Forsiden -> Artikel arkiv -> Da Lærke svømmede ud til os

Da Lærke svømmede ud til os

Af Anja Høgstrup, Haderslev

Det er lørdag den 3. november. Klokken er 21 og jeg er ved at læse godnathistorie for Louise og Magnus. Da jeg stod op i morges, havde jeg ingen anelse om, at det i dag skulle blive Lærkes fødselsdag, at det i dag skulle blive en af de dejligste dage i mit liv.

Ved halv ni-tiden sad jeg og spiste morgenmad sammen med Peter. Børnene rendte rundt og legede. Det var lørdag og vi havde inviteret gæster til aftensmad. Jeg var fem dage over terminen og vidste selvfølgelig godt, at jeg kunne føde nårsomhelst, men jeg havde ingen tegn på fødsel. Det var min tredie fødsel, og jeg troede, jeg viste, hvordan tingene hang sammen! Ved sidste fødsel gik jeg 13 dage over termin og nu gik jeg og ventede på 3-4 dage med slimafgang, som jeg havde haft ved begge de andre fødsler. Derfor havde jeg god tid, og det passede mig fint at være gravid lidt endnu, da jeg ikke havde haft så meget barselsorlov på grund af en eksamensopgave.

Mens vi sad og spiste morgenmad ringede min mor. Peter fortalte hende, at der ikke var tegn på noget -og dog. Jeg havde nemlig småveer, og de murrede lidt mere end "fornemmelserne" jeg havde haft i går aftes. Da jeg i går havde fortalt Peter om den murrende fornemmelse, havde han straks spurgt, om vi skulle aflyse en vens besøg samme aften. Jeg var blevet forskrækket over, at han tog det så alvorligt, og havde derfor ikke fortalt ham om de nuværende småveer. Det gjorde jeg lidt efter, men sagde samtidig, at han skulle tage det roligt. Jeg mente ikke, at vi behøvede at aflyse vennernes besøg i aften. Jeg viste jo ikke, om veerne gik i sig selv. Stadig mens vi spiste morgenmad prøvede jeg lige at tjekke veerne. De varede ca 30 sekunder og var uregelmæssige med 10 til 20 minutter imellem.

En tur i kaninburet

Formiddagen gik. Jeg fik lavet forskellige ting -det nyopsatte køkkenbord fik olie og kaninburet udenfor blev renset. Peter ville ordne kaninburet, men da jeg ikke havde erkendt, at jeg var i fødsel, regnede jeg med, at jeg bare trængte til frisk luft. Så ville veerne nok gå i sig selv. Jeg benyttede dog lejligheden foran kaninburet, til at se om den hugsiddende stilling var god, når jeg havde udvidelsesveer. Det synes jeg ikke at den var, men jeg havde set en fødselsfilm hvor den fødende sank ned i hug ved hver udvidelsesve. Dengang havde jeg besluttet, at dette skulle afprøves, når tiden var inde. Jeg synes, at veerne begyndte at bide noget mere end almindelige småveer. Dem havde jeg god erfaring med fra Magnus´ fødsel for 4 år siden. Dengang havde jeg småveer flere gange, som gik i sig selv.
Da jeg kom ind fra kaninburet var klokken ved at være 12, og jeg ville tage mig en lur før jeg skulle bage æbeltærte til dessert i aften. Peter talte vist lidt om aflysning af gæsterne, men det synes jeg ikke, at der var grund til endnu. Jeg fik hvilet mig lidt. Jeg lå og tænkte på, om jeg virkelig skulle føde i dag -eller måske i nat. Min konsultationsjordemor havde døgnvagt i morgen. Det kunne være dejligt, hvis det blev hende der kom.
En lille times tid senere stod jeg op. Jeg sad ved spisebordet og kunne nu pludselig ikke overskue at bage æbeltærten. Kort tid efter fik jeg den første ve, hvor jeg måtte stå og hænge ind over køkkenbordet og puste med. Jeg pustede ud med en bilspruttelyd. Den samme lyd som små børn synes er sjov at lave. Denne puste-måde virkede lidt komisk, men den virkede fint. Midt i første "pusteve" spurte Peter mig - meget fornuftigt - hvad jeg havde tænkt mig med Susie - min veninde, der skulle være med til fødslen - og børnene. Jeg kom vist til at småsnerre, at jeg ikke tænkte lige nu. Jeg gik dog ind og ringede til Susie og fortalte hende, hvordan jeg havde det. Jeg fortalte, at jeg havde veer, men jeg ikke viste, hvor langt jeg var, og om det blev til noget. Vi snakkede lidt frem og tilbage, og hun fortalte mig endnu engang, at de småveer hun havde haft i ugen op til Sissels fødsel også havde gjort ondt. Jeg tror, at det bekræftede min tvivl på fødsel. Ihverttilfælde ville jeg ringe tilbage et par timer senere. Nu hvor jeg sidder og skriver om fødslen, kan jeg slet ikke forstå min tvivl om at den var i gang.

