Af Anne Thorup, Frederiksberg
Vi har med inspiration i bogen "BabySigns" eller på dansk "Babytegn", haft stor glæde af at lære vores datter Almine babytegn, som led i kommunikationen med hende. Denne artikel er skrevet for at videreformidle vores erfaringer, i håb om at andre kan få glæde af ideen.Vi begyndte at lave tegn med Almine, da hun var knap 10 måneder gammel, men ifølge bogen kan man starte ved 7-8 måneders alderen. Det anbefales, at man starter med få dvs. 5-8 tegn, og bruger dem ret konsekvent samtidig med, at man siger ordene. Når man først har vænnet sig til at lave tegn, og især når man har fået den første respons, er det ikke akavet eller kunstigt, men bare helt naturligt. Efter præcis en uge, lavede Almine sit første babytegn, som var at krydse armene foran kroppen - tegnet for storebror Alexander (krydsede arme for "x" i Alexander). Så var moren jo bare helt rørt!
De følgende uger blev tegnet for lys (hænderne i vejret, åbne og lukke hånden med spredte fingre) og hund (logrende hale, med armen) meget populære, og det at bede om en ammetår (klappe mor på brystet) er også godt at kunne. Andre tegn som vand og mad slog ikke rigtigt an, men kom først sent i forløbet. Da Almine først havde "knækket koden", var det ikke svært at indføre de tegn/ord, vi har haft brug for i hverdagen fx ny ble, bad, sove, varmt, dejligt osv. Almine kunne efter en måned lave sætninger fx lavede hun tegn for "bad" efterfulgt af tegn for "slut", når jeg gik ud af bruseren.
Da storebror var på ferie en uge, spurgte hun om "Alexander" var "slut", og vi kunne forsikre hende om, at han kom hjem igen.
Nogle personer i vores omgivelser har været bekymrede for at sproget skulle forsinkes pga. denne måde at kommunikere på, men bogens undersøgelser viser tværtimod, at børnenes ordforråd er signifikant større, både efter 2, 3 og 5 år, end hos børn som ikke har lært babytegn.
Læsning til inspiration:
Linda Acredolo and Susan Goodwin "Babysigns", på dansk "Babytegn" forlaget Liva, pris 249 kr.
Denne artikel har været bragt i blad nr 4 maj 2004.