Velkommen lille Kristoffer

Af Marianne Friberg Day, Holbæk

Vi var klar til en lang fødsel

Den næste ve kom 20 minutter efter, og så en tredje efter ca. 10 minutter. Jeg syntes, de bed godt, men kunne da ligge i sengen stadig uden at vække Jamie, min sovende mand. Sådan gik tiden indtil kl. 7, hvor Victoria vågnede. Jeg sagde til Jamie, at det da måske kunne være, at han ikke skulle på arbejde den dag, men jeg kunne se på ham, at han også regnede med et langt forløb. Han tog det meget roligt. Jeg lå lidt der, mens det blev lyst, og tænkte på, om jeg mon skulle ringe til min hjemmefødselsjordemor, Sabine, men besluttede at se tiden an.

Stod op for at tage et bad lige efter en ve, da jeg tænkte, at jeg så lige kunne nå det, inden jeg fik en til. Jeg var knapt nået ud på toilettet - 3 meter fra sengen - da endnu en vé rullede ind over mig. "Puuh! jeg kan ikke huske, at det gjorde så ondt sidst" fik jeg lige stønnet. Da veen var overstået, sagde jeg til Jamie, at jeg vist også måtte have et lavement, når engang Sabine kom, for jeg følte virkelig en tyngen, grænsende til pressetrang, når veerne kom, "og det er da helt forkert" tænkte jeg. En til ve, og jeg måtte ind i sengen og ligge på alle 4 og rokke med og puste "huuuuuUUUuuuh! Der var ca. 4 minutter imellem.

Min lille fødselshjælper

Det var planen, at Victoria skulle afleveres i vuggestue eller hos mine forældre, alt efter tidspunktet. Jeg havde ærlig talt forestillet mig, at jeg ville få veer om natten, og at en af mine forældre så bare kunne komme og sove hos hende, indtil hun vågnede, og så kunne tage hende med hjem om morgenen, - men sådan blev det altså slet ikke.

Jeg sagde til Jamie, at han alligevel hellere måtte ringe til Sabine. Klokken var da blevet 7.20, og da hun hørte mig "arbejde" behersket i baggrunden, sagde hun, at hun ville komme med det samme. Hun ringede kort efter fra bilen for at få Jamie til at begynde at fylde fødekarret.(det tager små 2 timer med vores ok store vandvarmer, vidste vi fra "prøvefyldningen"), og hun sagde til ham, at det også var tid at få Victoria hentet. Som før nævnt var både jeg og Jamie helt overbeviste om, at det ville blive et langt forløb, så han daffede lidt omkring; fik tændt for vandet, tog tøj på, lavede havregrød til Victoria og andre "morgenting", og jo, han ringede da også lige til nogle venner, så de lige kunne køre Victoria i vuggestue.

Imens lå jeg ovenpå og lod veerne skylle ind over mig. Jeg var rolig, fokuserede på at veerne skulle ned og virke dér i livmoderhalsen og prøvede at slappe af også. Det var bare ikke sådan helt let at slappe af, syntes jeg; Et enkelt sekund var jeg ved at gå i panik, for hvis det skulle gøre SÅ ondt et døgns tid mere, virkede det lidt uoverskueligt. Jeg fik dog hurtigt genvundet fatningen - Sabine kom jo snart.

Jordmoder med turbo

Sabine fandt lagner og håndklæder frem, Victoria blev hentet, Jamie satte turbo på vandet i fødekarret, og jeg fik mig bugseret ned ad trappen og ned på den nu opredte sofa. Der skete meget på kort tid, men Sabine og Jamie var så rolige, og jeg følte ikke nogen form for panik. Jeg lå der, på knæ i sofaen, og Sabine sagde til mig, at jeg måske ikke nåede op i karret. Jeg kan huske, at jeg så vantro på hende, og så græd jeg lidt, for da følte jeg næsten det gik for hurtigt. Veerne var tiltagende, og jeg mærkede hvor det tyngede ned af og arbejdede i livmoderen, og jeg prøvede at koncentrere mig om min vejrtrækning og rokkede med i bækkenet.

Kl. 8.40 besluttede Sabine, at det var ok at komme i karret, selv om det ikke var helt fyldt. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg kom der op, men jeg kan huske hvor skønt det var at mærke, hvordan vandet tog noget af tyngden i kroppen.

Kl. 8.45 mærkede Sabine (for 1. gang!!), hvor udvidet jeg var. Hun havde ret: 8 cm!! og veerne var nu virkelig kraftige. Jeg lukkede øjnene og lod min krop synke ned under vandet, mens jeg knugede Jamies hånd.

Barnet hjalp med

I vepauserne fik jeg lov til selv at mærke, hvordan det gik frem. Kl. 9.21 stod fosterhinden spændt over barnets hoved, og da Sabine prikkede lidt, gik vandet. Jeg kunne mærke lidt blødt hår på det lille hoved og vidste, at nu havde jeg snart mit barn i armene. Det var faktisk umuligt for mig at holde igen til sidst, og det sved og brændte.

Navnet havde barnet med sig

Sådan sad vi dér i stuen, med vores lille skat. Alt var så roligt og helt rigtigt. 15 minutter gammel suttede han første gang på brystet og faldt i søvn.

Jamie gik til bageren, og vi hyggede med morgenbrød og talte fødslen igennem. Navnet havde barnet med sig. Vi havde slet ikke tænkt på dét navn, men han kan ikke hedde andet. Velkommen til verden, Kristoffer 15. marts 2006.

Denne artikel har været bragt i blad nr 4 juni 2006.

Loading ...