Forsiden -> Artikel arkiv -> Fødselshjælp i Nunavik - den bedste i verden

Fødselshjælp i Nunavik - den bedste i verden

Af Af Susanne Houd, rektor for Jordemoderskolen i København

Den 30. marts blev der holdt fest i Inukjuak, Nunavik, Nord-Quebec. Årsagen var, at der var blevet uddannet 2 community midwives - Julie og Brenda. Forud for denne fest, der involverede hele den lille by beliggende på kysten af Hudsonbugten i et arktisk område med ringe kontakt med omverdenen, var der gået en lang proces.

Født "uden hjem"

Det startede i 1985, hvor en lille gruppe fra Inuit kvindeforeningen sammen med nogle jordemødre, læger og sygeplejersker gik sammen for at få fødslerne tilbage "to the North". I mange år var alle gravide blevet fløjet eller sejlet sydpå 3-4 uger før fødselstidspunktet til en svangregang på et hospital, hvor ingen kunne deres sprog, hvor de fik mad, de ikke kunne spise og hvor de var helt alene. I mellemtiden gik det galt hjemme i landsbyen, hvor manden fandt en anden kone, og børnene gik lidt for lud og koldt vand. Ofte var kvinderne væk hjemmefra i 2 måneder. Og så var der det, at et barn, der ikke er født "up North", er født "without a home". Derfor var ønsket om at få fødslerne tilbage meget stærkt.

Lang tradition for jordemødre

I 1985 blev der bygget et lille hospital i Puvungnituq, naboby til Inukjuak, og her var der også en lille fødeklinik. Samtidig startede der en uddannelse af jordemødre fra byen - inuit jordemødre. Der havde før og indtil 1960'erne været traditionelle jordemødre, så selvom der i det sydlige Canada ikke er ret meget viden om jordemødre, så vidste man heroppe, hvad en jordemoder står for, og man ville gerne have dem tilbage. Især hvis det var egne jordemødre. Et uddannelsesprogram blev udviklet, og i dag er der 5 veluddannede jordemødre i Puvungnituq. Udelukkende uddannede i den lille by og af jordemødre udefra, dvs. fra Ontario og Quebec.

Et barn er født

I 1998 landede jeg i Inukjuak - naboby til Povungnituq, og det vil sige en halv time pr. fly over det helt uvejsomme arktiske landskab. Inukjuak ville også have egne jordemødre, beholde egne fødende i byen og have deres egen fødeklinik. Der var gjort plads til en lille fødeklinik i den helt nye "Nursing Station", og den var næsten klar til at tage imod de første fødende. Der var 3 kvinder fra byen, der gerne ville være jordemødre, og som byen støttede op om. Dette projekt var nemlig et anliggende for hele byen. Vi gik i gang og fik indrettet en fødestue, og 10 dage senere havde vi de første 2 fødsler med 3 timers interval. Julie - den ene af jordemødrene -havde sat en juletræslyskæde op i vinduet til fødestuen, og den blev tændt, så hele byen kunne se, at nu var det første barn født i deres egen by i 30 år. Folk strømmede til - unge som gamle -og det var meget bevægende at se, hvordan de kom ind i føderummet og bare stod helt stille og så på mor, far og barn. De kom med lækkerier, friskfanget frossen fisk, bannok (brød)og dejligt hvalroskød.

Nærhed og kendthed

Siden da er lysene i vinduet blevet tændt mange gange. Jeg blev der i 14 måneder. Vi kom hurtigt i gang med uddannelsesprogrammet. De 3 jordemødre havde hver deres egne gravide, 10- 15 i alt og dem fulgte de igennem graviditeten, fødte med dem og fulgte dem 6-8 uger efter fødslen. Kvinderne kom til os, når de mente, de var gravide. Vi konstaterede graviditeten og hvis de var gravide, kom de meget hyppigt i begyndelsen af graviditeten, indtil vi havde hørt hjertelyd og så hver måned indtil 28 uge, derefter hver 14. dag indtil 36. uge og så hver uge. Det blev til 10-14 besøg i graviditeten.

Teamwork

Når kvinden var i 34. uge samlede vi alle oplysninger om hende:Medicinske, fødemæssige, psykologiske, sociale, osv. Og så spurgte vi hende, hvor hun ville føde. Alle kvinderne ville blive i Inukjuak og føde. De følte sig mest trygge, og de kunne have deres mand og familie med til fødslen. Derefter havde vi en konference med jordemoder og lægegruppen i Povungnituq om hver enkelt kvinde, og hvis der var et problem - af en hvilken som helst karakter - lagde vi en plan for at kunne rette op på det. Løsningerne var af vidt forskellig karakter. Det kunne være lige fra, at der skulle tales med den skrappe svigermor, som den unge familie delte hus med, om at kvinden fik noget ordentligt at spise, til en lav blodprocent. Det overordnede formål var, at kvinden kunne blive i byen og føde. Og byen er lille, 1600 indbyggere og eneste vej ud er pr. fly -hvis vejret er godt, og der er et fly. Der kan ikke foretages kejsersnit, og kvinden kan ikke overflyttes under fødslen. Så udvælgelsen af dem der kan blive i byen og føde, skal være meget omhyggelig. Der er fælles retningslinier for, hvad der skal gøres i forskellige situationer, og de beslutninger man kommer frem til ved konferencen, når kvinden er i 34. uge, er alle loyale overfor.

Gensyn med Inukjuak

I december 2003 vendte jeg tilbage til Inukjuak og blev der i 6 uger. De 3 jordemødre Julie, Brenda og Aileen tog imod mig, da jeg landede i 35 graders frost. Det var skønt at se dem igen efter mere end 3 år. De var blevet meget dygtige, kørte helt selvstændigt konsultationerne og var primær jordemødre ved fødslerne - med mig i baggrunden.. I de 6 uger, jeg var der, havde vi 7 fødsler. I betragtning af, at der er ca 40 fødsler om året, havde vi travlt. Jordemødrene fortalte om deres nyligt overståede "Aids -awareness-week" på den lokale skole. Det havde været en virkelig succes med optog, teater, radioudsendelser osv. Aids er endnu ikke kommet til Nunavik. Derfor sættes der kraftigt ind med oplysning og forebyggelse, og her er jordemødrene centrale.

Flexibel og decentral uddannelse

Jeg var med til at udforme deres afsluttende eksamensopgave, som to af dem så gennemførte i marts. Aileen har fået 2 børn, siden jeg så hende sidst, og derfor bliver hun først færdig om et år. De 2 jordemødre - Brenda og Julie --der blev festlighold d. 30. marts, har gennemført uddannelsen på ca. 5 år. Der havde været plads til at holde orlov og til at tage ud på "the land" om sommeren. Kravene er de samme som i den danske jordemoderuddannelse og al uddannelsen er sket decentralt i Inukjuak.

Kejsersnitfrekvens på 3%

Hvordan går det så med fødselshjælpen - kan det overhovedet lade sig gøre at turde føde et sted, hvor der ikke er mulighed for at lave et kejsersnit, og hvor man ikke kan overflytte under fødslen til et hospital?92%af kvinderne i Nunavik føder "up North". Børnedødeligheden i forbindelse med fødslen er lidt lavere end sydpå. Kejsersnitfrekvensen er 3%og er altså på dem, der overflyttes i graviditeten. Grunden til denne succes er det sundhedsfremmende arbejde inuitjordemødrene udfører. Med megen fokus på graviditeten. Der er tale om en risikobefolkning, med misbrug og store sociale problemer. Netop derfor er resultatet så flot.

Sundhedsfremme og sygdoms forebyggelse

Jordemødrene tager sig af kvindesundheden i byen. De har klinikken for livmoderhalsprøver, de har ansvaret for kønssygdomsklinikken, og de er med til undervise de helt unge på skolen, både om at blive gravid, om at undgå det og om at passe på sig selv med hensyn til kønssygdomme.

Fødsler og lokalsamfundet

Indbyggerne i Inukjuak levede indtil for 30- 40 år siden en meget afsondret tilværelse. Alle over 35 år er født enten i en igloo eller i et sommertelt. Mange er jægere - stadigvæk. Men der er sket ændringer. For 6 år siden kom der fjernsyn, og selvom byen er tørlagt, er der både alkohol og drugs på banen. Det, at fødslerne er kommet tilbage til byen, har givet indbyggerne en fornemmelse af stolthed og en viden om, at deres børn bliver født "with a home". Hvis et lille samfund som det skal overleve, skal fødslen tilbage i samfundet som noget centralt og livgivende på alle måder. Da de 2 første community midwives blev hædret d. 30. marts, holdt Julies mor en tale. Miko på 75 år er selv en af de traditionelle jordemødre. Hun var stolt over, at hendes datter kunne føre traditionen videre - en tradition, der giver livet på det afsides sted mening.

Interessen breder sig

Lige nu er man ved at åbne endnu en fødeklinik i en af de andre små byer i Nunavik og i provinserne Northwest territories og Nunavut er der stor interesse for at høre og lære mere om denne form for svangreomsorg og fødselshjælp med egne uddannede jordemødre og fokus på det samarbejde, der skal til for at give kvinden og familien de bedst muligheder for at komme godt ind i det at blive en familie.

Fundamentet er lagt

I slutningen af januar i år rejste jeg så fra Inukjuak igen. Det var svært at sige farvel. Den lille by i de barske omgivelser rummer så meget håb. Mine jordemoderkolleger i byen har helt forstået, at en god respektfuld fødsel er fundamentet for et godt liv. Brenda siger til mig til afsked:" Nu ved vi, hvor godt det er, at fødslerne er på denne her måde - det bliver aldrig som før - lige meget hvad."

Denne artikel har været bragt i blad nr 5 Juni 2003.

Loading ...

Vil du være medlem - tryk her

Forside Shop Vi tilbyder Foreningen
SiteMapCopyright Forældre og Fødsel, kontakt: