvede. Vi blev enige om, at jeg ville kalde, hvis jeg fortrød. Derpå gik han ind og lagde sig. Jordemoderen lagde sig også for at sove lidt. Det så ud til at trække ud. Jeg var kun 3 cm åben. Jeg kom op af vandet og arbejdede på at finde nogle gode stillinger at klare udvidelsen i. Dorte og Dorthe hjalp mig. Foroverbøjede stillinger gjorde meget ondt - Jeg valgte at sidde lodret på en sækkestol. Dorthe gav mig nogle lange strækkende berøringer ned over korsbensregionen, hvilket var utroligt godt. Dorte hjalp mig til at gå med smerterne og mærke ned i bækken og bækkenbund. Jeg holdt en del på min bækkenbund, hvilket hjalp mig til at slippe spænding og fornemme fødslens retning. Der gik en rum tid med dette vearbejde, som jeg husker værende meget varmt og intenst. Når jeg følte på mig selv indvendig, kunne jeg mærke noget bule ud. Det var fosterhinder og det lille hoved. Midt mellem to veer husker jeg, at jeg fuld af forundring erkendte: "Jeg skal være mor". Dét blev med eet meget konkret.

Zoneterapi som vestimulering

Nogle timer var gået. Nina og Jan var vågne igen. Jeg blev undersøgt indvendigt og til alles forundring var jeg kun 4 cm åben til trods for gode udvidelsesveer. Nina sagde, at jeg skulle prøve at bevæge mig rundt. Jeg prøvede at stå i slyngen, jeg sad på fødestolen, jeg stod og rokkede med bækkenet i cirkler og 8-taller. Det hele gjorde ondt. Siddende på wc tog jeg nogle veer sammen med Jan. Det var godt at have et lille rum alene med ham.
Nina talte om at tage vandet for at få gang i fødslen. Det ville jeg helst ikke. Hun sagde, at jeg skulle indstille mig på at få 3 gange så kraftige veer, og at jeg ikke kunne "nusse mig igennem fødslen". Jeg følte mig kritiseret og svarede, at hun var skrap. "Ja" svarede hun. Vi blev enige om zoneterapeutisk vestimulation i første omgang. Dorte knoklede løs ca. 1 time, og veerne blev kraftigere og af længere varighed. Jeg sad på fødestolen, Jan sad bagved og holdt om mig. Jeg fik glohede ingefærklude på symfysen og korsbenet. Det lindrede lidt på de markante bækkensmerter. Jeg blev meget vågen og udadvendt, nu da veerne skiftede karakter og fik mere potens. Det her virkede !
Men efter en time var jeg fortsat kun 4 cm åben. Nu havde Nina og Dorte fornemmelsen af, at noget ikke var som det skulle være ....

Grønt fostervand

Nina tog vandet, som var grøn-sort med klumper i. Jeg vidste, hvad dét betød: Vi skulle på hospitalet, og måske havde barnet det dårligt. Nina lyttede og meddelte, at der var god hjertelyd - "Så nu tager vi afsted til hospitalet i ro og mag."
Jeg havde kraftigere veer nu. Jeg kom stønnende ned af trapperne fra 4. sal. Vi kørte i to biler - Nina med mig og Jan. Dorthe og Dorte i den anden bil. Nina informerede mig, mellem veerne, om hvad der nu skulle ske, og om hvilke procedurer, vi skulle følge på Hvidovre hospital. Hun sagde, at jeg sandsynligvis ville få ve-drop, og at den lille ville få caputelektrode på, og at jeg ville få CTG-overvågning. Hun sagde også, at der måske ville blive tale om, at den lille skulle ud af "nødudgangen". Jeg sagde: "Hvad mener du ? - Mener du kejsersnit ??". Ja, hun mente kejsersnit, idet hun havde på fornemmelsen, at den lilles hoved ikke stod, som det skulle. Hun opfordrede mig til at sige ja til veerne (også med vedrop) og til at samarbejde med hospitalet.

