Af redaktør Ane Lundby
Da vi ankommer til den gamle smukke højskole i Brenderup, kan vi gennem de høje vinduer se en hyggelig summen af kvinder med slynger, små børn, der står på tå ved en overdådig og lækker buffet, mænd og kvinder i rolig samtale med kniv og gaffel, mens børn i alle aldre ser hinanden an, kravler mellem stoleben og låner hinandens legetøj eller sidder på skød og smager på delikatesserne fra fars tallerken. Dén stemning holder faktisk hele weekenden. Her er engagement og gode ønsker for foreningens arbejde, her er nærvær og erfaringsudveksling, tid til at hjælpe og være sammen med store og små. Mange af os kender hinanden fra maillisterne, og nu hilser vi på IRL, som det hedder på cybersprog (In Real Life - red.). Selvom den daglige kontakt gennem pc-en er berigende, så er det nu helt anderledes rart at sidde og fornemme varmen fra et andet menneske i sofaen, se smilet og høre stemmens rytme, der afslører oprindelsesegn såvel som humør - ganske vist uden smileys :-). -Og så kan vi snakke i munden på hinanden!
Ja, snakket blev der! Sikke en summen her fredag aften! Vi tav dog næsten stille, da Anne Kvorning - vores formand - trådte frem og bød os alle hjertelig velkommen. Højskolens forstander havde taget sig tid til at møde op og byde os indenfor. Han fortalte lidt om højskolens daglige arbejde med unge mennesker, dens betydning i lokalsamfundet samt lidt om husets meget rimelige regler. Herefter gik startskuddet til fredagens vigtigste arrangement: Kagekonkurrencen!! Hvilken overdådighed og kreativitet!
Vi måtte tage ministykker for at smage dem alle - og man kan jo altid tage 2 gange... Børnene var de strengeste dommere - de var i hvert fald grundige i deres vurderinger - smagte igen og igen. Blandt mange lækre bud, blev vinderen "norsk succeskage" pyntet med vores fine logo i grønlige nuancer. Midt mellem snak med kagekrummer i munden fandt både børn og voksne sig tilrette. En lille flok pyjamasunger spillede op til dans ved klaveret - og hvilken menuet - men efterhånden stilnede musikken af, og folk trak mod værelserne for at putte, amme og måske dele en flaske god saft i puslerummet eller fællesstuen med døren på klem til de små.
![]() De strenge dommere |
![]() ![]() |
Netop småbørnsfamilierne var i fokus efter den gode lange frokostpause (med tid til både små og store). Nu kunne man godt tro, at det var et foredrag om udbredelsen af familiesenge og samsovning. Det var dog parforholdet, der var under kyndig og kærlig behandling under Birgitte og Poul Nygaards foredrag: "Parforholdet er skrøbeligt og skal passes på". "De tomme vugger i Europa skyldes ikke den lave sædkvalitet, men manglen på god vilje", startede Poul Nygaard, praktiserende læge. Han og Birgitte Nygaard, som er pædagog og senere uddannet terapeut fra Kemplerinstituttet, har haft brug for masser af god vilje i de 30 år, de har været kærester. Både fagligt og privat har de flettet fingre mange gange, bl.a. har de rejst med kræftsyge børn og lavet småferier til børn, der har en forælder i fængsel. Det har været vigtigt for dem at bringe humoren ind i livet, f.eks. ved at tage sammen på klovnekursus. De gav så mange inspirerende eksempler fra deres eget liv. Vi sad med børn omkring - og imellem - os og lyttede til deres formaninger om at give plads til kærestelivet, der jo skal gro hele livet, om at tage vare på venskabet, om forventningernes kilde og om at huske de gode grunde til at være sammen.
Og vi fik parløren til "Kærlighedens 5 sprog" : - Tid til hinanden - Anerkendende ord - Gaver - Tjenester - Fysisk nærhed Hvis vi kan sige NEJ til hinanden, så siger vi også JA med hjertet
Nu var det sidste chance for at byde på tavs auktion. På et langt bord var opstillet alle de smukke donationer. Der var filtede små sutsko, slynger i alle kulører, tøj, legetøj, gode bøger, snabelsko og gavekort på alt fra zoneterapi til doula-assistance. På væggen hang de lange bud-lister. Og vi skrev. Og vi bød. Kuglepennene glødede og pludselig var klokken slået. 2413 kroner var tjent ind til gode formål. Auktionen var slut og Noah fik sin 1½ meter høje bamse, som han glædede sig til at have med hjem i toget. Efter en lang aften i godt selskab, kravlede vi en efter en under dynerne. Jeg selv faldt i søvn med min kærestes varme hånd i min - til lyden af fortrolige stemmer i en korridor, tonefaldet fra en anekdote, et gruppeskraldergrin langt borte og børnene, der åndede roligt omkring os i sengen.
Denne artikel har været bragt i blad nr 3 maj 2006.