VuggestuebarnAf Julie Pajaniaye, Århus Rigtig mange børn går i institution, fordi det nu engang er konventionen i dagens Danmark. Men for de, der ser forældreskabet som en øvelse i at vende vrangen ud på konventionerne og gentænke rammerne for et godt barne- og familieliv, skal opfordringen herfra lyde: Giv institutionerne en chance!
Da jeg gik hjemme på forlænget barsel med vores indtil videre eneste barn Nicolas var jeg ret skeptisk, når jeg hørte eller læste forældre berette om, hvor glade deres børn var for deres dagpleje, vuggestue eller børnehave. Ja, tænkte jeg, det bliver de jo nødt til at bilde sig selv ind. Selvfølgelig er det da forfærdeligt for børnene at gå i institution! Jeg vil gerne advare mod denne holdning. Når jeg nu lidt ældre og forhåbentlig også en smule klogere siger, at mit barn stortrives i sin vuggestue, så er det sagt af det mest åbne og ærlige moderhjerte, jeg kan præstere. Det er ikke noget, jeg ville ønske var sandt. Det er bare sådan, at mit barn er så heldigt at være omgivet af gode, kærlige mennesker, der formår at se børnene og især deres intentioner. Det startede alt sammen med en fødsel... CirklerHvorfor får vi overhovedet børn? Det var et af de mange store spørgsmål, der kværnede rundt i mit hoved i en uendelighed i den første barselstid. Hele verden var gået i stå, planeternes baner forandrede for evigt, og i universets centrum lå denne lille, ny skabning, som gjorde min stemme blød og mine bevægelser tyste. Aldrig kunne livet blive det samme igen, aldrig ville det blive hverdag igen.Dagene gik, månederne gik, og jeg gik rundt i cirkler på stuegulvet med slyngen over skulderen og funderede i min ikkehverdag. Var det virkelig det, der var meningen? Mig sendt i kredsløb om en baby i en slynge? Havde jeg ikke andet at tilbyde dette barn end at standse hele verden op for dets skyld? Meningsløst, forekom det mig, og jeg forestillede mig, hvordan livet måtte føles for min lille søn, hvis det skulle fortsætte sådan i hele hans opvækst. Meningsløst. Et liv med mening
Så jeg satte mig for, at vores liv skal være fuld af mening. Trods det at jeg ikke kan tilbyde Nicolas et idyllisk nostalgi-hjem på landet med et mylder af søskende og store opgaver at udrette i marken, skal han alligevel vide, at hans liv har mening og opgave selv om vores arbejdsliv er uegnet for børn, selv om arbejdslivet ikke ligger i hjemmet, selv om de autentiske gøremål, vi kan tilbyde, er små.
Endnu mere spekulerede jeg, efterhånden som han voksede, og de magiske tolv måneders barsels-SU var ved at rinde ud. Jeg lærte at stave til i-n-s-t-i-t-u-t-i-o-n både forfra og bagfra. Det betød i hvert fald ikke h-j-e-m, det rimede nærmere på formålsløst og opbevaring og unaturligt. Når min far kommer hjem, så er min mor lige gået...Jeg fik forlænget min orlov nogle måneder for egen regning, og det blev mildest talt en lappeløsning. Vi så ikke meget til hinanden alle tre sammen i den periode, pengene var små, og vi var trætte. Jeg elskede at være sammen med min søn, jeg nød hvert sekund, men samtidig hobede frustrationerne sig op.Det var tid til at få tænkt igennem, hvordan vores familieliv skulle strikkes sammen, og tid til at træffe beslutninger. Vi var og er begge to under uddannelse, så der kunne ikke være tale om at leve af én indtægt. At arbejde på skæve tidspunkter, mens min mand havde fri, var jeg i fuld gang med, og det var rædselsfuldt. Det, vi hver gang endte med på bundlinjen, var, at hele familiens trivsel er det vigtigste. Vores barn ville ikke trives, hvis vi begge gik rundt og mistrivedes for at kunne holde ham hjemme. Vi havde brug for noget mere organisering og færre frustrationer, end det hjemmegående livs formløshed kunne tilbyde. Havde vi haft flere børn eller større økonomisk råderum, havde vi muligvis truffet en anden beslutning. Han ville falde fra hinanden
Nu var beslutningen truffet. Vi skulle have arrangeret noget pasning, så jeg kunne fortsætte studierne. Så begyndte tankerne for alvor at melde sig. Det var faktisk den værste del af hele forløbet. Jeg var rædselsslagen ved tanken om at skulle forlade det barn, jeg havde været sammen med konstant i 1 ½ år minus tre besøg hos frisøren.
Den kontinuitet, vi havde opbygget, ville forsvinde for altid. Jeg forestillede mig, hvordan mit barn ville blive ødelagt på en eller anden uhåndgribelig måde, så snart han skulle starte i et pasningstilbud. Han ville falde fra hinanden, blive ukendelig, oversvømmet med vuggestueprincipper og tilfældige pædagogers tilfældige omsorg. Jeg drømte meget i den periode, og da vi fik tildelt en plads i den vuggestue, vi ønskede, var det nærmest en lettelse: jeg kunne endelig få sat "ansigt" på alle mine skrækscenarier.
Det gjorde han så bare ikke!Den første dag, jeg mødte op i vuggestuen med min søn på armen, var forfærdelig. Jeg var rystende nervøs, og han blev stiv som et bræt af skræk. Ikke over vuggestuen, men over de vibrationer jeg udsendte. Om eftermiddagen græd jeg lidt derhjemme og fortrød alting. Besøget var forløbet fint, pædagogen, vi havde talt med, var venlig og begavet, og jeg havde ingen grund til at være skuffet. Men det er bare en forfærdelig stor mundfuld at træde ind i ens barns kommende vuggestue.Derefter havde jeg vist fået den største nervøsitet ud af kroppen, og vi kløede på med indkøringen, som det prosaisk hedder. Jeg havde to uger inden studiestart ,og det var i mine øjne alt for lidt og i vuggestuens øjne meget, meget fint. Men altså ikke noget, der stod til at ændre. Jeg var med i en uge og afleverede ham i et par timer af gangen i en uge. Efterhånden, som dagene gik, og vi fik vores vante gang i vuggestuen, blev jeg klar over noget, jeg aldrig før havde spekuleret over: at min dreng faktisk var rigtig godt rustet til at møde sin nye tilværelse. Han faldt ikke fra hinanden. Han forblev hel og glad og fyldt op af kærlighed. En blid start på et godt samarbejdeDet første halve år havde vi mulighed for at hente hver dag ved middagstid. Det har virkelig været fantastisk at have sådan en lang, blid "indkøringsperiode", hvor middagsluren blev taget derhjemme, og har formentlig også betydet, at vuggestuestarten ikke har stresset vores barn i samme omfang som hos børn, der må starte ud på fuld tid efter et par dages indkøring.Jeg har fra første færd vægtet et positivt samarbejde med vuggestuen højere end for enhver pris at stå stejlt på nogle idealer. Med tiden har det vist sig at være en meget givende tilgang der bliver givet så meget mere i den anden ende, når først der er opbygget et godt forhold. Nicolas kan mærke, at vi er glade for at komme i vuggestuen, og vi kan mærke, hvor glade de er for ham. Det varmer! Efterhånden indfinder dagligdagen i vuggestuelivet sig. Nicolas lærer stedet at kende, suger til sig og suser ud for at møde de andre børn. Vores glæde ved at se ham knytte små venskaber, finde sine yndlingspædagoger og være hjemme i det lille hus, som vuggestuen bor i, er uendelig. Meget smukt og rørende sagde de til os, at de er så glade for at have fået os som forældre, at de har lært af os og vores måde at være sammen med vores barn. Blefri blandt andet
Mange ting er forløbet helt anderledes, end jeg forventede. Nicolas har været blefri fra spædbarnsalderen, og jeg var noget spændt på, om vuggestuen ville have lyst til og mulighed for at følge en halvandetårig på toilettet. Samarbejdet på det punkt har været upåklageligt, der bliver udvist stor fleksibilitet og tolerance overfor vores måde at gøre tingene på. Herhjemme havde han kun været vant til at sove inden døre og gerne ammet i søvn til sin middagslur, så jeg forventede mig ikke meget, da han skulle til at sove ude i en krybbe i vuggestuen. Men, overraskende nok, synes han, det er fint og hyggeligt med sådan et arrangement og lægger sig såmænd bare til at sove en god lang lur dernede. I det hele taget har jeg måttet ændre mit syn på, hvem mit barn egentlig er, efter han er startet i vuggestuen. Han passer ikke længere ind i den forestilling, jeg havde om ham om han var glad for dette eller hint, social eller stille, etc. Det er måske den mest konstruktive læring for mig som mor det har lært mig at lægge noget ansvar fra mig, og jeg har indset, at man godt kan lade sit barn passe ude og samtidig bevare evnen til at være lydhør overfor dets signaler, kort sagt, være en god forælder.
Fed, rå harmoni
Vores dagligdag herhjemme er blevet til fed, rå harmoni. Jeg kan kun få øje på gevinster ved vores beslutning. Vi elsker alle tre vores hverdag og dens mange rutiner. Vores liv er uden stress og jag, fordi vi simpelthen har valgt, at vi ikke vil stresse. Vi har sat alt ind på at finde balance og mening i vores hverdag vi er sammen om at få familien til at fungere, og vi foretager os meningsfulde ting. Et meget konkret bevis på, at også familiens mindste medlem trives, er, at han har forbavsende få sygedage. Jeg tager dette som et tegn på, at han er sund i alle ordets betydninger. Vi vægter de sundhedsfremmende foranstaltninger højt: masser af amning, familieseng og rigelig søvn, god og sund kost til alle. Amningen er i øvrigt fantastisk til lige at finde hinanden igen efter en lang dags adskillelse. Og så er far (som franskmand) og søn jo bare kommet så tæt på hinanden, nu hvor jeg ofte glimrer ved mit fravær i 6-7-8 timer om dagen. Nicolas taler pludselig flydende fransk, og de to har et helt univers sammen, hvor jeg i bedste fald har en rolle som en af de fjerneste stjernetåger.
PerspektivFor min i øvrigt helt vidunderlige mor kan det af og til være svært at forstå mine endeløse kvaler ved at skulle lade mit barn passe ude. Hun kan kun stå på sidelinjen og sige, at hendes barnebarn har fået en fantastisk start på livet, når hun sammenligner med de 3 mdrs barsel, hun selv havde ret til, dengang hun blev mor for første gang. Det ændrer selvfølgelig ikke en tøddel ved de følelser, vi nu engang har for vores børn, og at det er svært og naturstridigt at overlade dem i andres varetægt, men det sætter alligevel tingene i perspektiv for mig. Mon ikke min lille dreng ender med at træde ud i livet som et stærk og harmonisk menneske, selv om han både har gået i vuggestue og snart også børnehave?Denne artikel har været bragt i blad nr 2 april 2006.  Loading ...
|
 Vil du være medlem - tryk her |