Veer!

Jeg blev pludselig overmanet af træthed og jeg måtte gå i seng igen, hvor jeg lå og pustede med på veerne. Jeg tog mig selv i at tænke, at det gerne måtte vente til imorgen, for jeg synes, at det begyndte at gøre ondt sådan for alvor. Alligevel fik jeg lyst til at mærke veen uden at aflede smerten med vejrtrækningen. Jeg prøvede at mærke efter, hvad der skete i kroppen, og kunne tydelig mærke, hvordan ledbåndene hev om i lænden. Jeg kunne kun holde til én ve på denne måde, og skyndte mig at puste med igen. Jeg gik på toilettet for at mærke, om jeg på livmodermunden kunne få fornemmelse af, om jeg virkelig havde veer, som jeg skulle føde af. Jeg kunne mærke, at der hang noget, der føles som en halvdød ballon. Så måtte der da være noget igang. Ved halvtretiden kom Peter op i soveværelset. Måske skulle han begynde at fylde vand i fødekarret?. Det stod ved siden af sengen i soveværelset og var forlængst afprøvet af hele familien. Jeg tænkte for mig selv, at vi jo altid kunne lægge låg på for at holde vandet varmt, hvis det varede længe inden det skulle bruges. Peter ringede også efter Susie, som skulle hjælpe med det praktiske og tage sig af Louise og Magnus.

Hvem skal med til fødslen?

Begge børn var hjemme. Jeg havde i graviditeten både forberedt mig selv, Magnus (4 år) og Louise (7 år) på, at de kunne være med ved fødslen. Vi havde ikke "dyrket" forberedelsen med børnene, men set et par af foreningens fødselsfilm og taget dem med i de praktiske ting. Vi havde ikke lovet, at de skulle være med. Jeg ville ligesom ved sidste fødsel vente og se humøret og situationen an. Børnene tog det vist som en selvfølge, at de skulle være med til fødslen, og nu hvor veerne var i gang, virkede det ganske naturligt, at de var hjemme. Vejret var godt og de løb udenfor og legede, hvor de havde informeret legekammeraterne om, at deres mor var ved at føde.
Da Susie kom klokken tre, stod jeg og lænede mig ind over skrivebordet, når veerne kom. Susie, der selv havde født tre børn og en deraf udviklet indlevelsesevne, spurte om hun skulle trykke mig på lænden, og det måtte hun meget gerne. Mellem veerne lagde jeg mig på knæ og albuer i sengen. Susie fik lagt en dyne under maven, så jeg kunne slappe lidt mere af. Min krop indtog nærmest automatisk denne afslappende stilling med halen i vejret. Min tidsfornemmelse var forduftet, men ca. klokken halv fire gik fostervandet. Vand og slim løb ned ad benene. Jeg blev noget overrasket, og det var egentlig først nu, at det gik op for mig, at jeg skulle føde.
Da vandet var gået, ringede Peter efter en jordemoder. Han fortalte, at det var en hjemmefødsel og svarede, at vandet var klart. Jeg stod og soppede lidt rundt i vandet på gulvet, og ville ikke have rene trusser på, fordi der blev ved med at løbe slim ned af benene. Jeg gik ud på badeværelset og tog et mikrolax, da jeg absolut ikke havde lyst til, at der kom afføring i fødekarret. Mikrolaxen virkede ikke, men bagefter begyndte det at presse. Jeg troede i første omgang, at det var fordi jeg skulle på toilettet, for udvidelsesveerne fortsatte. Jeg fandt dog snart ud af, at det var de første presseveer, der kom samtidig og oveni udvidelsesveerne. Det føltes virkelig underligt. Jeg havde hele tiden en fornemmelse af, at veerne kunne blive mere smertefulde. Det var meningen, at vandet i fødekarret skulle bruges som smertelindring, når veerne blev uudholdelige. Så ville jeg vurdere, om jeg også havde lyst til at føde i karret. Derfor virkede det overraskende, at presseveerne kom før jeg var i vandet.

I fødekarret

Da jeg kom ind i soveværelset igen, var der ubehagelig varmt. Peter var ved at tørre dynebetrækket, som var blevet vådt under vandpåfyldningen. Radiatoren pulsede på fuld drøn og selvom altandøren stod åbnen, var der altså meget varmt. Jeg brokkede mig over varmen og gik i vandet. Pu-ha vandet var også varmt, men her slog Peter fast, at temparaturen var rigtig.
Veerne aftog lidt i styrke, da jeg først var kommet i vandet. Det var en behagelig pause. Det vendte dog hurtigt og veerne tog til og blev kraftige. Samtidig pressede det mere og mere. Så mens jeg stod på alle fire i vandet, måtte jeg skiftevis puste med dyb vejrtrækning på grund af udvidelsesveerne og gispe på grund af presseveerne. Peter skiftedes med Susie til at presse på min lænd, samtidig med, at han havde travlt med at fylde mere vand i karret -både fra vandslangen og fra gryderne. Børnene var placeret foran fjernsynet med en video og Susie tændte stearinlys og båndoptageren, hvor musikken "Inner haverst" sad parat. Den havde jeg lavet lidt yoga til i den sidste måned, og regnede med, at den ville minde mig om afslappelse.

Jordemoderen ankommer

Klokken 16.30, en time efter at vi havde ringet, kom jordemoderen. En sød og engageret jordemor, som jeg kendte lidt fra mit arbejde på barselsgangen. Jeg blev glad, da jeg så, hvem det var.
Lige så snart jordemoderen trådte ind ad døren forsvandt udvidelsesveerne, og dermed smerten i lænden. Normalt er jeg ikke vild med presseveer, men nu føltes det som en befrielse, at jeg kun skulle koncentrere mig om dem. Jeg kiggede dybt ind i jordemoderens øjne, og hun holdt mig fast... Jeg tror, det blev min måde at få sagt goddag og velkommen. Jeg var ikke så snak sagelig på dette tidspunkt, og hun skulle trods alt være med til en vigtig begivenhed i mit og Peters liv. Efter hun havde fået strygebrættet i nakken og åbnet sin kuffert, spurte hun, om jeg ville føde på alle fire, sådan som jeg stod. Jeg vendte mig om, så jeg sad på hug op ad kanten. Peter satte sig lige udenfor på den anden side, hvorfra han kunne støtte. I næste ve kunne jeg med hånden mærke, at hovedet kom halvt ud. Det smuttede ind igen i første omgang, men jeg sad hele tiden med hånden på, så jeg kunne mærke, hvor langt jeg var i fødslen. Jordemoderen sad med sin hånd ovenpå min, når jeg havde presseveer og lyttede til hjertelyden med en doptone i pauserne. Susie fik hentet børnene op i soveværelset og de stod nærmest i "fodenden", hvor de nemt kunne følge med. Jordemoderen stod ved siden, hvorfra hun kunne nå, og Susie stod lidt bagved og tog billeder.

