Denne beretning danner bl.a. grundlag for artiklen om "Blefri" i blad 8/05
Små uheld og store oplevelser- om vores tilværelse med en blefri babyAf Julie Pajaniaye Det er slet ikke et spørgsmål om vores næste barn bliver blefri, det er en selvfølgelighed. Ligesom barnet skal ammes og nusses og krammes... Men det har været en lang og af og til hård vej at få sådan en fremmed tanke ind under huden - det genkalder jeg mig nu hvor jeg sidder med den dagbog jeg begyndte at føre da jeg første gang tog bleen af Nicolas, dengang ti uger gammel. Se bare her:Første forsøgSamme nat som jeg læser om metoden i Infant Potty Training på internettet holder jeg Nicolas over en spand inde i soveværelset - til min forundring med stor succes. Jeg bliver grebet af det, og de næste uger går med at prøve at forstå hans signaler:Jeg har ikke lavet skema. Der er alligevel ingen rytme over sove- og ammetider. Hver gang jeg prøver at tænke mig frem til et tidspunkt misser jeg det helt sikkert. Det er nok ikke pointen i det her. Et signal jeg forstår er fx i slutningen af en ammetår når han begynder at "mosle" ved brystet. Så skal han ud at tisse. Jeg holder ham over toilettet og siger tssss hver gang han tisser. Jeg finder aldrig ud af at sidde og amme ham med en skål under måsen. Han er ganske enkelt for stor og jeg er ikke en rutineret ammer ; jeg har brug for begge mine hænder ellers bliver det alt for besværligt. Jeg er lige startet, men nu har jeg bare lyst til at give op. På den anden side vil jeg bare så gerne lade ham bevare en bevidsthedhed om sine kropsfunktioner. Alt det i bogen virker egentlig så logisk, og jeg ville bare så gerne kunne gøre det, men lige nu er det bare den ene stabel vasketøj efter den anden. Til gengæld er han bare så fin i underbukser min lille fyr. Han bevæger sig helt anderledes uden den store klump ble mellem benene. Og han elsker det bare, ingen tvivl om det! Da vi har været i gang i halvanden måned skriver jeg:
På listen over ulemper ved blefri lige nu har jeg (bl.a.):
Et halvt år gammel og store fremskridtSå er Nicolas blevet seks måneder - og er begyndt at kunne holde sig meget meget længere end før. Det gør jo tingene noget lettere! Han reagerer på mit tssss-signal og vi har et fantastisk samarbejde. Jeg føler det er mere afslappet nu, ikke specielt krævende med bare et par uheld om dagen. Han kommunikerer bare så fint. Problemet er at jeg skal have ørerne foldet ud - hele tiden!Et par uger senere: Han er nu helt regelmæssig med 1x afføring hver morgen. Jeg tænker slet ikke på at have en blefri baby i øjeblikket, det er ren intuition. Lige i dag hvor jeg er blevet bevidst om at det fungerer rent intuitivt har vi så haft ikke så få uheld... Jeg genlæser lidt "Infant Potty Training" og falder over at den voksnes rolige dybe vejrtrækning kan være det signal der kan få barnet til at slappe af og tisse. Netop det jeg har oplevet tusind gange når hans ryg hviler mod min mave, men bare troet var indbildning.
Kravle ...Nicolas er nu 8 mdr og for alvor begyndt at kravle. Det er det ENEste han vil i de her dage; han gider ikke i slyngen, gider ikke tisse, gider ikke andet end at kravle rundt. Samtidig kan der nu gå flere timer imellem han tisser selv om han bliver ammet lige så meget som sædvanlig. Det er som om kommunikationen er blevet forstyrret i og med at han er fysisk længere væk fra mig. Når han er i slyngen er det intet problem at forstå hans signaler, han VIL bare ikke tisse når han er i slyngen. Men når han er rundt på gulvet er det virkelig som om han slet ikke siger til. Frustrerende. Jeg har bemærket at han ofte kan tisse en lille tår i bukserne og så holde resten tilbage indtil jeg tager ham på toilettet. Han tisser generelt ikke hvis han er træt og snart skal sove. Nogle gange bliver han ved med at hive og slide i brystet og kan ikke falde til ro fordi han lige skal ud på toilettet. Bagefter falder han så i søvn stille og roligt...Min mand og jeg opdagede forleden at vi mange gange havde haft den samme oplevelse med ham uden nogensinde at tale om det: når vi bærer ham mærker vi begge to i adskillige minutter før han skal tisse (og signalerer det) at det bliver utrolig varmt der hvor hans skridt bliver holdt ind mod kroppen. Som en kraftig varm puls. Hvad mon det skyldes?
Gå ...Vi har lige fejret 1 års fødselsdag, og Nicolas fejrede det ved at rejse sig op og begynde at gå. Så fra den ene dag til den anden har vi lige pludselig haft en hel masse uheld, fordi han helt er holdt op med at signalere. Vi baserer os udelukkende på tid og intuition...Nu har vi endelig taget bleen definitivt af ham, sikke en gevinst! Det gav et par uger hvor vi virkelig skulle tunes ind på hinanden og så er det som om vi bare har fundet hinanden igen. Det fungerer! Nicolas bliver et par måneder ældre: Nicolas' far er fransk og har indført at vi siger caca her i huset når babyen laver stort. Så hver gang Nicolas er på toilettet spørger han nu "hvaa' det?" og svarer med det samme "caca!". Vi har ikke haft nogen uheld i flere uger, jeg føler mig virkelig i intuitiv kontakt med ham. Bruger ikke så meget energi på det mere, det er blevet en helt naturlig del af vores hverdag. Jeg er helt fokuseret, den der specielle tilstand hvor man både fokuserer og er fraværende. Jeg tror det er en slags meditation eller at finde et punkt af ro eller spiritualitet i sig selv, selv om den slags hokus pokus ellers ikke siger mig noget. De næste mange måneder får jeg ikke skrevet dagbog; der sker ikke så meget nyt på blefri-fronten- Nicolas kan holde sig i længere og længere perioder og det fungerer bare for os.
Afsted i vuggestue ...Hen over sommeren 2005 hvor Nicolas er på vej mod at blive halvandet år oplever vi at han får fuld kontrol over sin blære. Det betyder et farvel til små uheld hist og pist og et goddag til en såkaldt "renlig" dreng som starter i vuggestue 18 mdr. gammel:Han skal gå dernede 4 timer hver formiddag. Han tisser nogle gange af sammen med os når han bliver afleveret og så kommer han på toilettet igen når de har spist deres formiddagsmad. Det er virkelig så dejligt at de bare har accepteret at Nicolas er sådan og så har de fået skabt nogle rutiner der kan fungere dernede. Alle mine bekymringer har været totalt grundløse! De skønne pædagoger i vuggestuen kan fortælle at de faktisk havde været lidt bekymrede inden Nicolas startede dernede - hvordan skulle det kunne fungere, hvordan med deres arbejdsstillinger, osv. Det er ganske rigtigt svært at forestille sig "blefri" hvis man kun har hørt om det. Da først det er kommet i gang i praksis har de ingen problemer. Af og til har vi et par våde bukser med hjem, det hører til sjældenhederne og er vel også ganske forventeligt. Mor går jo som bekendt ikke i vuggestue sammen med barnet. Dagbogen slutter - indtil videre - her. Men inden jeg slutter min beretning er der nogle emner jeg gerne vil uddybe.
Ud af husetFolk spørger tit hvordan man dog kan tage ud af huset med en blefri baby. For os har det været ganske udramatisk. Mødregrupper og legestuer behøver jo ikke få udbasuneret nyheden om at babyen ikke har ble på. Og så kan det faktisk gøres meget diskret og uden at man lægger pres på sig selv om at skulle "præstere" overfor omverdenen.Nogle undrer sig givetvis over at barnet skal på toilet, ikke på puslebordet, men de færreste spørger eller kommenterer. Vi har meget sjældent haft uheld når vi er ude. Bilture og slyngeture har været garanteret uheldsfrie. Nogen siger det skyldes at barnet nægter at søle sin "rede" til, hvilket lyder ganske plausibelt.
BedsteforældreHvad med familiens reaktioner, er også et typisk spørgsmål. Vi har ikke præsenteret et Projekt Blefri for Nicolas bedsteforældre, men efter få uger begyndte de at kopiere os ved at tage Nicolas på toilettet på eget initiativ. Og var selvfølgelig svært tilfredse og forundrede når de havde heldet med sig. Eksemplets magt kan under de rigtige omstændigheder være stor!
Blefri om natten?Om aftenen før jeg går i seng har jeg forsøgt at være så lydhør som muligt for Nicolas' signaler, i nogle perioder har jeg vidst han skulle tisse på faste tidspunkter i løbet af aftenen. Det har jeg så gjort med ham uden han er vågnet. Når rytmen er skiftet har det i perioder været svært at følge med; så bliver det meningsløst at forstyrre et sovende barn på de forkerte tidspunkter eller at lade ham gøre sig våd - og så har han bare sovet med ble hele aftenen og natten.Men nattetimerne er vores akilleshæl! Om natten har jeg min nattesøvn mere kær end tanken om et 100% blefrit barn - jeg er ganske simpelt sjældent vågnet på de rigtige tidspunkter. I det lange løb har det givetvis haft den konsekvens at han nu er vant til at sove med sin ble og ikke bliver forstyrret i sin søvn af at tisse. Til gengæld har det også givet en relativt udhvilet mor med et pænt overskud! To praktiske forhold spiller også ind, nemlig amningen og temperaturen i soveværelset. Nicolas ammes ved sengetid og af og til i løbet af natten og skal jo så også tisse i løbet af natten. Og når man er en lille fyr fuld af energi så ligger man bestemt ikke stille og med dyne på og sover det samme sted hele natten. Derfor har det også været svært at komme udenom en ble og en god pyjamas medmindre vores søn skulle ligge og ryste af kulde. I det hele taget oplever jeg at amningen er et fixpunkt der hele vejen igennem har hjulpet med at organisere og regulere Nicolas' fordøjelse, har gjort det muligt for mig at forudse intervaller mellem tissepauserne og har bragt ham i den rolige stemning der også kræves af barnet for at det kan samle sig om at tisse.
Gevinster og nye tankerDet kræver en hel masse tid, opmærksomhed, og nærvær at have en blefri baby. I perioder har jeg følt at det var hele verdens omdrejningspunkt, samtidig har jeg ikke kunnet "stoppe" processen igen. Når bleen én gang er taget af er det nærmest umuligt at lægge den på igen og ignorere de signaler man pludselig har lært at høre. Det betyder sådan set bare at man ligger som man har redt! Det er et stort arbejde og kræver måske også en vis rolig personlighed.I hvert fald kræver det at man tillader sig at udvikle sig sammen med barnet. Det er selvfølgelig et vilkår for det at være forælder, men med blefri er det meget konkret at man måske skal lære nogle ting på ny. Både mentalt og helt håndgribeligt.
TilbageblikBlefri har været et skub til at se mit barn som en helhed, i en helhed. Det jeg har fået med mig ud af denne oplevelse er en respekt for barnet, det lillebitte barn, og en ydmyghed overfor, ja hvad skal jeg kalde det, naturen, jeg ved det ikke, de sidste mange måneders ro, fokus, kontrolleret åndedræt, at det simpelthen er et lille mirakel at stå med et spædbarn i sine arme, at lægge fornuften fra sig og bare være. Dét er måske i virkeligheden hvad jeg dybest set har lært af Nicolas. Og som jeg så håber han også mærker. At han er.Hele blefri-perioden føler jeg faktisk er overstået nu, det er ikke længere noget der fylder i vores hvedag, det er en erfaring der nu ligger som et minde om Nicolas' spædbarnstid, noget jeg tænker tilbage på og kan genkalde mig brudstykker af. Det har været en stor oplevelse at tage dagbogen frem igen fordi jeg havde glemt så utrolig mange ting. Jeg husker slet ikke at det skulle have været så besværligt som jeg får indtryk af når jeg genlæser mine optegnelser. Men det er vist en generel erfaring de fleste forældre gør sig når børnene vokser op... Når Nicolas vågner om morgenen er det første han hvisker mig i øret "mor ... mor ... caca" og så lister vi ud og tænder for lyset på badeværelset og kommer på toilettet. Så er dagen begyndt.
Denne beretning danner bl.a. grundlag for artiklen om "Blefri" i blad nr 8 december 2005.  Loading ...
|
 Vil du være medlem - tryk her |