Ja til samarbejde

Jeg husker, at veerne ligesom gjorde mere ondt i forbindelse med denne samtale. Jeg besluttede at sige ja til at samarbejde og sige ja til den hjælp og de tilbud, hospitalet kunne tilbyde.
Kl. 4-5 om morgenen ankom vi til hospitalet. Jeg ringede på. Vi blev mødt af en sygehjælper, som spurgte: "Er det hjemmefødslen ?". Vi fik en fødestue, og jeg spurgte, om de havde travlt. Ja, det havde de. Vi fik derfor "lov til" at fortsætte fødslen med Nina som jordemoder. Alt dét, som Nina havde forberedt mig på i bilen, var realitet: Den lille fik caputelektrode, jeg fik kørt strimler, og de tilbød vedrop. Jeg ville gerne vente med vedroppet.
Nina var bekymret over den lilles hjertefrekvens, som var i overkanten af det normale. Jeg blev ved med at sige, at det var fordi jeg var lidt stresset over situationen, og det var den lille helt sikkert også. Nina talte med lægen og hospitalsjordemoderen om kejsersnit. De mente nu, at vi skulle tage det lidt roligt. Heldigvis, for hjertefrekvensen stabiliserede sig. Det var sikkert barnets reaktion på stress i forbindelse med ankomsten til hospitalet.
Jeg fik tilbudt vedrop igen. O.k. de lagde et drop. Det skulle køre en time. Efter en stund var veerne bedre. Men det var åbenbart mine egne veer, for nu opdagede jeg, at droppet var lagt forkert, således at det ve-stimulerende hormon og antibiotika (som jeg fik pga. at min temperatur var 38,3) lå i en stor bule under huden. Nå, forfra. Jeg fik lagt nyt drop i den anden arm. Så skulle det køre i en time.

Vagtskifte

Nu var det ved at være vagtskifte. Dagvagterne kom. Nye læger, jordemødre, sygehjælpere. Godt, at vi havde vores egne hjælpere med. Vi bevarede vores lille kerne. Jeg sansede knapt nok de forskellige mennesker fra hospitalet. Det er kun nogle ganske få af dem, jeg kan huske. Men Jan har fortalt, at der var (alt for) mange forskellige, som gled ind og ud af fødestuen. Men jeg sad nu på fødestolen med lukkede øjne det meste af tiden og koncentrerede mig indad. Jan lagde hele tiden varme klude på min symfyse, som smertede mest. Jeg fik trykket fødderne mod gulvet. Det hjalp mig til jordforbindelse, når veerne kom.
Jeg fik ordineret max. vedrop (60 dråber/min.). Dvs. det dobbelte af, hvad jeg var oppe på. Nina fortalte mig, at det ikke ville gøre dobbelt så ondt. Det gjorde det nu heller ikke. Men det gjorde ondt på en helt anden måde end mine egne veer. Der var næsten ingen vepauser. Den organiske rytme, som egne veer følger, var væk.

Numsen i vejret!

Nu foreslog hospitalsjordemoderen, at jeg skulle stå på alle 4 i sengen med numsen op og hovedet ned, og at jeg skulle rokke frem og tilbage for at få den lille til at dreje sig med næsen til én af siderne i modsætning til nu, hvor barnet stod med næsen mod mit korsben. Det var alle enige om efter, at en hel masse jordemødre og læger havde følt på mig indvendig.
Dén stilling med numsen i vejret gjorde vanvittigt ondt. Nu var der kun smerterne og veerne rullede ind over hinanden. Der var ofte ingen vepause - bare en smerte et niveau under selve veen. 3 veer kunne sagtens køre ud i eet. I denne stilling kunne jeg nu selv mærke, at den lille ikke rokkede sig ud af stedet. Hun blev presset nedad, men hun gled ikke ned i bækkenet. Hendes krop blev presset sammen, hun blev stemplet nedad under de kraftige veer, men hun rokkede sig ikke ud af stedet. Når veen tog af svuppede den lille krop tilbage til udgangspunktet. At jeg kunne mærke dette, var essentielt for det kommende forløb. Det betød nemlig, at jeg selv var med til at tage beslutningen om et kejsersnit, for den lille kunne ikke komme ud ad naturens vej.

Kejsersnit en realitet

Vi bad om et kejsersnit i lokalbedøvelse, så Jan og Nina kunne være med. Det kunne godt lade sig gøre, for Katinkas hjertelyd var god, og det havde den været gennem hele forløbet med undtagelse af tiden omkring ankomsten til hospitalet. Jan og Nina skulle klæde om og måtte gå med lægen. Jeg fik lagt et kateder i urinblæren, fik afmonteret vedroppet og fik barberet de øverste kønshår af. Derpå blev jeg kørt til operationsstuen liggende på en briks med Dorte ved min side. Hun fulgte mig så langt, hun måtte, så jeg ikke skulle være alene på dette sårbare tidspunkt. Hun fortsatte med at støtte mig i vearbejdet. Jeg husker, at hun sagde: "Ingen af dine veer har været forgæves - Heller ikke dem, du har lige nu". Det hjalp mig til at bevare fokus på fødselsprocessen, selvom jeg var bange for det forestående kejsersnit.
Kejsersnit - Det var selvfølgelig meget langt fra det, Jan og jeg havde troet, håbet og forberedt os på. Helt uforberedte var vi dog ikke - Vi havde da læst om kejsersnit - Men det havde jo bare ikke noget med os at gøre, tænkte vi, mens vi læste om det.
Nu var det en realitet. Vi var på operationsstuen med mange hvid- og grønkitlede professionelle omkring os. Det var skønt at se Jan igen, selvom vi kun havde været adskilt i kort tid. Spinalbedøvelsen blev lagt af en rutineret anæstesilæge - Jeg mærkede det slet ikke. Mens han forberedte stikket, fik jeg en ve, og mens denne ve klingede af, tænkte jeg vemodigt: "Det var min sidste ve". Der gik kort tid, så kunne jeg ikke mærke benene - lidt efter kunne jeg ikke føle fra brystkassen og ned. Dog kunne jeg mærke maveskindet, så jeg fik lagt endnu en spinalbedøvelse - og de blev nødt til at jode forfra og lægge alt om på ny. Undervejs kom jeg i tanke om en beretning om en kvinde på hvem spinalbedøvelsen løb opad og ikke nedad, således at hun fik vanskeligheder med at trække vejret - Jeg spurgte gentagne gange anæstesilægen om risikoen for dette. Han lovede, at dette ikke ville ske, og at han holdt øje med mig.

En anden slags fødsel

Selve kejsersnittet mærkede jeg ikke meget til. Jeg så bare Jans ansigt - Hans øjne. Han sad tæt ved mig helt oppe ved hovedgærdet. Vores øjne var forankrede i hinanden og i kærlighed. Gudskelov og tak, at han kunne være med ... Der var en skærm af lyseblåt stof, så vi ikke kunne se selve operationen. Jan kiggede mig dybt i øjnene. Jeg rystede og frøs og klaprede tænder. Jeg græd. Jeg sagde: "Jeg er bange". Jan nikkede, og var der bare for mig. Han sagde, at jeg ikke skulle være bange, at de var vant til at gennemføre kejsersnit, at det ikke var noget farligt, at han elskede mig, at vi var sammen, og at det i hvert fald kun ville bringe os endnu mere sammen. Pludselig rokkede hele operationsbordet - og jeg med. Det var, fordi vores barns hoved stod så hårdt kilet fast i bækkenindgangen, at det var vanskeligt at få hendes hoved fri. Under denne rokken kom lægen til - med sine hænder - at lave en læsion på min blære. Det betød, at jeg skulle have kateder i 5 dage efter fødslen - Men det er en anden historie.
Ud kom hun. Nina-jordemoder sagde - bag Jan - "Nu er hovedet ude - Kan I høre hende ?". Og ganske rigtigt: Små grædelyde - Hun var født ! Godt nok en usædvanlig fødsel, men dog en slags fødsel. Under hele kejsersnitoperationen åndede jeg dybt, som om jeg stadig havde veer at arbejde med - Og jeg sagde til Jan: "Jeg føder". Det var vist min måde, at bevare mig selv i alt dette ukendte. Faktisk kunne jeg jo ikke mærke, at vores barn kom ud. Den 23.08.96 kl. 11:13 var hun født.

Omsorgsfuld læge

Jan og jeg var helt tæt, da jordemoderen fra Hvidovre hospital kom over til os med vores lille datter, så vi kunne se hende. Jeg rørte hende med en hånd og fik blod på fingrene. Jeg sagde til Jan, at han skulle gå med over til børnelægen og se den lille. Jan og Nina gik derover. Jeg lå dér - og var helt overvældet af følelser, mens jeg blev syet sammen. Jeg begyndte at græde stille for mig selv. Anæstesilægen kom og holdt mig i hånden og så mig ind i øjnene og ønskede mig tillykke - Det var lige, hvad jeg behøvede på dette tidspunkt. Så sagde han, at jeg skulle kigge til højre, for så kunne jeg følge med og se den lille, mens hun blev undersøgt af børnelægen. Det var godt, han sagde det til mig, for nu kunne jeg se vores barn, Jan og personalet omkring dem. Den lille blev suget i lunger og mavesæk, fordi hun havde slugt sort fostervand. Hun fik iltmaske, selvom hun var helt lyserød. Jan så lidt bekymret ud - Nok fordi han ikke kunne lide, at hun blev håndteret så hårdt. Hun blev også suget længe og meget, og hun skreg selvfølgelig. Endelig kom den lille over til mig. Jan bar hende fra børnelægen og over til mig. Hun lå ligeså fint på mit bryst, og vi bare kiggede og kiggede på hinanden. Hendes øjne var dybblå og meget opmærksomt kiggende - lige ind i mine øjne. Jeg græd af lykke. Det gjorde Jan vist også. Jeg snusede og snusede til hende. Jan holdt også om hende, for mine arme "sov", og vi var én stor favn omkring hende. Nina sagde hele tiden: "Hvor er hun sød". Flere tårer blev fældet - Det var vidunderligt forunderligt. Da der er ret koldt på en operationsstue, var hun pakket godt ind i tæpper, og jeg havde tøj på overkroppen. Så hun kom ikke til brystet med det samme.
Vi var klar til at blive kørt til overvågningen, men inden da ønskede jeg at give kirurgen hånden og takke ham for hjælpen. Jeg takkede i øvrigt dem alle sammen for ordentlig behandling og dét, at de kom vore ønsker i møde.

Katinka lægges til brystet

På vej til overvågningen blev jeg kørt i en seng, lam i hele kroppen fra brystet og ned - Jan kørte Katinka i en lille vugge. Nina gik sammen med ham. På overvågningen hjalp Nina os med at lægge Katinka til brystet. Hun suttede med det samme, mens hun vedblivende kiggede opmærksomt på mig og jeg på hende. Hun var bare så dejlig og sød. Jeg fik varme tæpper på og varmelamperne blev tændt - Jeg frøs. Jeg blev overvåget m.h.t. blodtryk, iltmætning og hjertefrekvens.
Efter en stund vejede og målte Nina Katinka: 3700 gr. og ca. 54 cm. Så kom hun over til mig igen. Derefter gik der ikke længe, før Nina tog afsked med os. Jan og jeg var alene med vores lille pige. Hun lå ved brystet, suttede lidt, kiggede fortsat opmærksomt og indimellem sov hun lidt. Men hun var mest vågen.
Vi blev kørt op på barselsgangen af en portør, da jeg begyndte at kunne mærke mine ben lidt igen. Jeg kunne også så småt mærke smerter fra såret - dér, hvor hun var kommet ud. Katinka lå ved mit bryst, mens vi kørte til barselsgangen. Jan fulgte efter med vuggen.

Lykkefølelse

Vi fik en enestue. Og dér sad Dorthe og Dorte og ventede på os. De lykønskede os og efter et stykke tid tog Dorte afsted efter næsten et døgns arbejde. Kl. var omkring 15. Min veninde Dorthe blev lidt endnu. Nu var jeg lidt omtåget af spinalbedøvelse og smertestillende stikpiller. Jeg husker desværre ikke det hele klart af denne grund. Jeg har flere gange måttet spørge Jan, hvad der blev sagt og i hvilken rækkefølge tingene skete o.s.v.
Vi spiste brød og drak lidt vand sammen. Det gjorde ondt at skulle rejse mig, så jeg lå og drak af sugerør. Det var et festmåltid ! Katinka lå hele tiden ved mit bryst i min seng. Og det insisterede jeg på, at hun skulle under hele hospitalsopholdet, selvom der var flere sygehjælpere og sygeplejesker, der mente noget andet.
Der kom en laborant, som skulle tage en blodprøve i hælen på Katinka. De ville måle hendes iltmætning og sukkerindholdet i blodet. Det gjorde vist mere ondt på mig end på den lille, da hun blev snittet i hælen.
Derefter tog Jan og Dorthe til Nørrebro. Jan skulle fodre vores dyr derhjemme, og Dorthe skulle hjem og sove.
Jeg lå alene med vores lille pige og var lykkelig, lidt omtumlet og selvfølgelig lidt påvirket af den smertestillende medicin.

En lille prinsesse

Pludselig fik vi besøg af min far. Jan havde ringet til ham. Han var vældig glad og var meget begejstret for Katinka, som han kaldte "lille prinsesse". Han havde 30 langstilkede røde roser med til os. Jeg fortalte om forløbet og måtte forklare ham meget nøje om "høj lige stand" og "mekanisk misforhold". Han kunne vist ikke rigtigt forstå, at jeg ikke bare kunne føde "normalt". Jeg forklarede, at Katinkas hoved var kommet i klemme i mit bækken - og at vi derfor måtte have hjælp. Jeg forklarede også, at vi begge ville være gået til, såfremt vi ikke havde kunnet få denne operative hjælp. Endelig sagde jeg, at lægerne ikke kunne forklare, hvorfor "høj lige stand" forekommer, samt at jeg havde fået målt mit indre bækkenmål, som er rummeligt nok m.h.p. vaginal fødsel en anden gang.
Jan kom tilbage. Jeg havde savnet ham. Min far gik efter en lille hyggestund. Nu var vi bare os tre. Jeg husker ikke alle detaljer, men stemningen var lykke - Det var bare så rigtigt at være blevet forældre sammen. Hele natten sov jeg næsten ikke - Jeg var bare så lykkelig. Katinka lå ved min venstre side i sengen, Jan lå ved min højre side på en drømmeseng. Han sov som en sten. Jeg var euforisk og lå og kiggede på vores lille datter - Hun var (og er fortsat) så smuk, så fin, så sød og dejlig. Jeg sov næsten ikke.

Intense barselsdage

Dagene på hospitalet husker jeg som intense. Jan og jeg og Katinka. Vi holdt os for os selv på vores lille enestue på hospitalet. Vi lukkede vores dør og bad personalet om at komme så lidt som muligt. Vi lavede vores egen lille hule, hvor vi værnede om vores lille nye familiemedlem - Vi skabte en kærlighedshule. Jan kunne heldigvis være hos os nat og dag, hvilket jeg er utroligt taknemmelig for. Jeg kunne slet ikke bære, hvis vi skulle adskilles på dette tidspunkt. Og det blev der gudskelov taget hensyn til.
Én af barselsdagene, inden vi tog hjem, fik vi besøg af hospitalsjordemoderen, Annelise, som var med under kejsersnittet. Hun gav sig god tid til at forklare os om "høj lige stand". Hun besvarede alle mine spørgsmål vedrørende kejsersnittet. Endelig sagde hun de ord, som jeg husker mest intenst fra denne samtale: "Det var jo dét, vi i fagsproget kalder, "et harmonisk kejsersnit"."

Et harmonisk kejsersnit. Denne betegnelse ramte noget indeni mig. I tiden efter kejsersnittet var jeg af og til ked af, at jeg ikke kunne føde "normalt" (:vaginalt). Jeg kunne få følelsen af, at jeg var mislykkedes som kvinde. Når disse følelser kom til mig, trøstede det mig at tænke på "det harmoniske kejsersnit". Endvidere har det været vigtigt for mig, at arbejde med at acceptere, at der ikke findes et "fordi"-svar på, hvorfor jeg skulle opleve et kejsersnit. Der findes kun den mening, jeg selv finder i det. F.eks. giver det mening at jeg, der har et hospitalstraume fra jeg var barn, skulle opleve, at der var god og kærlig hjælp at modtage fra personalet på hospitalet. Det har også kunnet trøste mig at tænke på Daniel N. Sterns ord: "Den følelse af ren og skær fuldbyrdelse, der ledsager fødslen, bidrager i høj grad til at give en kvinde selvtillid lige fra begyndelsen - hvor selvtillid er påkrævet. Du gennemførte det. Selvom du havde brug for lægelig assistance i form af epiduralblokade, brydning af fosterhinderne, tænger, fuld bedøvelse eller kejsersnit, gennemførte du det alligevel." (D. N. Stern: "En mor bliver til", Hans Reitzels Forlag 1999, side 61). Det føles sandt at sige det således: "Til trods for komplikationer lykkedes det alligevel at gå igennem fødselsprocessen og få et sundt og godt barn.".

Ønskeseddel til næste gang

I august 2001 ventede vi vores 2. barn. På ønskesedlen til Rigshospitalets personale stod der: "Jeg ønsker at føde vaginalt, ambulant og "naturligt" - dvs. med så få indgreb som overhovedet muligt og forsvarligt. Jeg ønsker barnet lagt til så hurtigt som muligt". Det er på sin vis ydmyge ønsker, som for mange er en selvfølge. Men for mig, der før havde født ved kejsersnit, var det netop ikke en selvfølge. Ønskerne gav mig glæde og håb - også selvom jeg havde erfaret, at der kan ske uforudsete hændelser, som forhindrer en såkaldt "normal" fødsel. Vores historie har lært mig/os, at man ikke kan planlægge eller kontrollere en fødsel, og at den bedste forberedelse til vor næste fødsel var at forholde os så åbent, ydmygt og hengivende overfor den ukendte proces som overhovedet muligt. For os var det en væsentlig forberedelse at erkende, at vi gik ind til noget, vi ikke fuldstændig vidste, hvad var. På denne baggrund var vi meget spændte og glædede os til at fødslen gik i gang.

Simons fødsel

Den 17. September 2001 fødte jeg vores søn, Simon, på Rigshospitalets fødegang. Jeg er meget taknemmelig og fyldt af stille, flydende lykke fordi alt, hvad jeg/vi havde ønsket, gik i opfyldelse: Vi fik én af de jordemødre, vi allerhelst ville have og kun i vore stille sind, havde turdet håbe på at få. Vi fik den eneste fødestue på Rigshospitalet, der har et stort fødekar. Jeg fødte af egne kræfter, vaginalt og så "naturligt" som muligt. Det var på alle måder en "normal" fødsel. Til allersidst havde Simon dog brug for lidt hjælp, da han var blevet presset længe og havde slugt meget fostervand med afføring i. Han havde også fået brunt fostervand i lungerne. Så Gudskelov var hjælpen nær: En børnelæge kom øjeblikkeligt og hjalp ham til at komme godt i gang med at trække vejret ubesværet. I dén situation var vi lykkelige over at være på hospitalet og ikke derhjemme.
Sluttelig vil jeg sige, at min følelse af ikke at kunne føde "rigtigt" nu er blevet gjort til skamme. For det første har jeg nu erfaret at føde vaginalt og af egen kraft. Jeg kan altså ikke holde fast i min følelse af ikke at kunne føde "naturligt". For det andet føler jeg ikke, at Katinkas fødsel var mindre intens eller stærk i sammenligning med Simons. Det er blot to forskellige fødsler og to forskellige fødselsoplevelser. Dét er for alvor faldet på plads indeni mig efter Simons fødsel. Endelig synes jeg, det er værd at diskutere, hvad vi definerer som en henholdsvis "rigtig", "normal" eller "naturlig" fødsel i vores kultur !

Denne artikel har været bragt i blad nr 2 marts 2002.

Loading ...

Vil du være medlem - tryk her

Forside Shop Vi tilbyder Foreningen
SiteMapCopyright Forældre og Fødsel, kontakt: