To hurtige fødsler -en på hospitalet og en hjemme!Af Anja Pedersen, Dannemare Vores første barn kom til verden den 10.maj 2001 efter en noget bøvlet graviditet. Da jeg endelig havde overstået de tre første måneder med hovedet i toilettet, blev jeg i 20. uge indlagt med truende for tidlig fødsel pga. regelmæssige og særdeles kraftige plukkeveer.Efter 2 uger på Næstved Sygehus blev jeg i al hast overflyttet til Rigshospitalet, hvor jeg blev pumpet fuld af ve-hæmmende medicin samt alverdens slags antibiotika, hvilket heldigvis virkede. Efter yderligere 2 ugers indlæggelse kunne jeg endelig komme hjem, dog med besked om at holde mig i sengen -og kun stå op for at gå på toilettet og kortvarigt i bad. Min mand og jeg forberedte os,så godt vi kunne på, at vi nok ville få et præmaturt barn, men som terminen nærmede sig, begyndte plukkeveerne langsomt at fortage sig. Ironisk nok endte jeg med at gå 5 dage over tiden! Fornemmelser i mavenJeg vågnede tidligt den 10. maj (normalt sov jeg til 10-11 tiden)og nåede lige at sige farvel til min mand, da jeg mærkede en anderledes fornemmelse i maven. Forventningsfuld begyndte jeg at rydde lidt op, gik i bad og gjorde klar på babyens værelse.Omkring klokken 10 ringede jeg til min mand på arbejdet og fortalte, at jeg var sikker på, jeg ville føde senere den dag,så hvis han skulle ordne noget, inden han tog orlov,så var det nok nu, det skulle gøres. Vi aftalte, at han lige gjorde det sidste færdigt for derefter at komme hjem. Fornemmelsen i maven var efterhånden blevet til en konstant ømhed, men der var ingen veer -endnu. Inden min mand kom hjem, fik jeg ringet til min mor,som også skulle være med til fødslen. Hun var lige blevet færdig på arbejdet og ville så gå hjem i bad for derefter at tage toget fra København til Næstved. På det tidspunkt troede vi alle, der var god tid til fødslen. En sur modtagelseMin mand kom hjem lidt over 12, ligesom den første ve meldte sig. Pu ha, godt jeg ikke var alene mere. Den anden ve kom efter 7-8 minutter, og sådan fortsatte det, mens vi fik spist lidt frokost og pakket tasken, hvorefter vi tog til fødegangen.På fødegangen blev vi mødt af en temmelig ubehagelig jordemoder. Det var ikke særlig rart at stå der som førstegangsfødende og få fortalt, det var noget pjat, at vi allerede var kommet. Jeg havde jo mange timer igen!Noget modvilligt undersøgte hun mig og konstaterede, at jeg var 3 cm åben. Jeg fortalte, at kvinderne i min familie føder hurtigt, og så kunne vi godt få lov til at blive. -Men hun syntes stadig, det var noget fis. Kendt jordemoderEn time senere kl. 15 var der gudskelov vagtskifte, og heldigvis kom vores konsultationsjordemoder;en særdeles varm og behagelig dame. Veerne rev efterhånden godt,så jeg bad om at komme i karbad -og hvilken lettelse. Glæden ved det varme vand fortog sig dog, da det kl. 15.45 blev konstateret, at jeg kun var 4 cm åben.Åh nej, jeg havde virkelig mange timer igen. Tanken om 12-14 timer med veer slog mig næsten helt ud,så jeg bad om nogle sterilvandspapler, for smerten i lænden var det værste. Det virkede så meningsløst, at det skulle gøre ondt i ryggen. Knapt havde jordemoderen lagt dem, før jeg fik fornemmelsen af at skulle på toilettet,så jeg bad om at komme ned fra briksen. Jordemoderen ville dog gerne lige tjekke mig først, hvis det var ok. Hvis bare hun skyndte sig, nåede jeg lige at svare, hvorefter hun noget måbende kunne fortælle, at jeg på det sidste kvarter havde åbnet mig fra 4 til 8 cm. De næste 10 min. gik med at finde en behagelig fødestilling og undre os over, hvor min mor blev af, og så forsvandt veerne! Sikke dog en lettelse, tænk at ligge og blunde i 5 min, mens jordemoderen gjorde det vestimulerende drop klar. De 5 min. gjorde, at jeg mentalt kunne nå at følge med i den meget hurtige fødsel. Da veerne begyndte igen, kom min mor styrtende ind af døren. En jordemoder på gangen havde sagt, at hun vist allerede kom for sent! Men hun nåede lige at være med til de 5 presseveer, der skulle til, hvorefter vores dejlige datter kl. 17.01 kom til verden. Efter en lille stund med hende på maven kom moderkagen, og så skulle jeg lige have tre sting. Derefter var det tid til vejning og måling:3400 gram og 51 cm. Louise,som hun kom til at hedde,suttede hurtigt, og allerede dagen efter tog vi hjem fra hospitalet. Far på orlovDa Louise var 4 1/2 måned, blev jeg gravid igen, og med den forste graviditet i baghovedet valgte vi, at min mand skulle tage et års orlov. Økonomisk var det ikke den bedste løsning, men han følte, han gik glip af alt for meget af Louises opvækst. Så han ville hellere være hjemme og passe hende, hvis jeg nu igen skulle holde sengen.Anden graviditet forløb dog uden nogen som helst gener. Så vidt jeg husker, havde jeg 3-4 dage med svag morgenkvalme. Hvilken fryd, at have så meget tid, energi, og overskud til min datter, min mand og den hurtigt voksende mave. Klar til hjemmefødselMed en forventning om endnu engang at gå over terminen,som var sat til den 7. juli 2002, var det næsten ikke til at tro, da jeg fik de første fornemmelser af, at fødslen var nær den 26. juni. Sidst på aftenen den 26. tiltog plukkeveerne, og jeg fik den velkendte fornemmelse i maven,så vi ringede rundt til fødselshjælperne (min mor og svigerinde Evelyn). Denne gang vidste vi jo også, at fødslen nok ikke ville tage hverken 12 eller 24 timer.Min mand fandt derefter plastik og andet frem til hjemmefødslen, og ligesom sidste gang gjorde jeg ting klar til babyen. Evelyn ankom omkring kl. 23, mens min mor valgte at blive hjemme til de første rigtige veer meldte sig. (Min lillebror på 10 år lå med 40 i feber). Da klokken nærmede sig 1 forsvandt plukkeveerne lige så langsomt, og vi besluttede at få lidt søvn. Jeg er overbevist om, at min krop simpelthen ikke var udhvilet nok til det store arbejde, en fødsel jo er. Meget søvn blev det dog ikke til, for kl. 6 blev jeg vækket af en meget kraftig ve. Jeg vækkede min mand og fortalte ham, at nu var det nu. Han mente nu godt, han kunne bruge lidt mere søvn. Derfor listede jeg ud i køkkenet, hvor jeg i en halv times tid gik og ordnede lidt, mens jeg passede mine veer og fik ringet til min mor. Da klokken var halv syv, havde jeg dog brug for lidt tiltrængt lændemassage. Veerne rev temmelig godt nu,så jeg vækkede min mand og Evelyn. De vågnede meget hurtigt op -de kunne se, der var godt gang i veerne, og det viste sig, at der kun var 7 min. imellem. Min mand insisterede på, at jeg ringede efter jordemoderen, hvilket jeg så gjorde. Måske vidste han bedre end jeg, hvor kort tid der var igen! At holde sig i gangJeg syntes (med frygt for at lyde for romatiserende) simpelthen bare, det var en fed fornemmelse at mærke, hvordan kroppen arbejdede, så jeg hang mig hverken i den korte tid mellem veerne eller i, hvornår jordemoderen skulle tilkaldes.Da jeg havde ringet efter jordemoderen, lavede jeg morgenmad til os alle. Det er min erfaring, at det er mest behageligt at holde sig beskæftiget. Louise vågnede og fik lidt havregrød, og så ankom jordemoderen.
Det første jeg gjorde var at undskylde, vi allerede havde tilkaldt hende. Godt nok, havde jeg
nogle seje veer med 5 min. mellemrum, men
det var langt fra uudholdeligt. Jeg vil faktisk
vove den påstand, at det ikke gjorde særlig ondt
-det var bare hårdt arbejde. Hun var heldigvis
en sød og forstående dame,så vi blev hurtigt
enige om, at hun lige skulle undersøge mig, og
var jeg ikke særlig langt i forløbet, kørte hun
bare hjem for så at komme igen senere. Klokken var nu 7.45, og jordemoderen kunne med
et smil på læben konstatere, at jeg allerede var
8 cm. åben. Hvor var det skønt og samtidigt
sørgeligt -for nu var det hele snart overstået!
Det var gået så stærkt, at jeg slet ikke var med
rent mentalt, men det var der ikke rigtig tid til
at tænke over, før det hele var overstået.
Velkommen lillebrorMin mor ringede derefter for at fortælle, at hun lige havde misset sit tog, men det næste kørte om en halv time,så hun nåede det nok. Hertil meddelte jeg hende, at det troede jeg absolut ikke. Min formodning skulle vise sig at holde stik, for ca. 20 min. over 8 fik jeg de første svage impulser til at presse, og efter bare tre presseveer fik vi kl. 8.31 en søn.Under selve fødslen havde Louise gået lidt til og fra,som hun nu selv syntes. Men så snart lillebror blev lagt op på min mave, kravlede hun op i sengen og sad og holdt ham i hånden. Moderkagen kom lidt efter, og jeg fik igen tre små sting. Knægten blev målt og vejet til: 3550 gram og 52 cm. Lukas,som han kom til at hedde, er lige fyldt 1 år og Louise er 2 år. Vi synes endnu, det er for tidligt med endnu en familieforøgelse, men når det sker, er det helt sikkert, at der står endnu en hjemmefødsel på programmet. Denne artikel har været bragt i blad nr 6 august 2003.  Loading ...
|
 Vil du være medlem - tryk her |
