To gode fødsler

Mine døtre Liv og Freja er hhv. snart 4 år og 2 år. Deres fødselsberetninger blev skrevet ned kort tid efter deres fødsler, og nu her efter et dejligt og inspirerende landsmøde (4/2005) må det være tid til, at de beretninger kommer på tryk.

Historierne om, hvordan disse to børn er gået igennem mig, fortæller jeg her, i håb om at de må bringe glæde, inspiration og mod til kvinder rundt omkring i landet. Jeg har skrevet beretningerne til børnene og derfor er de skrevet i jeg-form.

Livs fødsel

Det var ikke så underligt, for kl. 01.00 om natten vågnede jeg og havde små veer. Jeg forsøgte at sove, da jeg vidste, at jeg skulle bruge kræfter, og at der stadig kunne gå lang tid, før fødslen ville gå rigtigt i gang. Om morgenen fortalte jeg far, at jeg havde haft veer hele natten. Som din far jo er så god til, lignede han en solstråle og syntes, at det var så spændende. Men han vidste også, at der kunne gå lang tid endnu, så han drog på markedet og solgte sine oliven ­ nok var han spændt og havde sin mobiltelefon ved hånden.

Jeg gik med veer hele morgenen, og om formiddagen ringede Charlotte og spurgte, om hun skulle komme og underholde mig. Det kunne hun godt, og det var rart med lidt adspredelse. Også om morgenen ringede jeg til Rigshospitalet, da jeg lige ville høre, hvad de sagde til, at der ikke var så lang tid mellem veerne, og så ringede jeg også for tryghedens skyld. De fortalte mig, at det hele lød fint, og at jeg skulle vente til veerne blev kraftigere.

Om eftermiddagen gik slimproppen, og jeg ringede igen til hospitalet. Jordemoderen hed Solvej (dejligt navn) og sagde, at der nok gik lidt tid endnu, men at jeg altid var velkommen til at ringe eller komme derind. 10 minutter efter sad jeg og slappede af over dynerne og pludselig gik vandet ­ plask. Jeg ringede til far og bad ham komme hjem, derefter til Solvej, som mente, at nu måtte jeg nok hellere lige komme ind og blive tjekket.

Klokken 16.30 ankom vi til Rigshospitalet. Her fik jeg "kørt en strimmel" (CTG), som viste, at der var 3-4 minutter mellem veerne, og jeg var en finger åben (man skal være 10). Solvej synes, at det på din hjertelyd, så ud som om, du var en dreng. Hun bad os gå en tur på en time i området omkring hospitalet. Mens vi gik rundt, blev veerne kraftigere. Moster Marianne skulle være med til fødslen og kom forbi med noget mad. Jeg kunne dog ikke spise noget, da jeg var for optaget af at arbejde med veerne. Hun kørte igen og ville komme tilbage lidt senere.

Far gik rundt sammen med mig og var der, når jeg skulle bruge hans hjælp til at hænge på ham eller have et kram. Gennem min graviditet har jeg gået til yoga for gravide og brugte det ved at gå ind i veens smerte og give mig hen til den. Jeg var hele tiden oprejst og i bevægelse og accepterede det hele, så godt jeg kunne, hvilket, jeg tror, var med til, at jeg åbnede mig som lyn og torden. Da vi kom tilbage til Solvej, havde jeg åbnet mig 4 fingre og skulle have rød fødestue. Den var behagelig og lyserød ­ og med god plads. Det var så dejligt, at vi ikke skulle hjem igen, nu var det hele i gang, og snart skulle vi se dig.

Solvej gav mig et lavement, så jeg skulle på toilettet, og derefter gik jeg rundt og tog imod nogle kraftfulde veer. Pludselig fik jeg pressetrang og tilkaldte Solvej. Hun kiggede på mig og sagde, at jeg var 7 cm åben. Jeg bad far fylde badekaret, som skulle lindre smerten i veerne, men egentlig vidste jeg godt, at jeg ikke skulle bruge det, det var bare for at sætte far i gang med noget. Badeværelset var alt for trangt, og jeg skulle bruge plads til at bevæge mig på, når jeg havde veer.

Det kunne også være det samme, for da karet var fyldt, fik jeg pressetrang igen og bad far tilkalde Solvej. Det var sjovt, for far havde ikke set, hvor tilkaldeknappen sad, så han styrtede forvirret rundt på stuen. Solvej undersøgte mig, og nu var jeg 8 cm åben, men himmel og hav! - der kom en ve mere, og så var jeg helt åben, og du ville bare ud nu. Solvej sagde "fødslen er i gang", tilkaldte sin sygehjælper Irene, som jeg husker havde det dejligste smil, og hev et bord med instrumenter frem. Solvej spurgte, om jeg ville have lattergas, men det takkede jeg nej til, det gik jo så fint det hele.

Uhadada, presseveerne skulle jeg lige lære at kende. Jeg måtte kun presse, når der var presseveer, fortalte Solvej mig. Far var kommet til at heppe på mig, da der ikke var en presseve og så pressede jeg bare derudad, men det gik ikke, mente Solvej. Jeg fandt hurtigt ud af det, og far og Solvej hjalp mig igennem. Far heppede, så man skulle tro, at han stod overfor et helt fodboldhold! Heldigvis syntes jeg, det var rart og motiverende.

Så kom dit hoved til verden, og selv om det gjorde ondt, var det helt fantastisk ­ sikken en ukraft vi kvinder har. Et lille blåbær, som Solvej kaldte dit hoved, men sådan skulle du se ud. Far fortalte, at du lige fik drejet hovedet lidt af Solvej, så han kunne se dig. Resten af din krop var knap så svær at presse ud. Klokken 20.35 den 12. maj 2001 kom du til verden. De tørrede dig af og lagde dig op til mit bryst. Der lå du så, og far og jeg kiggede på dig. Du havde jo snydt os og var blevet en pige, til trods for at alle andre inklusive mor og far troede, at du blev en dreng. Min mave var så lille, og der var mange andre tegn på, at du skulle blive en dreng. Men du blev den dejligste lille bullerfnis af en pige ­ du er helt din egen, og vi elsker dig.

Marianne kom ind, da du lå der ved brystet, det var godt, hun først kom nu, for det havde alligevel været for meget med to mennesker til at hjælpe mig, og far var så god at have med. Moster Marianne havde julelys i øjnene og så dig ligge der så fin og ny, hun smeltede simpelthen.

Efter du var kommet ud, skulle jeg føde moderkagen og fik et par hormonsprøjter, så livmoderen kunne trække sig sammen. Senere hen har jeg været lidt irriteret over ikke at vide, hvorfor jeg ikke kunne føde den uden sprøjterne. Men ud kom moderkagen, som var hel og fin, og derinde havde du haft det rigtig godt. Bagefter kom vi over på en bred seng, og her blev du lagt til mit bryst, så jeg kunne amme dig. Far og Marianne måtte bare nusse dig imens. Du var vældig glad for at sutte og var hurtigt rigtig god til det. Lidt senere lå du på fars bryst og duftede til ham.

Jeg følte din fødsel som en fantastisk oplevelse, hvor jeg var meget taknemmelig for far, yogaen og Solvej - men allermest for dig. Nu er du her hos far og mig, og sammen skal vi alle lære hinanden at kende. TAK FORDI DU VALGTE FAR OG MIG.

Kærlige tanker fra mor
"Må lyset ramme dig og skinne på dig"

TO ÅR SENERE blev jeg mor til endnu en pige, og jeg skrev denne fødselsberetning til Freja, som jeg også havde skrevet til Liv.

Den 7. august 2003 blev du født, og nu skal jeg fortælle dig, hvordan det hele foregik. Onsdag nat - natten til d. 7. august fik jeg veer kl.01.30. Terminen havde været sat til den 4. august. Jeg lå og drømte, at jeg havde veer, og det gjorde jeg jo nok, fordi jeg havde dem i virkeligheden. Jeg stod op og gik lidt rundt om mig selv, og far vågnede også. Da han hørte om veerne, blev han lysvågen, tumlede lidt rundt, gik i bad og i det hele taget var han rigtig spændt. Jeg troede, at jeg skulle sove lidt, men det var svært, da veerne var for kraftige. Så i stedet for forsøgte jeg at slappe af imellem veerne. Ud på natten blev jeg godt træt. Far var faldet i søvn igen, men jeg måtte rejse mig op hvert 5. minut, når veerne kom.

Da din storesøster vågnede, fik vi hende i tøjet og gjort klar til, at hun skulle i vuggestuen. Hun fik at vide, at mor skulle på hospitalet og føde en baby i dag. Hun lod til at synes, at det var vældig spændende.

Da far og Liv gik, ringede jeg til jordemoderen. Der var jo 5 minutter mellem veerne, og da det var gået stærkt til Livs fødsel i det sidste forløb, mente hun, at jeg skulle komme ud og blive undersøgt. Far og jeg kørte til Hvidovre hospital, det er ikke særlig sjovt at sidde i en bil med veer, så når du en gang skal være storesøster, så føder jeg nok herhjemme! På vej ned ad gangen fik jeg lige en kraftig ve og måtte putte mig ind til far samtidig med, at jeg havde en enorm følelse af, at det hele var så smukt at skulle føde dig og udvide vores dejlige familie. Der er så meget mening i jer børn.

Det var en klog beslutning at tage ud og blive undersøgt, for jeg var allerede 6 cm åben og man skal være 10 cm. Jeg fik en fødestue, som så meget klinisk ud, men der var helt roligt, og jordemoder Vibeke virkede vældig flink. Hun gav mig et lavement, så jeg lige kunne komme på toilettet, inden jeg skulle føde dig. Far satte lidt rolig musik på, det føltes rart, og ellers sad han og kiggede på mig. En gang imellem fik han et knus, og han kom og lagde et varmt klæde på min lænd.

Der kom nogle kraftige veer, som jeg klarede ved at stå op ad badekaret og nærmest danse og vrikke med numsen, det var det som fungerede bedst sammen med dybe vejrtrækninger. Gad vide om du bliver god til at danse så? Ikke lang tid efter mærkede jeg de første tegn på presseveer og sagde det til jordemoderen. Hun var en sød og erfaren jordemoder og god til at mærke efter, hvad jeg havde behov for. Jeg havde bedt hende om at hjælpe mig med at gispe, så jeg ikke ville sprække, hvis du kom ud meget hurtigt, ligesom Liv gjorde. Hun bad mig gispe og trække vejret dybt, på denne måde holdt jeg pressetrangen tilbage. En gang imellem forsøgte jeg, midt i kampens hede, at få kontakt til dig og mærke efter, om du havde det godt.... det havde du, og det var rigtig dejligt.

Vibeke bad mig lægge mig op på fødelejet, da veerne virkelig tog til og da jeg allerede var 10 cm åben, spurgte hun, om hun måtte prikke hul på vandet, da det ikke var gået. Det måtte hun gerne, og da hun havde gjort det, så skulle du med saft og kraft ud i denne verden. Hold da op hvor fik du travlt. Vi kom på hospitalet kl. 9.15 og kl. 10.44 blev du født. Først kom dit hoved, som var næsten helt lilla. Der var så meget kraft bag, at jeg troede, jeg sprækkede og råbte, "jeg sprækker", men far og Vibeke lod sig ikke mærke, og jeg sprækkede overhovedet heller ikke. Hurtigt var resten af kroppen ude, og du kom op på min mave, der gik lige et stykke tid, hvor vi kiggede på dig, så spurgte far "Hvad er det?" Det havde vi helt glemt at kigge efter, og Vibeke havde bare ladet os nyde dig og vidste det ikke. Jeg løftede dit ben op, og der var en lille tissekone, altså en lille Freja-pige.

Du suttede med det samme på mit bryst, så amningen skal nok komme til at gå fint. Jeg har jo også ammet Liv, så jeg føler mig ikke usikker på amningen. Far har fortalt, at der kom sådan et smukt lys ned fra vinduet lige over os, da du blev født, og at tårerne løb ned af kinderne på ham. Klokken 11 gled moderkagen, som du har ligget og hygget dig i, ud af mig. Det var en rigtig flot moderkage.

Et par timer efter fik du og jeg et lille værelse, hvor vi skulle sove en nat, så kunne vi lige lære hinanden lidt at kende og derefter tage hjem til Liv og far,. Om eftermiddagen havde far hentet Liv, og de kom ud til os. Liv var meget glad for at se dig, og havde fundet to små sten og en lille blomst udenfor, som hun havde med til os. Hun kyssede dig og ville hele tiden op og se dig. Det var ren lykke at se jer to søskende sammen. Liv er 2 år og 3 måneder, så hun siger små sætninger og fortæller, at hun er så glad for dig.

Da vi skulle hjem, sagde jeg tak til jordemoder Vibeke for en god oplevelse, og hun sagde, at det var hende som takkede, for hun havde også haft en rigtig god oplevelse, og jeg havde en utrolig kontrol over min krop. Det var nu ikke sådan, jeg så på det. Jeg følte, at jeg samarbejdede med dig og min krop.

En helt igennem utrolig oplevelse at bringe dig til verden, tusind tak for det lille baby med sådan en stor sjæl.

Kærlige kys fra din mor.
"Må du bare være dig".

Til alle kvinder.

Denne artikel har været bragt i blad nr 3 juni 2005.

Loading ...