Lærke bliver født

Jeg ved ikke, hvor mange presseveer jeg havde, men der var nogle lange og gode pauser mellem veerne. Jeg pressede ikke selv aktivt med, men lod mave og barn arbejde. Da den øverste del af hovedet var ude kunne jeg mærke og se barnets lange hår. Der sad jeg så og aede min baby, der ikke var født endnu. Det er svært at forklare følelsen i sådan et indtenst øjeblik, hvor alt andet er ligegyldigt. I den næste ve hvor hovedet skulle fødes, spurgte jordemoderen om jeg kunne presse lidt med. Det havde jeg ikke lyst til, presset indefra var enormt og jordemoderen bekræftigede mig i, at jeg skulle lade baby komme selv. Hovedet kom ud og drejede sig tydeligt. Den næste pause var meget lang, jeg nød bare øjeblikket og lænede mit hoved ind mod Peters kind. Barnets krop fyldte og spændte - en fornemmelse jeg bestemt ikke kunne huske fra de to andre fødsler. Jeg viste ikke rigtig længere, hvordan jeg selv skulle holde ved hovedet. Jordemoderen kildede mig lidt på maven for at provokere endnu en ve, og så blev kroppen også født og Lærke svømmede ud, med hele sin familie stående rundt om karret. Jordemoderen trak hende gennem vandet og op til mig, hvor hun hurtigt fik et blåt stykke rundt om sig for ikke at fryse. "Hej lille skat, hej lille skat". Peter sagde, at det blev en dreng. Jeg mente, at det var en pige, og så måtte vi lige se efter. Lærke begyndte at trække vejret og fik lidt efter lidt lyd på. Hun blev suget i munden og svælget for slim. Hvor var det dejligt at sidde i vandet med hende og bare mærke. Peter førte på "vanlig" vis saksen, da navlestrengen skulle klippes over.
Da jeg skulle føde moderkagen, havde jeg mest lyst til at komme op på land. Uh, hvor var det koldt. Måske skulle jeg alligevel være blevet i vandet? Jordemoderen havde dynen parat, som jeg blev puttet under med Lærke på min mave, mens jeg fødte moderkagen. Jeg kunne næsten ikke holde ud, at den fyldte så meget i underlivet, men den kom hurtigt. Bagefter blev jeg undersøgt for blødning og rifter, og blev "frikendt". Det var dejligt at slippe for synåle og jeg havde frabedt mig livmodersammentrækkende medicin, medmindre der var behov.

Familiehygge

Jeg fik tøj på og satte mig på sengekanten. Lærke var begyndt at søge, så siddende på sengekanten lagde jeg Lærke til brystet for første gang. Hun tog fat med det samme og suttede så fint. Vi kiggede, var glade og tog billeder.
Peter ringede rundt til de nærmeste med den glædelige nyhed. Jordemoderen gik ned i stuen og skrev papirerne. Louise havde fået jordemoderen til at finde flaget oppe bag skabet, så Susie og Louise kom op med en fin bakke mad, men jeg ville hellere ned i stuen, hvor vi alle kunne sidde. Mens vi sad og spiste franskbrød kunne jeg rigtig få kigget på min pige. Hun lå hos mig, viklet ind i håndklæde og dyne. Navlesnoren hang stadig med peang på. Peter spurgte lidt utålmodigt, om hun ikke snart skulle vejes. Han kendte ikke den nye procedure, hvor man lige giver barnet en pause inden, der skal strækkes og vejes. Da vi blev færdige med at spise, var det tid til afnavling, mål, vægt og vitaminer. K-vitamin havde vi heldigvis fundet i dråbeform. Nu svævede Lærke i en stofble over sengen, mens loddet på vægten blev ved med at køre udaf. Ingen havde gættet på 5 kg. Jordemoderen spurgte efter en køkkenvægt, men måtte prøve en ekstra gang med bismarvægten. Den var god nok, 5 kg og 57 cm guldklump.
Jordemoderen kunne nu udfylde de sidste data i papirerne og vende tilbage til sygehuset. Susie begyndte også at pakke sammen og vende hjemad. Det var blevet aften og familien et medlem rigere.

