Milas -1 år og altid på farten.
Af Birgitte Horsten, København
Da jeg blev gravid med Milas, vidste jeg, at jeg ville føde ham med kejsersnit, og at jeg ville føde ham tre uger før den officielle termin.Da vi kom tættere på terminen, talte vi igen om det og lægen spurgte, om vi ikke kunne lave den aftale, at jeg fødte tættere på terminen. Men jeg ville ikke. "Det sker jo ikke", sagde han, da jeg fortalte om moderkager, der kan sætte ud m.m. Men det sker og vi kender jo desværre flere, som det skete for det år, hvor vi mistede vores barn.(Se "Historien om Markus en fortælling om kærlighed" s. 4) Og selvfølgelig er det nærmest usandsynligt, at det sker men vi har prøvet at være blandt de ca. 6 ud af hver tusinde, som det sker for.
Så kan vores valg beskrives som psykologi overfor biologi? Ikke i mit hoved. Ikke psykologi, men i stedet kendskab til alt for mange tragiske fødsler. Vores læge oplever jo en masse vellykkede fødsler sådan ca. 994 ud af tusinde, der går godt. Jeg havde kun oplevet én fødsel, og det var af vores døde barn.
Da vi ventede vores første barn, gik jeg meget op i, hvordan jeg ønskede at selve fødslen skulle være. Det skulle være roligt og naturligt, der skulle være stemningsfulde rammer, og det betød meget for mig at få mit barn op på maven med det samme, at vi skulle have ro og tid og alt det smukke ja nærmest urkvinde agtige - jeg synes, der er i den naturlige fødsel. (Da både min mor, mormor og oldemor havde problemer med styrtblødninger, når moderkagen løsnede sig, skulle jeg føde med læge tilstede så hjemmefødsler har vi aldrig overvejet).
Milas -1 år og altid på farten.
Da jeg ventede mig igen, var det primære for mig at få et levende barn. Jeg overvejede meget undervejs, om jeg skulle vælge at føde "naturligt", men kom hver gang tilbage til, at det valg ville være for MIN skyld, hvis jeg valgte det ikke for barnets. Og barnet var det vigtigste for mig ønsket om endelig at skulle holde mit levende barn i mine arme. Og selvfølgelig er det et ønske, som ALLE forældre har, men vi går alle igennem graviditet og fødsel med forskellig bagage.
Endelig kom dagen. Vi tog tidligt afsted alt for tidligt men vi var bare så spændte og glade. Vi havde ikke fortalt nogen i familien, at det var nu der var kun nogle få venner, der vidste det. Da vi kom til hospitalet, var der noget ventetid, men endelig blev det os. Vi kom ind og skulle skifte tøj til hospitalstøj og min mand fik et skilt på brystet, hvor der stod: "Far Dennis".
Og så ventede vi bare på at blive kørt ind.
Lægen, der skulle foretage kejsersnittet, havde vi kendt siden den aften, vi kom hjem fra Tenerife, efter vi havde mistet vores første barn. Så der var noget smukt og forløsende ved, at det lige netop var ham, der skulle hjælpe vores næste lille barn til verden det var en dejlig måde at slutte ringen på.
Vi kom ind på operationsstuen, alt var roligt, og folk var søde og venlige. Jeg fik lagt en spinalblokade, og så gik de i gang.
Vi var på den anden side af den sterile skærm og var bare så fulde af.... ja, alle mulige følelser; spændthed, følelsen af "nu er det nu", det øjeblik vi bare havde set frem til så længe og alt muligt andet. Jeg havde tænkt meget over, hvordan det ville blive, om jeg ville blive overvældet af følelser. - Og jeg havde taget mig selv i at være helt forfængelig og tænke, at man da ikke kunne bryde hulkende sammen med så mange læger og sygeplejersker til stede.
Dennis sad klar med kameraet, og vi lyttede bare helt stille på alt det, der skete. "Så må far rejse sig og tage billeder", lød det pludselig, og så kom det; lyden af vores lille barn, der gav sig.
Og det var det magiske øjeblik for mig. Min søn levede alt var godt, og jeg blev overvældet af den største ro. Klokken var 14.24 den 10. november 2004.
Jeg så ham, da de bar ham hen til bordet, hvor de så ham efter han havde det perfekt. Og da Dennis bøjede sig ned og kyssede mig, mærkede jeg lykketårer pible stille frem. Jordemoderen kom hen og viste ham frem til mig. Jeg så på mit lille barn, der kiggede tilbage med sine store smukke øjne, og jeg strøg ham over kinden.
Han var en stor dreng på næsten fire kilo og var bare helt perfekt. Da de fortalte, at han var dagens største kejsersnit, blev vi bare så stolte. Da jordemoderen havde tjekket og målt og vejet ham, kom han ind på Dennis´ bryst. Nøgen, hud mod hud, lå han stille og beskyttet og kiggede op på sin far, der lykkeligt kiggede tilbage ind i hans uudgrundelige øjne.
Alle sagde tillykke, og jeg var bare så glad.
Da jeg var blevet syet sammen, kom Milas ned på mit bryst, og vi blev kørt ind på opvågningsstuen. Jeg lagde ham stille til brystet, og han begyndte bare at sutte. Og så lå vi bare og nød ham og så på det lille fine menneske vores søn, som endelig var hos os.
Dennis havde fået lov til at overnatte, så da jeg igen havde fået følelse i benene, kom vi ind på vores egen stue. Vi havde talt om ikke at sige noget til vores familier før dagen efter eller så sent om aftenen, at de ikke kunne nå at komme. Men vi var bare så glade og rolige, og efter et par timer fik vi ringet rundt, og kl. 18 kom hele familien og så vores lille guldklump.
Da vi atter var os tre, lå vi igen bare lykkelige og så på vores lille mirakel.
Det var en fantastisk følelse, og fødslen havde været lige så smuk, som vi havde ønsket os. Når vi forhåbentlig skal have endnu en lillebror eller søster ja, så ønsker jeg, at det skal ske på samme måde.
Denne artikel har været bragt i blad nr 8 december 2005.