Forsiden -> Artikel arkiv -> Far for første gang
Far for første gangAf Max Brofeldt, Rødovre Da min kone, 6 uger henne, foreslog, at hun fødte vores første barn herhjemme, var jeg straks med på ideen. Ingen af os kendte nogen, der havde født hjemme eller vidste særligt meget om, hvordan hjemmefødsler foregik, men min lillesøster havde født sin søn på Skejby sygehus 1/2 år forinden, og det havde været en forfærdelig oplevelse med travlhed, skiftende jordemødre, epiduralblokade, manglende pressetrang, sugekop og hårdhændet undersøgelse af barnet lige efter fødslen - og vi ville meget gerne have mere ro og tryghed omkring det.At være til nytteSom mand tror jeg også, jeg ville have haft svært ved at føle mig til nytte på en hospitalsstue, hvor personalet løb frem og tilbage for at passe mange på en gang. Ligesom jeg glædede mig til at være en del af min kommende babys liv, ville jeg også gerne spille en rolle under fødslen, føle mig på hjemmebane og være til nytte.Jeg tror, det meget er en mandeting, det der med gerne at ville have praktiske funktioner, især under en fødsel som jo meget er en kvindeting -en "følelsesting". Det, der tiltalte mig ved en hjemmefødsel, var i især det med, at det ville være MIG, der kendte stedet bedst, mig der kunne vise jordemoderen, hvor tingene stod og hjælpe til både med det praktiske og som støtte for min kone. Jeg ville ikke bare være med som en tilskuer til en fodboldkamp. En negativ lægeKims (min kone) første lægebesøg slog dog benene lidt væk under os. Lægen var helt klart negativt indstillet over for hjemmefødsler og fortalte os, at vi ved at føde hjemme både udsatte babyen og Kim for frygtelige farer. Da vi ikke vidste så meget om hjemmefødsler, blev vi meget usikre på, om en hjemmefødsel var et dårligt valg. Heldigvis meldte vi os ind i "Forældre og Fødsel", og vi læste temanumrene om hjemmefødsler, som støttede os i, at det ikke var et dårligt eller egoistisk valg at føde hjemme. Kim var også på biblioteket og låne 10.000 bøger (mindst!) om emnet, heller ikke her stod der noget om, at hjemmefødsler var specielt uansvarlige.Vores jordemor på Hvidovre Hospital var ikke afvisende overfor en hjemmefødsel, men heller ikke nogen særlig fortaler for det. Heldigvis vidste vi, det ikke kunne blive hende, vi skulle føde med (hun var der kun i dags-konsultation), men vi var lidt nervøse for, om vi ville få en jordemoder, som ikke selv brød sig om hjemmefødsler eller ikke var tryg ved dem. Fødekarret i husVi modtog vores fødekar 6 uger inden Kims terminsdato, og afprøvede det en søndag. Det var rigtigt hyggeligt -jeg tror, vi var i bad i mindst 5 timer den dag!Det var ikke fordi, den kommende fødsel virkede mere virkelig, bare fordi vi havde prøvet karret. Jeg syntes stadig, det virkede som om, der var længe til babyen kom, og kunne slet ikke hidse mig op over at få købt ting til den lille, sådan som min kone kunne.Men jeg havde det godt med, at jeg nu følte, jeg havde styr på, hvor lang tid det ville tage at fylde karret, hvordan man holdt vandet varmt osv. Det gjorde mig på en eller anden måde mere tryg. Valg af fødselshjælperVi havde talt meget om, at vi skulle have en fødselshjælper med til fødslen. Jeg syntes, det var en god idé -ingen af os havde jo prøvet dette før, og hvis det nu var meget psykisk hårdt for mig at overvære Kims smerter, uden at kunne gøre noget, ville jeg have det godt med, at der også var en tredje person, som kunne være der for hende.Vi valgte, at spørge Kims mor,Gitte, da Kim også gerne ville give hende den oplevelse, det var at se sit barnebarn blive født. Samtidigt tænkte vi begge, at det ville være godt at have en ekstra person, der kunne videofilme og tage billeder, så jeg bare kunne koncentrere mig om at støtte Kim og blive far ... Utålmodige forældreKims terminsdato var den 1.december 2001, men da hun selv er født tre uger for tidligt, ventede vi halvt om halvt, at hun også ville føde før tid. Så vi var godt utålmodige, da terminsdagen kom -og gik uden veer.Den 2.december tog vi ind til byen for at lede efter julegaver. Kim havde haft bækkenløsning de sidste 3 måneder af sin graviditet, så vi gik ikke så meget rundt mere, men vi tænkte, at dette måske kunne starte fødslen. Der skete dog ikke noget der, så vi gik hjem, spiste aftensmad og gik i seng for at se en film i sengen. Halvvejs gennem filmen rejste Kim sig op, og stod og rokkede lidt frem og tilbage. Jeg tænkte ikke over det, troede bare at det måske var hendes bækkenløsning, der generede hende. Da filmen var slut, ville jeg i seng, men min noget blege hustru fremstammede noget om, at hun godt ville lidt ud og gå, for hun havde nu haft veer i tre kvarter. Vi fik tøj på og travede op og ned af de kolde mørke villaveje. Hvert tredje minut fik Kim en ny ve, og måtte hænge lidt op af mig de 10-15 sekunder den varede. Hun sagde, det gjorde mere ondt, end hun havde forventet, men virkede glad og opstemt. Da vi kom hjem, ringede vi til Kims mor, og sagde hun nok skulle tage en fridag fra arbejdet. Derefter hentede jeg fødekarret over fra garagen, flyttede noget af hjørnesofaen væk, lagde plast på gulvet i stuen og hentede en lænestol til jordemoderen. Så gik jeg op til Kim, som lå og prøvede at sove. Selv faldt jeg i søvn med det samme, selv om jeg følte mig så spændt, at jeg ikke troede, jeg kunne sove. Vrissen jordemoderTidligt på morgenen vækkede Kim mig. Hendes veer kom stadig hvert tredje minut og varede nu 30 sekunders tid. Hun kunne ikke finde ro, og jeg masserede hendes lænd under veerne. Klokken 7 ringede vi til hospitalet for at høre, hvordan vi skulle forholde os, og de sendte en jordemoder for en sikkerheds skyld. Vi skyndte os at ringe til Kims mor, for så måtte det da være lige op over!Jordemoderen kom. Hun var ung og vrissen. Hun undersøgte Kim og sagde, at hun knapt nok var åben endnu. Kim blev ked af det og prøvede at spørge til, hvor længe der så ville gå, men blev bare mødt med bemærkninger om at: »Hvis vi var usikre, kunne vi jo føde på hospitalet, det gjorde de fleste førstegangsfødende!« Gitte kom halsende med morgenbrød, lige som jordemoderen skulle til at gå igen. Vi sad og spiste nogle rundstykker, og så gik hun hjem igen for at få hvilet sig.
Nogle timer efter ringede jeg selv efter Gitte
igen. Jeg følte mig lidt klaustrofobisk ved tanken
om, at dette skulle vare længe endnu, og jeg
ikke kunne gøre nok for at hjælpe min elskede
kone. Jeg trængte til lidt frisk luft, inden det blev
værre. Erfaren mandlig jordemoderVi ringede til hospitalet igen tidligt på eftermiddagen. Der kom en stor mandlig jordemoder med en dyb stemme. Han hed Peter. Han virkede sympatisk, rolig og glad ved hjemmefødsler og fortalte, at han var den, der havde deltaget i flest i København.Han undersøgte Kim og hun var kun 2 cm. åben. Han sagde, hun åbnede sig langsomt, fordi hun var træt og foreslog, hun gik i fødekarret allerede, da det måske kunne få veerne til at stoppe lidt, så hun kunne få hvilet sig lidt. Da Kim forsigtigt spurgte, hvor lang tid der ville gå endnu, sagde han:»Måske 10 timer «, og hun så helt fortabt ud. Så gik han igen. Kim gik i karret, sad og så ulykkelig ud. Hun sagde til os, hun gerne ville på hospitalet alligevel, at hun ikke kunne klare 10 timer til på denne måde, og ville have et kejsersnit eller lignende. Hun tilføjede, at hun virkelig var klar i hovedet og mente det, så vi skulle bare bestille en taxi, for hun kunne altså ikke mere nu! Det var hårdt at se hende sidde sådan. Jeg vidste, hun ikke mente det, at hun gerne ville være herhjemme, men bare havde ondt. Hun bad så insisterende, og jeg hadede at skulle sidde og sige: "Nej, det skal nok gå, slap nu bare af". Fars stemmeTil sidst resignerede hun, og vendte sig ind i sig selv. Hun lå bare med lukkede øjne og flød i sin store gule badering. Jeg tror knapt nok, hun åbnede øjnene igen, før efter hun havde født.To timer senere råbte hun, at hun havde pressetrang, og vi skyndte os at ringe til hospitalet. Peter kom ud igen, og undersøgte hende straks.8 centimeter åben!Jeg blev så glad og lettet, at jeg skyndte mig at ringe til mine forældre i Jylland for at fortælle dem det! Jeg sad ved karret og støttede Kims hoved, mens hun flød i vandet. Hun småpressede, når der kom veer. Ved 19-tiden var det rigtige presseveer, men de var blevet meget korte. Peter bad mig nulre hendes brystvorter for at holde veerne i gang. Af en eller anden grund reagerede Kim ikke rigtigt, når jordemoderen bad hende gøre noget, men når jeg sagde det til hende igen, gjorde hun det med det samme!Det fik mig til at føle mig meget betydningsfuld. Jeg kunne godt lide, at MIN stemme, var det eneste, hun kunne høre gennem smerterne ... Et lille hovedKim pressede med hele sin krop, det var vildt at se. Men der skete ikke så meget. En lille sort hårtop dukkede frem mellem hendes ben ved hver ve, men forsvandt så snart veen var væk. Efter tre timer på denne måde, bad Peter hende sætte sig i karret på knæ. Det gjorde ondt, jeg måtte næsten hive hende rundt. Det hjalp stadig ikke, så hun måtte op og stå -ud af karret. Jeg kunne se, hun rystede af træthed og smerte, men hun kunne ikke både stå op og presse, selv om jordemoderen hjalp meget ved at holde hende.Så blev hun sat i sofaen. Jeg holdt hendes ene ben,Peter det andet. Jeg kunne se det lille hoved dukke frem og glide tilbage helt tydeligt. Det var fedt at se! Vi havde før talt en del om, hvor jeg skulle sidde under fødslen, og Kim havde sagt, hun ville have mig ved hovedenden, ikke mellem sine ben. Det havde jeg accepteret, selv om jeg godt havde villet se det hele ske. Nu sad jeg, så jeg både kunne se hendes ansigt og babyens hår på en gang. Pludselig blev hårtotten siddende efter veen. Peter hjalp min kones hænder ned mod barnet, så hun kunne være parat til at hive det ud. Ved næste ve dukkede hele det lille røde, rynkede ansigt frem. Det så SÅ vildt ud! Ansigtet hang bare der i 2 - 3 minutter, lille, vredt og tillukket. Så kom der en ve, Peter sagde "hiv" eller sådan noget, og pludselig hang der en kæmpekrop på det lille røde hoved, og en våd baby lå på min kones mave -jeg var FAR! Jeg begyndte bare at tude, ikke bare lidt tårer, men sådan rigtigt hulketude!Jeg satte mig i sofaen, kyssede løs på min kone og rørte ved babyens våde, lange hår. Kim rørte mellem barnets ben og sagde: "Det er en dreng"!. Jeg var sådan set helt ligeglad med kønnet. Lidt efter sagde hun: "Nå nej, det var hans navlestreng!", så løftede vi barnets ben, og så det var en pige! SilkehårPeter gned på barnet med et håndklæde, for hun sagde ikke så meget. Men han virkede rolig, så vi blev slet ikke nervøse. Han sugede hendes næse og mund en masse gange, og så begyndte hun at pive og stønne lidt. Hun havde haft navlestrengen 2 gange rundt om halsen.
Vi havde slet ikke kunnet blive enige om et
pigenavn. Jeg kunne godt lide gamle, danske
navne som Agnes og Ellen, men Kim ville have
noget mere specielt, som Silke eller Aviaya. Så
til sidst var vi blevet enige om, at jeg bestemte
pigenavn, hun drengenavn. Denne artikel har været bragt i blad nr 8 oktober 2003.  Loading ...
|
 Vil du være medlem - tryk her |