Forsiden -> Artikel arkiv -> Fra institutionsbørn til HJEMMEBØRN
Fra institutionsbørn til HJEMMEBØRNAf Anne Sostack I januar 1996 startede mit nye liv som mor.Vi blev velsignet med tvillinger. Vi havde ikke gjort os så mange tanker om, hvordan det skulle være, men tog tingene lidt hen ad vejen. Jeg havde ½ års barsel, og jeg syntes, det var LANG tid, men som så mange andre har erfaret, så gik tiden hurtigt, og jeg var slet ikke klar til at komme ud og arbejde efter ½ år. Det endte med, at jeg var hjemme til de var 2½ år, hvorefter jeg ikke havde mere orlov at tage af. Ung i huset Jannick og Rikke 4½ år. Vi besluttede at ansætte en ung pige i 1 år, da vi ikke var sikre på, at de kunne komme i dagpleje samme sted. Vores arbejdstider var også lidt utilregnelige, så det var den mest fleksible løsning. Vi ansatte en pige på 17 år, som var vant til at passe børn. Vi fik tilskud fra kommunen, så hun var ansat til at passe ungerne og ikke til at gøre rent. Hun var ansat på 37 timer og boede ikke hos os. I starten var jeg hjemme, da jeg gik ledig, og det var fint at få hende kørt stille og roligt ind. Det var dog alligevel en lidt underlig fornemmelse, da jeg fik arbejde, og skulle forlade mine børn og mit hjem, mens en fremmed tog sig af dem. Det første ½ år gik det rimelig godt, men så begyndte hun at blive lidt træt af det. Hun gad ikke at gå ud med ungerne, for det var jo koldt, og hun endte med at bruge meget tid foran TV i stedet for. Jeg blev sygemeldt pga. graviditet, men det var svært at få hvilet, for når jeg var hjemme, ville ungerne gerne være sammen med mig. Det var ikke altid lige sjovt at måtte afvise dem, men ved at jeg var hjemme, fik jeg også sparket lidt gang i vores unge pige igen. "Børn på 3 år har jo brug for institution"Da de var 3½ år, fik vi plads i den børnehave, vi havde ønsket.Det var et mindre sted med en masse dyr, og hvor udelivet blev vægtet højt. Jeg var på det tidspunkt på barsel igen, men jeg havde ikke nogen planer om at have dem hjemme. Tænkte faktisk slet ikke på det som en mulighed, for børn på 3 år havde jo brug for at være i institution. Denne gang gik jeg hjemme, til lillebror var 1½ år. Så havde jeg ikke mere orlov at tage, og lillebror kom i dagpleje. Desværre var vi ikke så heldige med den dagpleje. Lillebror havde det ikke godt hos hende, men vi ville ikke være pylrede og valgte at se tiden an. Men det blev ikke bedre, og efter ca. ½ år valgte vi at flytte ham. Han kom nu hos en rigtig sød dagpleje, og allerede fra første dag var han glad for at være der. Desværre gik det ikke helt så godt i børnehaven. Vores datter havde problemer med renligheden, og de voksne gjorde ikke ret meget for at hjælpe hende. Børnehaven var også blevet større, og der var færre dyr. Det var i det hele taget blevet lidt for meget en "almindelig" børnehave. Vores datter havde svært med at trives i det larmende miljø, og hendes selvværd dalede støt. Vores søn tacklede det noget bedre, men var blevet meget dominerende og højtråbende. Deres indbyrdes forhold var også blevet rigtig dårligt, og de var konstant oppe og toppes. Vi søgte hjælp og lidt rådgivning hos personalet, men der var ikke meget hjælp at hente. Vores datter var ofte våd og havde nogle gange skidt, når vi kom og hentede hende.  Oliver 2 dage, Julie 2½ år og Mikkel knap 6 år. Hvor meget kan man kræve?Vi var i tvivl om, hvor meget vi kunne kræve af institutionen, så vi affandt os med det, som det var og gjorde, hvad vi kunne hjemme for at få hende gjort renlig. Det var meget stressende, og ofte var vi meget i tvivl om, hvad vi skulle gøre.Men tanken om at tage dem ud af børnehaven havde stadig ikke strejfet os. Vi så det slet ikke som en mulighed. Vi kunne slet ikke se, hvor meget det ville have gavnet dem, men så mere alt det, som de ville gå glip af, og som måske ville gøre det svært for dem fremover at undvære. ½ år inden de skulle starte i skole, tog lederen kontakt til os. Nu skulle der gøres noget, for det var ikke normalt, at et barn på 6 år stadig var urenlig. Psykolog blev kontaktet, men der var ikke meget at komme efter her. Sommeren kom og tvillingerne skulle starte i skole. Skolestarten blev ikke nem for vores datter. Hun havde det svært både i skolen og i SFO'en, som var samme sted som børnehaven. Samtidig rykkede lillebror op i børnehaven, og nu begyndte samarbejdet med institutionen virkelig at slå gnister. Var det ikke den ene, så....De havde meget travlt med, at det var hjemme, problemerne var. På det tidspunkt ventede jeg lillesøster, og det var brænde til bålet for institutionen, for de mente ikke, at vi havde tid nok til vores børn.I skolen havde de nogenlunde samme indstilling til tingene. På et tidspunkt følte vi os meget forfulgt. Var det ikke tvillingerne, den var gal med, så var det lillebror, der ikke passede ind. Vi gjorde, hvad vi kunne for at samarbejde med institutionerne uden dog at "ofre" os selv og vores børn. Da de gerne ville have en psykolog til at observere lillebror, sagde vi ja. Da de mente, at en ergoterapeut skulle se på ham, sagde vi også ja, selv om vi ikke helt forstod hvorfor. Vi gjorde meget ud af at være 100% informerede om, hvad der skulle ske, og for lillebror var det mest som en leg. Lillesøster hvad med hende?Efterhånden var lillesøster blevet knap 1 år, og min orlov var slut. Vi kunne ikke få lillebrors gamle dagplejer til hende, og en anden, vi havde ønsket, kunne vi heller ikke få, for hende havde jeg arbejdet sammen med.Men jeg ville ikke bare sende mit barn ud til en tilfældig. Det havde vi gjort med lillebror og det var der ikke kommet noget godt ud af, så vi takkede nej til pladsen og valgte at se tiden an. Skulle jeg få anvist arbejde, så kunne vi få en plads hurtigt. Ud af SFODer var stadig ikke ro omkring tvillingerne. Vores datter brød sig ikke rigtig om at komme i SFO'en, og vores søn lavede ikke andet end at spille computer dernede. Selv eftermiddagsmaden indtog han foran computeren!Deres indbyrdes forhold var ren krig. Lige så snart de kom uden for SFO'ens område, røg de i totterne på hinanden. "Sådan er søskende" fik vi bare af vide, men hvorfor skulle det være sådan? Vi besluttede at melde dem ud af SFO. Som vi så det, så havde de brug for at være mere sammen, så de kunne finde ud af, hvad de kunne bruge hinanden til. Vi havde heller ikke overskud til at kæmpe med både skole og SFO. Det var ikke nogen populær beslutning i SFO'en, men beslutningen var taget, og så måtte vi tage den derfra. Lillebror havde vi ikke mod på at tage ud endnu, da jeg stadig var på dagpenge. Tvillingerne var så store at de godt kunne være selv hjemme et par timer, hvis jeg skulle få anvist arbejde, og ellers kunne min mand arbejde hjemmefra noget af tiden. Lillesøster stod stadig på venteliste til dagpleje, så hende kunne jeg også retfærdiggøre, at jeg havde hjemme, og lillebror fik da en masse fridage. Forholdet mellem tvillingerne blev hurtigt bedre og roen om eftermiddagen gjorde, at vores datter havde mere overskud til skolen. En test, der gjorde en forskelI skolen var vores datter ved skolepsykolog mange gange pga. adfærdsmæssige problemer. Det var som om, skolen stod fast på, at det var noget hjemmefra.Hun kunne ikke selv forklare, hvorfor hun reagerede sådan. Det er de færreste 7-årige, der kan det, så vi måtte gætte os meget frem. I 1. klasse gik det helt galt. Opgaver, vi vidste hun godt kunne, påstod hun hårdnakket, at hun ikke kunne. Selv om hun var stoppet i SFO, så skulle hun stadig mande sig op for at tage i skole. Og det var tydeligt, at hun slappede af, når hun kom hjem. Desværre gik møderne med skolen mere og mere i hårdknude. Vi havde så småt fået pejlet os ind på, hvad der var årsagen til, at vores datter havde det svært, men det ville skolen ikke høre på. Vores datter blev testet af skolepsykologen, og ud fra denne test skulle vi lave retningslinjer for hende, hvis hun skulle blive ved med at gå på skolen. Desværre kunne jeg slet ikke kende vores datter i den test, så vi følte os nødsaget til at få hende testet af en anden psykolog. I samme omgang fik vi også hendes tvillingebror testet. Og endelig mødte vi lidt opbakning! Vi fik bekræftet vores mistanke om, at vores datters problemer skyldes, at hun er meget højt begavet, og det sammen gælder hendes tvillingebror. Vi kunne nu pludselig se en sammenhæng i det, vi havde været igennem, både med tvillingerne og deres lillebror. Ungerne takler deres begavelse forskelligt.Vores søn har rimelig held med at være den, han er, og har ikke det store behov for at spejle sig i andre.Det har vores datter, og det ødelagde hendes selvværd, at hun ikke følte sig som de jævnaldrende piger. Men idet hun blev testet og mødt af en psykolog, der forstod hende, fik hun større forståelse for, hvad der var "galt" med hende. Hendes selvværd voksede, og i en alder af 8 år blev hun 100% renlig. Helt hjem Julie knap 2 år, Rikke 8 år og Mikkel 5 år. Skæbnen ville, at vores datter begyndte at få epileptiske anfald få måneder senere. I løbet af 2 måneder fik hun rigtig mange anfald, og vi blev indlagt på sygehuset. Samtidig konstaterede vi, at jeg ventede mig igen, og et stykke henne i graviditeten blev jeg sygemeldt. Vi greb chancen og meldte lillebror ud af børnehaven også. Han var aldrig rigtig faldet til der, men var der bare, og når han kom hjem, havde han en masse krudt, han skulle have brændt af. Nu var vi endelig ude af institutionslivet, og vores liv hjemme var blevet meget mere roligt.
Lillebror havde lige ½ år hjemme, inden han skulle starte i skole, og det gjorde, at der nåede at kommer mere ro på ham. Tvillingerne nyder roen her hjemme efter skoletid og nyder at have tid sammen med os andre. De har også fået en helt anden mulighed for at have kammerater hjemme og er ikke tvunget til at lege med dem, der lige er i SFO'en den dag.
Vi har fundet ud af, hvad vores familie har brug for, og hvad vi trives med, og det har vi tænkt os at holde fast i. Denne artikel har været bragt i blad nr 2 april 2006.  Loading ...
|
 Vil du være medlem - tryk her |