Dejlige barselsdage

I tiden efter fødslen blandede tankerne om Lærkes fødselsvægt sig med alle de andre indtryk. Taknemmeligheden over vores dejlige barn, glæden over, at fødslen forløb som vi havde ønsket og overraskelsen over min manglende erkendelse af, at fødslen var i gang.
Med hensyn til vægten havde vi slet ikke forventet et stort barn. Jeg tænkte lidt skræmt på, om jeg var blevet frarådet en hjemmefødsel, hvis vi havde vist at Lærke var stor. Jeg er ikke bange for sygehuse, men det er Peter, og vi har slet ikke lyst til, at vores børn skal komme til verden på en fremmed og anonym fødestue. Alle kommenterer fødselsvægten. Vores første barn, Louise, vejede 3700 g. En hel gennemsnitlig og normal, sund og smuk pige. Andet barn, Magnus, vejede 4600g. En stor og dejlig dreng - det var flot, men jeg havde jo også haft en god graviditet. Med Lærkes 5 kg oplevede jeg, at der opstod et spring i den skeptiske retning, når folk skulle kommentere. Der var selvfølgelig nogle, der bare synes, det var flot og en super dejlig baby. Jeg var sikkert også såbar på dette "vægt"-område, men jeg hørte en mistro bagerst i stemmen både omkring min bækkenbund og mælkeproduktion. Dette spring blev godt hjulpet på vej af journalistiske indslag om besværlige fødsler af fede babyer. Jeg følte mig indimellem lidt overdreven. Det gav grobund for nogle spørgsmål og ind imellem dårlig samvittighed. Havde jeg lavet for lidt motion i graviditeten - og spist for mange kager.......Kunne jeg selv have gjort noget anderledes, så vægten havde ligget i normalområdet?

Diskussion i mailgruppen

Jeg søgte støtte og diskussion i foreningens hjemmefødsels-mail-gruppe. Flere andre mødre havde også født store børn hjemme. Nogle gav udtryk for, at det havde været hårdt, andre syntes ikke, at det havde været noget særligt. Men ingen havde haft problemer på grund af fødselsvægten. Hjemmet har som bekendt en afslappende virkning på krop og psyke, så det hele måske giver sig lidt lettere. En jordemoder i gruppen fortalte, hvordan et skift af fødestillingen kunne hjælpe en fastsiddende skulder fri. Man skulle rejse sig op og sætte den ene fod på kanten af fødekarret, så kom barnet selv. Denne jordemoder havde aldrig haft problemer med fastsiddende skulder. Det var umiddelbart den værste komplikation for et stort barn, som jeg kunne komme i tanke om. Denne viden gav mig vejret igen. Gennem de andre i mailgruppen blev jeg bekræftet (og det er jo altid rart) i, at fødslen måske netop havde været nem og ukompliceret, fordi den foregik hjemme i vand med mennesker jeg kendte og kunne lide. En almindelig hyggelig og rolig lørdag eftermiddag uden "støj" fra fremmede lyde, lugte og mennesker. Varmt og lindrende vand, en fødestillingen med optimal plads for Lærke og en presseperiode i hendes og mit tempo.
Alt hvad Peter og jeg kunne ønske omkring fødslen af Lærke.

Denne artikel har været bragt i blad nr 2 marts 2003.

Loading ...

Vil du være medlem - tryk her

Forside Shop Vi tilbyder Foreningen
SiteMapCopyright Forældre og Fødsel, kontakt: