Når alle andre snakker grød og vælling

Af Trine Binding, Frederiksberg

Da Josefine nærmede sig de 4 måneder, begyndte mine medmødre i mødregruppen og til efterfødselsgymnastik at snakke grød og vælling i et væk. Jeg blev forbavset, da det gik op for mig, at jeg var en af de få, der gerne ville fortsætte med at amme fuldt ud i 6 måneder.

Ved det sidste møde til fødselsforberedelse, så vi en video om amning. De fleste af os kunne ikke rigtig forholde os til det, det var alt for fjernt i forhold til den forestående fødsel. Vi fik også udleveret en brochure om amning og de problemer, vi kunne støde ind i. Jeg blev lidt irriteret over det, fordi jeg syntes, det var at tage sorgerne på forskud. For mig var det naturligt at amme, og når nu alle andre pattedyr kan finde ud af det, kunne jeg vel også uden at behøve at læse mig til det.

Den første ammetår

Jeg fødte Josefine, mit første barn, ved kejsersnit 14 dage efter termin. En time efter fødslen blev vi kørt til opvågning, hvor jeg heldigvis fik Josefine med mig, og her blev hun lagt til for første gang. Så sad vi der, mellem alle de syge mennesker der vågnede efter operationer, i vores lille lykkeboble, far, mor og en lille ny sugemalle. Ingen problemer der, Josefine suttede og sugede, og efter tre dage havde jeg sår på begge brystvorter, aaaav! Men det var også de eneste problemer, vi havde. Dertil skal siges, at vi var priviligerede, da vi efter kejsersnittet var garanteret enestue i mindst et døgn, så far også kunne overnatte. Det ene døgn endte med at blive til tre, så der var virkelig fred og ro til at få amningen i gang. Det sidste døgn på hospitalet tilbragte jeg på fire-sengsstue, og jeg er ikke spor forbavset over, at nogle mødre ikke kan få amningen i gang midt i al den virak, der er på sådan en stue. Alle mødre burde være garanteret enestue, i det mindste det første døgn.

Nedløbsrefleksen der forsvandt

Da Josefine blev 2½ måned, lavede hun, hvad jeg kalder, et mentalt kvantespring, hvor hun "besluttede", at nu var det slut med bare at spise, sove og skide, nu skulle der ske noget. Det kom frygtelig bag på mig, som havde uendelig lidt erfaring med spædbørn, for indtil da havde hun været så eksemplarisk, at jeg næsten ikke følte, at jeg havde et barn, hun spiste og sked og sov så en masse, men nu var det slut, der skulle underholdning på bordet. Midt i al min frustration over, hvad der dog var sket med mit lille dukkebarn, blev jeg af en eller anden grund pludselig opmærksom på nedløbsrefleksen, når jeg ammede, så hver gang jeg lagde Josefine til brystet, sad jeg og ventede på, at mælken skulle løbe til ("løb nu til, løb nu til!"), og så gik der selvfølgelig laaang tid, før der skete noget, mens Josefine blev mere og mere frustreret. Efter 14 dage var jeg overbevist om, at jeg havde en lettere fødselsdepression, for jeg syntes slet ikke, jeg kunne finde ud af at læse min datters signaler, og vi blev bare begge to mere og mere frustrerede.

Løsningen

Det, der var så frygteligt, var, at jeg godt vidste med min fornuft, at hvis jeg bare kunne slappe af, skulle mælken nok løbe til, men der er jo langt fra teori til praksis. Det tog tre ugers tid, før amningen igen kom til at fungere nogenlunde problemfrit, idet jeg fandt ud af, at det, der skulle til, blot var et par sekunders fuldstændig og total distraktion fra amningen, så kom mælken sprøjtende til. Derfor fandt amningen den følgende tid sted foran fjernsynet med en god bog som back up og gerne i samtale med, hvem der nu var hjemme. Der gik flere måneder, før amningen virkelig blev problemfri igen, og det krævede en sej kamp at overbevise min fornuft om, at den godt kunne slappe af, når jeg ammede, mælken skulle nok løbe til. Og jeg ville amme.

Grød og vælling

På grund af risikoen for udvikling af allergi havde jeg hele tiden forestillet mig, at jeg ville amme fuldt ud i mindst 6 måneder, også selvom Josefine ikke er i risikogruppen, men da hun var omkring 4 måneder begyndte de mødre, jeg mødte i min mødregruppe og til efterfødselsgymnastik allerede at snakke om grød og vælling, og kort tid efter var de i gang. Enkelte oplevede dog, at deres baby ikke var parat endnu og fik forstoppelse eller kastede op. Både sundhedsplejersken og gymnastikinstruktøren beroligede mødrene med, at det ikke gjorde noget, at de ventede, til de var 6 måneder. I dag undrer jeg mig over, at de ikke manede til besindighed overfor alle de mødre, der bare havde så travlt med grøden og understregede, hvor godt det var at vente.

Den gode hjemmelavede grød

Jeg var standhaftig, indtil Josefine var 5 måneder, så kunne jeg ikke dy mig længere. Det var egentlig ikke fordi, jeg følte mig under voldsomt pres, men mere fordi jeg ville give Josefine en ekstra oplevelse, og den første portion grød røg da også ned uden de store problemer. Vi fortsatte et par uger med en enkelt lille portion økologisk risgrød om dagen og så kom den store dag, hvor jeg selv lavede rigtig gammeldaws hjemmelavet økologisk majsgrød til guldklumpen. Der skulle godt nok lidt overtalelse for at få det til at ryge ned, men ned kom det da, og stolt var jeg over min gode grød. Men den nat vågnede Josefine, utrøstelig af gråd. Hun havde ondt i maven, og ingenting hjalp. Der gik vel en halv times tid, det føltes længere, og så kastede hun endelig op. Puh ha, det lettede. Nu var hun sulten som en ulv og suttede ivrigt, da jeg lagde hende til brystet og sov så resten af natten.

Grød, nej tak

Efter den oplevelse besluttede vi at holde en pause fra grøden på en uges tid, men da vi så prøvede igen, ville hun ikke have det. Da jeg ikke ville tvinge hende, fortsatte jeg med at amme fuldt ud, mens ugerne gik. Jeg var vel ikke for alvor i tvivl, om at hun trivedes, jeg kunne jo se, at hun var glad, havde det godt og i øvrigt tog på i vægt, men jeg ville gerne have bekræftet, at det var OK at fuldamme så stort et barn.

Information søges

Jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke spurgte min sundhedsplejerske til råds. Det skyldes, at jeg nok vidste, hvad hendes svar ville være, nemlig, at jeg bare skulle se at komme i gang med grøden, før det var for sent. Foruroligende nok, viste det sig senere, at der faktisk var en anden mor i min mødregruppe, der havde nøjagtig samme problem, og som heller ikke havde villet spørge sundhedsplejersken. Tænk at tilliden ikke var større. Jeg troede jo desuden også, at jeg ville kunne finde et ordentligt svar i en af de gængse babybøger. Det viste sig hurtigt, at både Politikens "Bogen om Barnet", Politikens "Det lille barn" og Sundhedsstyrelsens "Sunde børn" samt Sundhedsstyrelsens "Mad til spædbørn og småbørn" antog, at man var godt i gang med fast føde ved 6 måneders alderen, og det samme gjaldthjemmesiderne sundhed.dk og netdoctor.dk. Her var altså ingen hjælp at hente.

Endelig fandt jeg svar

Der hvor jeg endelig fandt svar på mange af mine spørgsmål var dels på Internettet (bl.a. lalecheleague.org/bfinfo.html, prairienet.org/laleche/dettwyler.html og parenting.com/parenting/experts/sears/archive.html), dels i "The Baby Book" en amerikansk bog, der ikke fås herhjemme (W. & M. Sears: The Baby Book. Everything You Need to Know About Your Baby From Birth to Age Two. Little Brown and Company, 1993), og endelig fandt jeg på biblioteket et gammelt nummer af Forældre og Fødsels medlemsblad (nr. 8, 1997), med en historie om Lau på 10 måneder, der kun fik brystmælk og i den grad trivedes, hvilket i høj grad fremgik af det illustrerende foto. Jeg tror egentlig først, det var, da jeg så det foto, at jeg blev endelig overbevist, om at amning var godt nok.

Status

I dag er Josefine 8½ måned, og jeg ammer hende stadig næsten fuldt ud, bortset fra en eller to små portioner grød eller mos om dagen. Hun er i øvrigt klar nok til fast føde nu, følger interesseret med, når vi spiser og tager gerne mod smagsprøver. Hun kan selv pille rosiner op, tygger dem og omsider er der flere, der ryger ned i maven end ned på gulvet. Men vi har ingen hast med at få mere fast føde ned, for vi hygger os begge to med ammeriet, og der er heldigvis 4 måneder endnu, før jeg begynder at arbejde.

Pointen

Min pointe er, at jeg ikke kan forstå, hvorfor det skal være så svært at finde svar på sine spørgsmål, hvis man ikke lige har en standard-baby, som gør hvad der står i bøgerne, og så undrer det mig i øvrigt, at det tilsyneladende er så almindeligt at begynde med fast føde ved 4 måneders alderen, når så megen forskning (se andetsteds i dette blad) viser, at det bedste er at amme fuldt ud i mindst 6 måneder og gerne fortsætte i et par år. Måske vil det ændre sig, nu hvor barselsorloven er blevet forlænget til et år?

Denne artikel har været bragt i blad nr 7 Sept 2002.

Loading ...