Forsiden -> Artikel arkiv -> Bækkenknas og 2 dejlige hjemmefødsler

Bækkenknas og 2 dejlige hjemmefødsler

Af Thilde Deleuran, Haudrup

Jeg har haft meget stor glæde ved at læse andres fødselsberetninger, og nu føler jeg, at tiden er kommet til at bidrage lidt selv. Jeg har to hjemmefødsler bag mig og hvis jeg får lov, så gør jeg det meget gerne en gang mere.

Første gang var på tredje sal meget tæt på Roskilde Sygehus. Afstanden til hospitalet var en af grundene til, at min mand, Lasse, første gang gik med til, at det skulle foregå hjemme. Selv havde jeg absolut mest lyst til at være hjemme. Jeg kan ikke rigtig sætte en finger på, hvorfor jeg helst vil være hjemme, men hospitalet indgyder mig ikke nogen tryghed, og begge gange har jeg været helt sikker på, at det nok skulle gå godt.

To streger...

Jonas blev undfanget efter bare to måneder, hvilket var en lettelse. Der har været eksempler i familien på, at det kunne være lidt svært at ramme plet, så vi var næsten overraskede, da der pludselig var to streger på sticken.
Graviditeten forløb uden de store komplikationer. Jeg underviste dengang en femteklasse i idræt (alene), og så det ikke som noget problem at deltage i spillet som hidtil. Med bagklogskabens øjne ville jeg måske have disponeret anderledes, men dengang havde jeg det fint med det. Senere blev det sommerferie, og vi tog med bus til Slovakiet og vandrede i de høje og meget stejle bjerge, de har dernede. Ingen problem. Jeg havde faktisk lettest ved at gå i bjergene, mens lige vej gav lidt smerter i bækkenet - men hvad kunne man forvente. Jeg var jo trods alt i femte måned....
Turen hjem i bussen blev ganske forfærdelig til sidst. Jeg havde så ondt i min rumpe, at jeg slet ikke kunne finde nogen god stilling at sidde i. Det var med stor glæde, at jeg kørte af færgen og genså de danske landeveje - nu var der kun lidt over to timer tilbage!
Dagen efter gik jeg op til lægen. Hvad kunne der dog være galt, siden det skulle gøre så ondt. Bækkenløsning såmænd. Havde jeg vidst, at jeg skulle falde i den kategori, så havde jeg nok valgt anderledes tidligere i graviditeten med hensyn til idrætstimerne og ferien, men det var ligesom for sent. Jeg blev sendt til en fysioterapeut, der fortalte mig, at jeg ikke havde rigtig bækkenløsning, men bare var gået af led i korsbenet. Jeg var ligeglad med, hvad han kaldte det - det gjorde stadig ondt! Det blev til megen passen på og en del behandlinger hos fyssen, men så gik det også fint resten af tiden. Til sidst følte jeg mig lidt fanget i lejligheden på grund af alle trapperne, men tiden gik dog alligevel.

Forberedte forældre

Vi havde gjort os store anstrengelser for, at alt var som det skulle være ved fødslen. Vi havde læst alt, hvad der kunne opdrives af litteratur om hjemmefødsler og fødsler i det hele taget - Lasse granskede vist mest statistikkerne, mens jeg mest svælgede i fødselsberetninger.
Det hele skulle være så naturligt som muligt. Ingen hospital til mig, ingen smertestillende midler ud over fødekarret, en god fødestilling på bordet i stuen, kendte fødselshjælpere, og så videre og så videre. Fødekarret blev med stort besvær hentet op fra kælderen på Roskilde sygehus og bakset op på tredje sal. Det var ikke helt let for min far og Lasse at komme rundt på alle afsatserne med det store kar, men det lykkedes.

Ondt i maven

Aftenen inden jeg fik veer, ringede jeg af uforklarlige årsager til min mor, der bor i nærheden og spurgte, om hun ikke ville med ned i byen og gå en tur. Trods tidspunktet (ca. kl. 21.00) sagde hun ja, og så dalrede vi en tur ned i gågaden og kiggede på vinduer. Det gik rask afsted (som man nu kan, når man er højgravid!) ned til gågaden, men vi nåede ikke at kigge på ret mange vinduer, før vi blev nødt til at studere nogle af dem meget grundigt. Jeg havde fået ret ondt i maven!
Jeg var egentlig ikke klar over, at jeg havde fået veer. Trods de mange beretninger, så var jeg overhovedet ikke i stand til at forestille mig, hvad der ventede eller hvordan det skulle føles. Jeg havde altså bare ondt i maven og opdagede end ikke ved Mors smørrede smil, hvad der var ved at ske.
Lasse havde gæster den aften, og da jeg kom hjem, var de der stadig, så jeg nussede lidt rund for mig selv. Jeg havde også ligget en times tid og prøvet at sove, men kunne ikke finde ro nogen steder. Pludselig fik jeg en ubændig trang til at gøre vuggen klar. Det var næsten midnat, men det skulle partout være med det samme. Jeg havde stadig ondt i maven, men det var først et par timer senere, da den sidste gæste endelig gik hjem, at det gik op for mig, at jeg havde veer. Det var nu, der skulle ske noget og jeg var bare så parat, som jeg kunne blive.
Jonas kom til verden om morgenen d. 26. november 1997. Jeg havde siddet alene i stuen og blundet resten af natten, mens jeg lod veerne gøre deres arbejde. Når det ind imellem gjorde rigtig ondt, stod jeg og rokkede hen over køkkenbordet, mens jeg læste ugeavisen. Jeg havde det rigtig godt med at være alene og med, at det var helt mørkt udenfor. Lasse sov. Vi havde god tid, for veerne var ikke slemme, så der var jo masser af tid før barnet kom ud.
Klokken fem bed veerne så meget, at jeg gik i bad. Fødekarret var rigget til om aftenen, men der var ikke noget vand i endnu, så jeg nøjedes med et brusebad. Det lindrede ikke helt så meget, som jeg havde forestillet mig og en lille time senere måtte jeg gå ind og vække Lasse. Det gjorde ondt - om han ikke kunne varme mig lidt og massere min lænd?

Tøsedreng

Manden var straks lysvågen og lå og holdt om mig. På et tidspunkt listede han ind og ringede til fødegangen. Jeg syntes, at han var en tøsedreng, for godt nok gjorde veerne ondt, men jeg syntes, at der var langt igen, før jeg "ville blive helt vanvittig af smerte". Min tidshorisont lød på 8-10 timer endnu, så hvorfor pylre sådan.
Fødegangen sendte en jordemoder med det samme. Lasse havde konstateret, at der var ca. 5 minutter mellem veerne og nu ville han ikke være alene om det mere. Han ringede også til min mor og Kerstin, der skulle være fødselshjælpere. I løbet af den næste time kom de tre ilende til, men jeg var efterhånden ved at være ligeglad med, hvem der var i nærheden.
Veerne gjorde ondt og jeg ville bare have lov til at være i fred og så ellers have øjnene dækket af kolde klude. Lasse var gået i gang med at fylde vand i fødekarret, for noget måtte han jo foretage sig og jeg var absolut klar til at komme ned i noget lindrende varmt vand. Jeg havde presseveer, men vidste det ikke. Jeg vidste bare, at det var noget, der var anderledes og begyndte at savne jordemoderen ret meget.
Jordemoderen, Kirsten, kom lidt over halv otte. Hun var blevet hevet ud af sengen, men var klar til aktion, da hun dukkede op. Hun begyndte med at sige til Lasse, at han godt kunne holde op med at fylde mere vand i karret. Det blev han noget sur over, for jeg havde jo ønsket at komme i vand, og skulle hun nu bestemme det. "Det kan ikke betale sig," sagde hun. "Den baby er født indenfor den næste time!".
Så fik piben en anden lyd. Kirsten følte, hvor langt jeg var kommet og det viste sig, at jeg var helt åben! Jeg havde ellers ikke været meget for, at hun skulle mærke efter - tænk nu hvis hun sagde, at jeg kun var lidt åben og at det ville vare mange timer endnu. Jeg blev så bedt om at gå de fire lysår fra dobbeltsengen ud til toilettet (der var vel omkring tre meter!!) og mens jeg sad der, gik vandet.
Det satte skub i veerne, der blev kraftigere og inden ret længe lå jeg på kanten af sengen og pressede. Glemt var alt om at skulle føde i stuen, om fødestillinger og en naturlig fødsel. Det betød alt sammen ingenting, for nu kunne jeg presse og det var bare så dejligt.

Tre sting

Jonas blev født kl. 8.40. Han var en dejlig lille dreng på 3300 g og 52 cm. Han var lidt sen til at trække vejret selv, men kom dog efter det og fik en apgar-score på 10/5. Jeg var temmelig træt, men godt tilfreds, lige indtil Kirsten mindede mig om, at moderkagen også skulle ud samme vej. Jeg var så utroligt følsom, at bare de tænkte på at røre ved navlestrengen, så peb jeg. Men ud kom den, og så var det tid til, at jeg skulle syes. Jeg var revnet et par steder, så der blev rigget et "operationsbord" til i køkkenet.
Der lå jeg så og ventede på, at vores læge skulle komme og lægge en bedøvelse. Han kom meget hurtigt, men det var alligevel det værste ved hele fødslen. Jeg afskyer nåle, så tanken om, at jordemoderen skulle sy tre sting, var helt forfærdelig. Som jeg husker det, gjorde det mindst lige så ondt som forventet. Kerstin klagede sig lidt over, at jeg havde trykket hendes hænder lige lovlig meget, mens det stod på - tænk, det husker jeg intet om.... Men også det fik en ende, og så kunne jeg vralte ind i stuen, hvor barselssengen var blevet redt i mellemtiden.
Imens jeg var blevet lappet sammen, havde Lasse fået tid til at sige goddag til sin førstefødte, der var blevet ryddet op med alle de beskidte lagner, taget billede af moderkagen og lavet kaffe. Det var bare så dejligt, at være hjemme og have nogle kendte mennesker omkring mig. Jeg var slet ikke i tvivl om, at vi havde valgt det rigtige for os, og det var med stor glæde og stolthed, at vi modtog de første gæster til barselsvisit i vores egen stue bare halvanden time efter, at barnet var født.

Struttende mave igen

Vi havde prøvet at blive gravide siden før jul. Jeg regnede med, at det ikke skulle være noget problem. Med Jonas gik det jo ret hurtigt, så der var åbenbart god kraft i grundmaterialet. Det blev dog klart i løbet af foråret, at vi nok kom til at gøre os mere umage, for graviditeten lod vente på sig trods ihærdig anstrengelse. Det var lige ved at gøre mig ked af det, men det havde jo trods alt kun varet et halvt år, og der kunne jo sagtens gå helt op til et år. Nu hjalp det jo heller ikke, at vi sprang marts måned over. Jeg havde ikke lyst til at få et julebarn, hvis jeg selv kunne vælge og det følte jeg stadig, at jeg kunne på det tidspunkt.
Jeg fandt ud af, at jeg var gravid et par dage efter sommerferiens start. Det var en dejlig periode, mens jeg var gravid. Jeg synes, at det er en rigtig god fornemmelse at bære et barn inde i maven og at se maven vokse. Den første tid var jeg meget træt, men der var ingen gener overhovedet. Det vil sige, at jeg skulle sørge for at få noget at spise, for ellers fik jeg kvalme, men når blot måltiderne blev overholdt nogenlunde, var der ingen problemer.
Maven blev hurtigt større. Der er vist noget med, at mavemusklerne har været strukket en gang før, så derfor ses det hurtigere anden gang. Det gjorde nu ikke noget. Jeg gik og struttede med maven og synes, at det var vidunderligt at være gravid igen.

Fravalg af undersøgelser

Jeg havde besluttet, at jeg ikke ville rende til alle de undersøgelser, som sundhedsvæsnet tilbyder. Sidste gang (med Jonas) sad jeg flere gange og følte mig lidt til grin, fordi jeg ikke kunne finde ud af, hvad formålet med undersøgelsen havde været. Siden sidste gang var vi flyttet , så denne gang skulle jeg oven i købet med bussen til Roskilde for at komme til jordemoder og læge, og det havde jeg ikke lyst til. Det blev derfor kun til det første besøg hos lægen, scanningen og et enkelt besøg hos jordemoderen de første 6 måneder. Det var fint med mig. Der var flere, der ikke forstod, hvorfor jeg ikke havde lyst til at snakke med jordemoderen noget oftere, men jeg havde ikke behov for det - alt forløb jo helt som det skulle.
Til sidst måtte jeg dog op til jordemoderen alligevel. Det var endnu en Kirsten, der var min konsultationsjordemoder og det viste sig, at vi var på bølgelængde lige med det samme. Hun havde ikke behov for at se mig, hvis jeg ikke havde lyst og ellers havde det godt. Hun stolede på, at jeg ville ringe med det samme, hvis der var nogen som helst grund til bekymring. Lige en dame efter mit hoved!!
Grunden til, at jeg skulle tale med hende var, at Lasse og jeg diskuterede, om barnet skulle fødes hjemme eller på hospitalet i Roskilde. Jeg ønskede meget at føde hjemme, for det havde været en rigtig god oplevelse at få Jonas hjemme i lejligheden og desuden har jeg ikke meget lyst til at være på hospitalet, hvis det ikke var absolut nødvendigt. Jeg synes dog, at det skulle være en fælles beslutning, så hvis Lasse insisterede, ville jeg gå med til at tage til Roskilde.

Beslutningen om hjemmefødsel

Det blev en meget langvarig diskussion, der blev taget i meget små bidder - sådan som Lasse og jeg nu kan diskutere, når der virkelig er noget på højkant (jeg er ved at gå til af ivrighed og Lasse tænker over tingene i uendeligheder). Efter megen moden overvejelse fortalte Lasse, at han ville insistere. Han synes, at der var for langt til Roskilde, hvis noget gik galt. Det var i hvert fald hovedårsagen. Han synes, at Jonas' fødsel var en meget voldsom oplevelse og han var blevet forskrækket, fordi Jonas ikke trak vejret lige med det samme efter fødslen. Jeg blev meget ked af det. Jeg havde sådan håbet, at han ville sige god for en hjemmefødsel, men sådan skulle det ikke være.

I næsten 4 uger gik jeg rundt og var ked af det, mens jeg tænkte over implikationen af hans beslutning. Jeg havde absolut ikke lyst til at være andre steder end hjemme og så kom beslutningen om at snakke med jordemoderen om det. Nu vidste jeg jo ikke på forhånd, hvordan hun ville være indstillet, men jeg forventede, at hun kunne fortælle mig, om Jonas' fødsel virkelig var så dramatisk, som Lasse havde oplevet den.
Jordemoderen kunne fortælle, at hun ikke kunne se noget bekymrende ved Jonas' fødsel. Den havde vist været helt normal. Desuden havde hun den holdning, at nogle kvinder fødte bedre hjemme, fordi de der var i trygge rammer og derfor arbejde bedre. Lige vand på min mølle! Jeg var helt ked af at skulle hjem og fortælle Lasse de "dårlige nyheder", for jeg vidste, at han ikke ville synes om det. Det gjorde han heller ikke!
Efter endnu et par ugers rugen over problemet måtte jeg trække mit løfte til Lasse tilbage. Trods hans beslutning ville jeg ikke på hospitalet. Jeg ville føde hjemme, forudsat at graviditeten forløb normalt. Jeg lovede, at jeg ville tage til resten af de undersøgelser, der tilbydes gravide, og det gjorde jeg også. Der skulle ikke opstå problemer ved fødslen som kunne have været opdaget inden, bare fordi jeg ikke gad tage til Roskilde. Det var en svær beslutning, sådan at tilsidesætte hans udspil og det er da også blevet kommenteret flere gange siden. Men jeg er nu glad for, at jeg gjorde det, for lige fra den dag, hvor jeg fortalte ham det, begyndte jeg at glæde mig til fødslen - det havde jeg faktisk ikke gjort indtil da.

Bækkenknas igen

Hen ad efteråret begyndte bækkenet at knirke lidt. Det var korsbenet, der smuttede af led igen. Jeg kunne genkende symptomerne fra sidst, så jeg pakkede mig selv ind i vat og bomuld; alt det der med at huske at stå på begge ben og ikke hænge på det ene, at løfte lige og med tingen tæt ind til kroppen, ikke at dreje i bækkenet og lave skæve løft og så videre og så videre. Ved at lokke ungerne på skolen til at løfte og slæbe de tungeste ting lykkedes det mig faktisk at gå tiden ud med kun et par dages sygemelding. Det var lidt af en sejr. Jeg ville jo gerne blive hos ungerne helt til jul, så de ikke skulle have flere vikarer end højst nødvendigt.
Den sidste tid fik jeg lidt vand i kroppen, men det var ikke meget. Jeg kunne mest mærke det, når jeg skulle tørre glas af. Nogle gang kunne jeg ikke få hånden ned i glasset sammen med viskestykket! Strømperne begyndte også at stramme i elastikken. De samme strømper glider efter graviditeten ned hele tiden!
Jeg holdt op med at arbejde, da juleferien begyndte. Den sidste måned havde jeg svært ved at koncentrere mig rigtigt, om det jeg skulle, men det lykkedes vist at få samlet alle de løse ender op inden jul. Jeg havde fået ekstra 2 ugers graviditetsorlov på grund af juleferien, men det gjorde ikke noget på det tidspunkt.
Det var først, da der var godt tre uger til terminen, at jeg begyndte at blive ked af, at gå derhjemme. Min veninde havde lige fået sin baby og nu ville jeg også have min at se. Jeg kunne ligesom ikke komme i gang med noget mere og jeg havde læst de Harry Potter-bøger, som jeg havde fået i fødselsdagsgave. Jeg fik sorteret alt det børnetøj, vi har (og det er egentlig ikke så lidt) og smidt det tøj ud, som jeg ikke ville bruge mere. Det røg alt sammen til genbrug, så nogle andre måske kan få glæde af det. Ellers fik jeg ikke lavet så meget i de uger.

Endelig sker der noget!

Da terminen nærmede sig prøvede jeg at tage det helt afslappet. Der kunne jo gå 14 dage endnu og man vidste jo aldrig. Men hvorom alting var, så var jeg ved at blive godt utålmodig. Jeg synes godt, at barnet kunne se at komme ud, så jeg kunne komme af med den tunge mave. Jeg var nået til det punkt, hvor den bare var i vejen hele tiden.
Søndag d. 4. marts fik jeg sådan en uro i kroppen. Lasse havde for en gangs skyld taget et spil ned fra hylden, så da jeg havde kravlet rundt på gulvet og samlet alt Jonas' legetøj sammen (og der var en del den aften) satte vi os til at spille "20th Century" indtil midnat. Lasse skulle op på arbejde næste morgen, selvom han egentlig havde regnet med, at det ikke blev nødvendigt. Han havde bestemt troet, at jeg ville føde i løbet af weekenden, så det passede ham overhovedet ikke, at der ikke var sket noget endnu. Han havde altså ikke megen lyst til at gå i seng.
Da klokken blev hen ad halv to måtte jeg stå op igen. Jeg kunne ikke sove og var bange for at vække Lasse med al min venden rundt i sengen. Jeg tog min dyne og gik ind i stuen for at ligge vågen der i stedet for. Den gik bare ikke. Jeg faldt omgående i søvn og sov dybt og godt lige indtil lidt over fire, hvor Jonas som sædvanlig kom ind og skulle ligge hos mig.
Han blev dog ikke liggende ret længe. Vi kunne ikke finde os til rette og ret hurtigt blev jeg temmelig vågen. Jeg havde veer!!

Veer

Jonas blev sendt ind til Lasse i dobbeltsengen. Det lettede lidt, at der ikke var andre i sengen mere. Der var dog ingen tvivl. Det var veer, selvom de ikke var specielt smertefulde endnu, bare lidt ubehagelige. Endelig var dagen kommet! Jeg lå og glædede mig en lille time, og mærkede kræfterne arbejde i min krop. Det var en dejlig fornemmelse. Så gik jeg ind til Lasse og fortalte ham, at det blev i dag.
Meget hurtigt kom Lasse ud af sengen. Han havde ikke sovet mere end 5 timer, så han var lettere forvirret, da han kom ind i stuen. Jeg lå og blundede på sofaen og havde ikke spor travlt, men det havde Lasse, så han løb flere gange rundt om sig selv, inden han fik styr på noget som helst. Stakkels mand, sådan at blive vækket midt om natten - jeg kunne da også godt have ventet lidt, så han kunne få sovet. Men jeg havde jo lovet højt og helligt, at jeg ville sige til i rigtig god tid denne gang, så han kunne være med hele vejen og ikke bare til sidst. Det var han også godt tilfreds med, da han var vågnet rigtigt og havde fået styr på, hvad det var han skulle.
Lidt over fem ringede Lasse til fødegangen og fortalte dem, at der var en hjemmefødsel på vej. Jeg havde lagt alle informationerne parat, så Lasse kunne klare samtalen, men de ville nu godt snakke med mig, når jeg nu lå lige ved siden af. Jordemoderen fandt hurtigt ud af, at der ikke var nogen panik endnu og jeg understregede da også, at det bare var det lovede opkald, så de kunne planlægge efter det i løbet af dagen. Vi snakkede lidt om, hvor hurtigt det var gået sidst og aftalte, at vi bare skulle ringe, når vi mente, at der var ved at ske noget.
Mens jeg talte, havde Lasse fået et overblik, så da telefonen var fri ringede han til min mor og meddelte, at hun godt kunne stå op, så ville han komme og hente hende. Den var hun med på. Bagefter ringede han til mine svigerforældre og forberedte dem på, at Jonas kom forbi inden alt for længe. Heller ikke her var der nogle problemer. Lidt over seks kørte Lasse af sted med en halvsovende Jonas. Drengen syntes, at det var lidt mærkeligt, at vi sprang den normale morgenrutine over, men det hjalp lidt, at han bare skulle ind til farmor og farfar - så skulle han da i hvert fald ikke i børnehave! Imens lå jeg på sofaen og hyggede mig med veerne. Lasse var lidt bekymret, da han skulle af sted, men jeg forsikrede ham om, at det nok skulle gå. Jeg følte ikke, at det var lige op over, så der ville ikke ske noget, mens han lige kørte til Roskilde og tilbage igen.

Ingen larm, tak

Lasse kom hurtigt tilbage igen. Han havde bare lige smidt Jonas af og været omkring Stenkrogen for at hente Mor. Det var meget hyggeligt at Mor var med. Hun kom lige ind og sagde hej og gik så med Lasse ud i køkkenet for at spise morgenmad. Jeg havde bedt om at få lov til at være i fred, indtil jeg selv søgte selskab og det respekterede de. Det var dejligt.
På et tidspunkt begyndte Lasse dog at rydde op i stuen. Det var bare for meget. Jeg syntes, at han kastede rundt med tingene og larmede noget så forfærdeligt. Det har sikkert ikke larmet ret meget, men han fik det glatte lag og blev smidt ud i køkkenet igen. Jeg ville have lov til at være i fred og det indbefattede ikke en mand, der rumsterede rundt og lavede sidste øjebliks oprydninger.
Lidt i syv ringede vi til Annette. Hun havde nattevagt på Slagelse sygehus, så vi vidste ikke helt, om hun havde sovet nok til at ville være med, nu hvor det skete. Det ville hun nu forfærdelig gerne. Hun fik fat i en overordnet, da denne mødte på arbejde og fik lov til at gå lidt før, så hun kunne nå et tidligere tog til Roskilde. Jeg var glad for, at hun havde lyst til at komme.
Lidt i halv ni kørte Lasse ind til Roskilde for at hente Annette. Jeg skønnede ikke, at der ville ske noget ved det. Veerne kunne mærkes, men selvom de egentlig kom rimelig hyppigt, så syntes jeg ikke, at de gjorde ondt. Det føltes lidt som om, at det bare var kraftige plukveer. Jeg begyndte faktisk at blive nervøs for, om vi havde sat hele apparatet i gang uden nogen grund. Tænk, hvis vi havde vækket alle sammen og der så slet ikke skulle være nogen fødsel den dag alligevel. Tanken var næsten ikke til at bære!! På den anden side, så var jeg ikke i tvivl om, at jeg havde veer, så forhåbentlig ville de blive til lidt mere i løbet af dagen.

Hvor er den jordemoder?

Klokken halv ti mente Lasse, at vi skulle ringe til fødegangen igen. Jeg gjorde det mest for at tækkes ham, men det skulle senere vise sig at være en ret god ide!! Der var ca. 5 minutter mellem veerne, men jeg kunne ikke mærke, at der skete noget, så jeg havde absolut ikke travlt. Jeg fik fat i min konsultations-jordemoder fra sidste graviditet. Vi snakkede lidt frem og tilbage og hun mente, at det var en god ide at sende en jordemoder ud for at kigge på mig. Hun kunne jo altid tage tilbage igen, hvis jeg ikke var kommet ret langt. Det indvilgede jeg i - ikke mindst for Lasses skyld. Han var ved at blive bekymret - måske havde han i virkeligheden bedre styr på, hvor langt der var mellem veerne end jeg havde.....!!
Der gik nu ca. 10 minutter, hvor det fortsatte som hidtil. Men så begyndte der pludselig at ske noget. I løbet af ganske kort tid tog veerne til og blev meget kraftigere. Væk var tanken om, at det måske alligevel ikke blev i dag. Nu var der absolut ikke nogen tvivl mere. Jeg havde stået lidt ude ved spisebordet og rokket, mens vi sludrede og drak te, men i løbet af ret kort tid var det slut med det. Under en stor ve gik jeg ind i stuen for at være alene med min smerte. Lasse kom efter mig ind i stuen for at se, hvordan jeg havde det, men han blev smidt ud med et ikke alt for venligt ordvalg!! Jeg kunne ikke holde ud, at de holdt op med at snakke og gloede på mig, hver gang der kom en ve. Jeg fik nogle meget kraftige veer og så var jeg i fødsel!!
Jeg stod og lænede mig op af en af stolene, mens veerne hærgede. Tid og sted var så småt ved at forsvinde og det eneste jeg sansede var smerten, der buldrede rundt i bækkenet. Det var meget sværere denne gang at følge med smerten, men nu vidste jeg jo også hvor ondt det skulle gøre, så jeg har måske været lidt bange for, om jeg kunne klare det en gang til uden smertestillende midler. Det var dog ikke noget, jeg tænkte over, mens jeg stod der foran stolen.
På et tidspunkt blev jeg nærværende nok til at bede Annette om at ringe til fødegangen. Jeg vidste godt, at der ikke kunne være så langt igen, så nu måtte den der jordemoder sådan set godt komme. Det viste sig, at Lasse havde ringet klokken ca. halv elleve og at beskeden var, at jordemoderen var taget fra afdelingen for længe siden. De kunne ikke lige svare på, hvor hun var blevet af. Han endte med at trave op og ned ad fortovet, mens han spejdede efter den taxa, der skulle bringe hende herud. Det var nok meget godt, at han blev derude, når han var så ophidset - det ville jeg ikke have kunnet klare på det tidspunkt.

En brølende ko

Veerne bed godt og jeg stod og gav lyd fra mig. Jeg følte det som om, at jeg brølede som en ko, men det var ikke så slemt, påstod Mor. Det gjorde rigtig ondt efterhånden, så jeg måtte knibe mig i låret, for at holde smerten ud. Det gav mig nogle gevaldige blå mærker bagefter, men det vidste jeg jo ikke på det tidspunkt. Det var bare dejligt, at hjernen blev så forvirret over endnu en smerte, at veerne ikke føltes helt så slemme.
På et tidspunkt kom Mor ind i stuen og pludselig skulle jeg have tøjet af. Jeg havde tænkt meget over min blufærdighed og overvejet, hvordan jeg mon mest ubemærket kunne beholde en T-shirt på eller noget i den retning. Alle overvejelser var dog ganske overflødige. Jeg svedte helt enormt og i løbet af et par minutter røg alt tøjet af helt uden, at jeg tænkte over det. Mor stod bag mig og pressede på mine hofter, når veerne kom. De var der næsten hele tiden, så nu begyndte jeg faktisk at savne den der jordemoder lidt.
Og pludselig var hun der - jordemoderen altså. Klokken var da ca. tyve minutter i elleve. En venlig men bestemt stemme bad mig løfte hovedet - hun ville da lige se mit ansigt. Meget forståeligt set fra hendes synspunkt, men jeg var temmelig ligeglad med, hvordan hun så ud - jeg var bare glad for, at hun var kommet, så Lasse ikke skulle være bekymret mere! Men vi fik sagt goddag og hun fik hurtigt overblik over situationen. Jeg kunne høre, at de vimsede rundt alle sammen og så fik jeg besked på at lægge mig over på sofaen, fordi Ulla, som jordemoderen hed, lige skulle mærke, hvor langt jeg var kommet. Der var en mindre dagsrejse fra stolen over til sofaen, men jeg kom da derover og glemte undervejs alt om, at jeg ville blive stående og alt det andet jeg havde ønsket.
Jeg var kun 8 cm åben, så jeg skulle vente lidt med at presse, mente Ulla. Det var vi nu to om at bestemme, for jeg havde pressetrang og ikke så lidt endda! Jeg gispede alt, hvad jeg kunne, men trangen var for stor, så det hjalp ikke meget. Under den næste presseve gik fostervandet. Ulla havde lige vendt ryggen til, da vandet sprøjtede ud på gulvet. Heldigvis havde nogen tænkt på at flytte tæppet fra gulvet, så Annette kunne hurtigt tørre det op med den hastigt fremskaffet gulvklud.

Grønt fostervand

Vandet viste sig at være helt grønt og ulækkert. Den lille havde tilsyneladende været så stresset, at den havde lukket al meconiumet ud. Ad!! Jeg kunne ikke mærke forskel, men pressetrangen blev bestemt ikke mindre.
Så havde Ulla fået fat i doptonen. Hun har åbenbart ikke kunnet høre hjertelyden tydeligt nok for mine smertelyde. Jeg var begyndt at synes, at hun var temmelig dum, da hun endelig besluttede sig for, at jeg måtte presse. Åh, hvor var det dejligt!! Jeg pressede og pressede, da den næste ve kom og jeg blev ikke engang sur, da hun bad mig fortsætte alt, hvad jeg kunne. Det var bare så godt at kunne bruge en masse kræfter, uden at det var forbundet med smerter. Jeg fornemmede, at det godt måtte gå hurtigt, selvom jeg kun var 8 cm åben. De sidste to cm blev hurtigt overvundet og jeg pressede det bedste jeg kunne, både med og uden veer.
Efter, hvad der føltes som en evighed, kunne jeg pludselig mærke barnet i skeden. Det var helt fantastisk og ganske forfærdeligt på samme tid. Fantastisk fordi barnet omsider var lige ved at komme ud og forfærdeligt fordi jeg var overbevist om, at jeg ville revne over det hele og derfor skulle syes bagefter. Jeg husker, at jeg holdt op med at presse og peb noget om, at jeg ikke ville syes. Ulla lovede mig dog, at jeg ikke var ved at revne og selv om jeg ikke troede hende over en dørtærskel, så fik den sidste presseve alle de kræfter jeg havde tilbage. Jeg kunne næsten ikke få vejret, men nu gjaldt det om at få barnet ud. Ulla havde sagt, at den lille var lidt blå, så der var ingen tid at spilde.
Pludselig mærkede jeg den velkendte svigen af slimhinden, der blev strukket til sit yderste og dernæst en svuppende bevægelse, da hovedet blev født. Nu ville det være overstået om et lille øjeblik. Ulla havde fundet suget frem og sugede barnet i munden endnu mens kun hovedet var ude. Senere fortalte hun, at det var for at skåne barnets lunger for at hive meconiumet ned i lungerne ved den første vejrtrækning.
Ulla lirkede lidt i skuldrene, trak i hovedet og så kom det sidste svup og barnet var født og blev hevet op på min mave. Det var bare så dejligt. Det var en stor pige. 3700 gram og 55 cm. Hun var helt blå i huden og ellers smurt ind i fosterfedt og meconium. Hun havde det smukkeste grønne hår og hun lugtede bestemt ikke af nyfødt baby. Der var ligesom en anden lugt også.... Klokken var efterhånden blevet fem minutter over elleve og nu var det hele overstået.

Pyha.....!

Jeg lænede mig træt ind mod Lasse, der sad på den ene side og blev også opmærksom på Mor, der havde siddet på en skammel og holdt mit ene ben, så jeg havde noget at stemme imod under veerne. Det var først nu, det rigtig gik op for mig, hvor alle befandt sig og jeg fik også set Ullas ansigt ordentligt for første gang. Annette listede rundt og fotograferede uden, at jeg rigtig opdagede det, men jeg kan se på filmen, at hun har taget mange billeder i løbet af de små tyve minutter. Det var rigtig dejligt bagefter. Annette var i det hele taget en formidabel god fødselshjælper. Hun var hele tiden klar, der hvor der uudtalt var brug for hende og hun var vaks med de kolde klude, som en eller anden havde holdt over mine øjne hele tiden. Skulle der blive en næste gang, så skal hun absolut have tilbudt jobbet igen!!
Jeg var ikke revnet mere, end at det kunne vokse sammen af sig selv, så lettelsen bredte sig i mig. Det var stort, at jeg ikke behøvede at blive syet.
Denne gang nåede Lasse lige at få lov til at klippe navlestrengen, selvom det ikke var så vigtigt for ham. Han går ikke så meget op i den slags, men gjorde det dog pligtskyldigt. Desværre var der et blodkar, der smuttede udenom elastikken, så Ulla måtte sætte en kæmpe klemme på navlestrengen i stedet for. Det så ret voldsomt ud, men Ulla forsikrede os om, at tøsen ikke ville føle noget ubehag ved den.
Nu manglede jeg bare lige at føde moderkagen..... Bare lige. Lige som sidst var jeg ualmindelig følsom og bare Ulla tænkte på at røre mig, peb jeg. Moderkagen kom dog ud uden problemer og den blev vist frem for Annette og kameraet. Jeg kunne ikke rigtig se noget, før billederne blev fremkaldt, men det gjorde ikke noget på det tidspunkt. Jeg havde det bare dejligt. Jeg havde født en dejlig datter, det var foregået hjemme og det var gået godt. Nu var jeg bare træt og lykkelig og høj på endorfiner! Bedre følelse kan man ikke få!

En pige med stor appetit

Hvad der skete lige efter fødslen husker jeg ikke så nøje. Jeg kunne selv gå rundt og de andre fik hurtigt vendt sofaen og redt barselssengen til mig. Det var godt nok at komme til at ligge ned med den lille pige i favnen og alle hjælperne omkring mig.
Jeg lagde hurtigt tøsen til brystet og hun suttede, som om hun aldrig havde bestilt andet. Det var dejligt, at der ikke var nogle problemer med det. Hun suttede i næsten to timer, men det gjorde ikke noget. Jeg havde god tid og det havde Ulla også. Hun behøvede ikke at skynde sig at måle og veje, men brugte i stedet for tiden til at udfylde alle papirerne. Det var dejligt.
Ulla var i det hele taget en rigtig god jordemoder. Det kræver sin kvinde at komme ind i et fremmed hjem, finde en kvinde i fødsel og så bare tage imod barnet i løbet af tyve minutter uden at blive stresset. Under hele forløbet, så langt det nu var, virkede hun rolig og dirigerede rundt med folk med stor venlighed. Bravo! Hun var også god at snakke med senere, da vi alle sad og sundede os lidt, mens tøsen suttede sin første tår. Det viste sig, at hun ikke havde kunnet finde Hedevænget, da hun skulle herud, deraf forsinkelsen. Taxachaufføren vidste ikke, hvor det var og havde ringet til en svoger, der boede herude....og imens travede Lasse fortovet tyndt, den stakkels mand. Det grinede vi noget af og var lykkelige for, at hun trods alt nåede det til tiden. Jeg havde jo ellers lovet Lasse, at jeg ville sige til i meget god tid denne gang, så jordemoderen kunne nå at være med lidt længere end sidst. Det blev altså ikke til noget, selv om jeg syntes, at jeg havde gjort, hvad jeg kunne. Hvem kunne vide, at det skulle gå så stærkt lige til sidst??!?
Efter et par timer tog vi tøsen fra brystet, og så var det tid til at få hende vejet. Det var en stor pige med langt mørkt hår. 3750 gram og 55 cm lang. Det var noget større end Jonas og det endda selv om jeg havde røget under det meste af graviditeten! Hun tog det hele meget pænt, men blev noget utilfreds, da hun skulle have sin k-vitaminindsprøjtning! Desværre smuttede nålen af sprøjten første gang, så Ulla måtte lave en ny sprøjte. Det skar mig i hjertet, at et så lille barn skulle have en indsprøjtning, men sådan måtte det være, da man var stoppet med at producere vitaminet på dråbeform. Ærgerligt, men så var det da overstået på en gang i stedet for alle de dråber der skulle gives hver dag. Ellers var det ikke noget at bemærke - tøsen blev godkendt på alle punkter.
Ulla blev der lidt længere, mens vi fik en kop te og en snak om fødslen. Så ringede hun efter en taxa og tog tilbage til fødeafdelingen, hvor den næste opgave ventede - noget hun vist godt kunne undvære oven på en vel overstået hjemmefødsel.

Lillesøster møder storebror

Midt på eftermiddagen kom mine svigerforældre med Jonas. Han viste ingen synderlig interesse for den lille ny, men han skulle da lige op og kigge. "Jeg synes hun er grim," udtalte knægten og høstede kærlig latter fra resten af forsamlingen. Fra børn og fulde folk..... Så grim var hun nu ikke, men man kunne selvfølgelig godt se, at hun kun var fem timer gammel! Svigermor havde haft kager med til kaffen, så der blev guffet, mens roen sænkede sig over hjemmet - det vil sige så meget ro, som Jonas tillod! Svigerforældrene kørte snart igen og de tog Mor med til Roskilde. Annette blev indtil min bror havde fri fra arbejdet. Hun kunne ikke rigtig overskue at skulle med de offentlige hjem, og han ville gerne køre forbi Havdrup og hente hende. Hun må have været godt træt efter sådan en dag oven på en nattevagt.
Omsider var der ro i det lille hjem og vi skulle nu til at vænne os til at være fire i stedet for tre. Resten af dagen forløb vist meget stille og roligt. Far og hans kæreste kom forbi senere på aftenen og så tøsen og så var det tid til at få sovet ud efter den store oplevelse. Det havde været en dejlig dag.

Denne artikel har været bragt i blad nr 6 Aug 2002.

Loading ...

Vil du være medlem - tryk her

Forside Shop Vi tilbyder Foreningen
SiteMapCopyright Forældre og Fødsel, kontakt: