Prins Magnus af Lunge MøllegaardAf Anna Ladefoged, Gelsted Natten til mandag d. 8. august (termin - selvfølgelig!) kom Magnus til verden i stuen på Lunge Møllegaard - ligesom storesøster Andrea.En typisk 3. gangs fødendeJeg havde i noget tid syntes, at jeg havde en anden fornemmelse i maven, men jeg kunne ikke rigtig definere den følelse - Havde jeg glemt, hvordan veer føltes? Nej, vel? - men jeg forventede nok, at det ville udvikle sig lidt ligesom med Andrea - altså over et par dage. Fredag aften blev jeg igen i tvivl om min krops signaler, og jeg ringede til jordemorvagten i Svendborg. Jeg prøvede at beskrive, hvordan jeg havde det, og den søde jordemor lyttede for herefter at konkludere, at jeg var en typisk 3.gangs fødende!! Nå, okay. Tak for den diagnose; men hvad skulle jeg så forvente? Hun sagde, at det sagtens kunne være fødslen, som så småt var i gang, men det kunne ligeså godt være plukveer, og måske skulle jeg indstille mig på muligheden for at gå over tid! Næ - næ, det havde jeg ikke tænkt mig, og det huede mig bestemt ikke, at jeg ikke rigtig havde styr på, hvad det var, der foregik med min krop!! Nå, men okay - jeg var så en "typisk 3.gangs fødende", hmmm. Christoffer og jeg holdt nu fast i vores plan om, at jeg gerne skulle føde søndag/natten til mandag. Det ville nu engang passe så fint ind i vores planer, for så kunne Christoffer gå direkte på sine 14 dages barsel efter ferien!Forsøg med en strimmelmaskineLørdag morgen valgte vi at køre til OUH (Odense Universitets Hospital - red.) for at få et lille tjek. Jeg var stadig i tvivl om, hvad det egentlig var, jeg kunne mærke, og jordemødrene i Svendborg anbefalede et tjek.Vi fik pænt anvist en sengeplads, og efter lidt ventetid - hvor vi allerede blev utålmodige, trætte af at være på sygehus og umådelig glade for vores valg om at føde hjemme!! - blev jeg undersøgt og konstaterede: ikke i fødsel. "Vi kører lige en strimmel i et kvarters tid" sagde den søde jordemor, og så blev jeg udstyret med mavebælte og tilkoblet en vældig maskine, som registrerede babys puls og evt. ve-aktivitet. Så lå vi der! Christoffer kedede sig og begyndte at undersøge, hvorfor vinduerne ikke kunne åbnes helt, efterfølgende blev "strimmel-maskinen" undersøgt, og vi lavede små forsøg med min vejrtræknings påvirkning af udskriften!! Efter ½ time blev jeg endelig afkoblet, og jeg prøvede at få jordemoren til at love mig veer indenfor de næste par dage. Det var hun nu ikke meget for, men vi forlod nu alligevel OUH med en fast tro på, at fødslen ville komme i gang søndag eller mandag! Lisbeth var blevet tilkaldt for at passe tøserne derhjemme, og de havde hygget sig vældigt og ville bestemt ikke af med Lisbeth igen! Vi måtte love, at hun snart ville komme igen - og det kom jo også til at holde stik!! Mimeteater på legepladsenVi ve-stimulerede på ægte naturlig vis i løbet af weekenden, og søndag morgen lå jeg i sengen og mærkede noget, som jeg svagt kunne erindre som "måske-er-vi-igang-veer".Vejret var dejligt, og vi besluttede os for at køre på legeplads. Da vi stoppede for at få en is, var jeg ikke i tvivl om, at veerne var i gang. Jeg måtte stå stille og havde også lidt gang i vejrtrækningen. Klokken var omkring 14, og vi fortsatte ufortrødent til legepladsen. Tøserne drønede omkring og nød legepladsen og de mange andre store børn - Ida snakkede løs og fortalte om sig selv og sin nye børnehave og "ja, min mor har en baby i maven - den kommer snart ud!". I løbet af de næste par timer vandrede jeg rundt og tog en ve hist og pist på legepladsen. Christoffer holdt øje med mig og forsøgte at tage tid på veerne - vi må have set lidt komiske ud, når vi sådan tværs over legepladsen udførte mimeteater for at markere ve-start og ve-slut! Du kan godt nå at vaske tæer, morVed 15-tiden ringede vi til både mor og far og til Lisbeth, så de kunne forberede sig på, at fødslen så småt var i gang. Mor havde lige sat fødderne i vand, men var straks parat til at spurte ud i bilen!! Jeg måtte overbevise hende om, at hun godt kunne nå at vaske tæer, men at de nok hellere måtte komme til Lunge Møllegaard omkring aftensmads-tid (..og hvis de så lige kunne tage lidt majs med på vejen....). Lisbeth var også straks vældig klar, og vi aftalte at ringe sammen senere på eftermiddagen, når jeg var sikker på veerne!På vej hjem i bilen var jeg i hvert fald ikke i tvivl om, hvad min krop fortalte mig, og vel hjemme igen kontaktede vi kl.17 jordemorcentret i Svendborg og meldte, at fødslen var igang. De lyttede til min beskrivelse af veerne og fik såmænd også lov til at "høre en ve" i telefonen, og så fik vi besked om, at jordemor Johanne ville komme ud til os. Fest i VestfløjenMor og far var kommet, og Lisbeth blev kørt herud af sin veninde. Nu var vi samlet og klar til at føde! Pigerne var ikke helt klar over situationen, men jeg fortalte dem, at babyen snart ville komme ud, og at jeg en gang imellem havde ondt i maven og måtte koncentrere mig for mig selv. De tog det med ophøjet ro og beordrede mormor og bedstefar til leg udenfor + indretning af Vestfløjen til "aftenens store fest" - de syntes, det var fedt med tv og dvd i Vestfløjen samt et yderst opvartende sæt bedsteforældre!TålmodighedJohanne kom kl. ca. 20, og jeg ventede med længsel på at få at vide, at jeg var 5-6 cm udvidet og kunne komme i fødekarret, som Christoffer allerede havde fået fyldt! ØV! Jeg var kun 2 cm udvidet og måtte væbne mig med tålmodighed (ikke min stærke side).Jeg gik rundt i huset og tog veerne. Flyglet var min foretrukne støtte at læne mig op ad. Det passede lige i højden. Lisbeth tog billeder af mig - spurgte pænt først - og af mormor og bedstefar, der sammen med pigerne var ved at indrette sig i Vestfløjen. Ida og Andrea løb ud og ind, især Andrea kom flere gange i løbet af aftenen - i højt humør - og skulle bare lige se til mig! Veerne blev hurtigt kraftigere og kraftigere, jeg begyndte at fryse og gik mere ind i mig selv. Ved 21.30 tiden kom pigerne for at sige godnat. Jeg var midt i en heftig ve - stod ude i køkkenet - men de ventede "pænt", til jeg var klar. Jeg tror, Ida havde en fornemmelse for, hvad der var ved at ske, og hun var stille og lidt forsagt. Mor fortalte mig senere, at hun flere gange havde spurgt, om babyen virkelig ville komme i aften? BjergkongenLisbeth var omkring mig på en utrolig behagelig måde; serverede lidt koldt at drikke og nåede også på et tidspunkt at massere mig lidt i nakken. Jeg havde - ligesom ved mine to første fødsler - mest brug for at passe mig selv, og Lisbeth fornemmede det fint. På et tidspunkt sent på aftenen registrerede jeg, at hun sad og gabte, og jeg nåede lige at tænke; "Nu falder hun vel ikke i søvn?!!" - så fik jeg endnu en heftig ve og vendte tilbage til min meditativlignende tilstand, hvor jeg stolede på min vejrtrækning og brugte mere energi på at visualisere veen: Jeg så mig selv som bjergkongen i Tour de France - iført prikket trøje kravlende i fast tempo og rytme op ad et nærmest lodret bjerg!På et andet tidspunkt sad jeg på en lyserød sky og forsøgte at føle mig så let og svævende som muligt. Begge tilstande forekommer mig meget latterlige, når jeg her genoplever fødselsforløbet, men de virkede vældig fint under veerne! Ak og veJohanne lod mig selv bestemme, hvornår jeg ville undersøges igen, og jeg var meget forhåbningsfuld, da hun mærkede efter et par timer efter første tjek - ak og ve, jeg var ca 4 cm udvidet og altså ikke helt klar til at komme i vandet. Jeg skulle i hvert fald ikke nyde noget af at sætte fødslen i stå, men samtidig længtes jeg meget efter det dejlige, varme vand.På plads til slutspurtenFørst kl.ca 23.15 mente Johanne, at jeg var klar til at komme op i karret, hun havde "fulgt med" og mærket efter under en ve, og hun mente, at det ville gå stærkt med de sidst 4-5 cm.Jeg nød vandet, men ve-pauserne var få og meget korte. Christoffer tog plads på en af de små børnestole, havde en kop kaffe i vindueskarmen og støttede mig tavst og meget rigtigt under veerne. Johanne så på og var til stede på den helt rigtige måde. Vi aftalte, at Lisbeth skulle holde øje med uret, så fødselstidspunktet kunne blive mest muligt præcis. Der blev som sagt ikke megen afslapning ved at komme i karret, men det var alligevel en lettelse at kunne bevæge mig rundt uden at bruge kræfterne - som efterhånden var ved at slippe op.... Jeg måtte sandelig arbejde for sagenJohanne "tilbød" at prikke hul og tage vandet, eftersom Magnus stadig ikke rigtig ville komme ned på plads, og jeg udførte et balancenummer af rang, da jeg forsøgte at gøre hendes arbejdsstilling så nem som muligt! Johanne nåede dog ikke at prikke noget, for pludselig var Magnus klar, og jeg fik presseveer! Jeg svømmede om på knæ igen og satte neglene i Christoffer; NU skulle denne baby ud - DET her kunne jeg huske fra de andre fødsler, og det "plejede" at gå hurtigt!Jeg pressede på den første presseve og blev lidt forbløffet over, at hovedet "ikke bare" kom ud! Så måtte jeg jo lægge kræfterne i (kunne ikke rigtig vente på presseveer), og ud kom babyens store hoved! Jeg "svømmede" om på ryggen for at kunne tage ordentligt imod vores baby, og igen blev jeg overrasket over, at babyens krop ikke bare svuppede ud - jeg måtte sandelig arbejde for sagen denne gang! DEJLIGT var det, da jeg kunne gribe efter den lille fedtede krop og lægge vores tredje barn op på maven. Der var ikke så meget skrig og skrål. Jeg tror, Magnus var træt efter at have mast sine store brede skuldre ud. Christoffer og jeg kiggede stolte på hinanden og havde så travlt med at se på det noget trutmundede og sammenknebne ansigt, at vi slet ikke tjekkede kønnet. Det blev Lisbeth, som hang ind over fødekarret og havde god udsigt til hele babykroppen, der bekendtgjorde "se, det er en lille dreng!". Hun var så optaget, at uret passede sig selv, men vi blev hurtigt enige om et tidspunkt! BeundringsstundJordemoder Johanne kildede og dikkede Magnus for at få lidt lyd ud af ham, Christoffer holdt ham beskyttende på hovedet, og jeg kiggede strålende op på min far, som var kommet ilende til fra køkkenet. Magnus senior og juniors første møde!"Er han ikke fantastisk?" måtte jeg hele tiden konstatere, og alle var selvfølgelig enige! Ikke mindst Lisbeth, som virkede helt høj af hele situationen! Hun fotograferede løs, så vi har Magnus' første minutter i karret fra alle vinkler! Det blev ikke til den første ammetår i karret, for vandet var ved at blive for koldt. Johanne snuppede Magnus og lagde ham på Christoffers bare mave og så dynen over; dér lå vores søn så godt tilfreds, imens jeg stavrede op af karret og også kom under en varm dyne. Stemningen var høj. Mormor var også kommet til ( far havde hentet hende i Vestfløjen. Han havde bare sagt: "Skynd dig at komme, kom nu!", så mor var løbet afsted uden at vide, OM jeg havde født...). Mormor ankom og kunne konstatere, at her var tale om en stor dreng af samme kaliber som hendes babyer! Jeg var høj af adrenalin og blev ved med at rose Johanne for sin suveræne indsats som jordemor - hun havde været tilstede på den helt rigtige måde; især tilsidst havde hun støttet mig, ligesom jeg havde behov for. Moderkage og ammestartJeg lå på briksen og fødte moderkagen, hvilket gik forholdsvis nemt uden de store anstrengelser, men nu kunne jeg jo også ligge og se på vores flotte søn på sin fars mave!Så kom Magnus tilbage på mors mave og blev tilbudt brystet. Han havde endnu ikke givet særlig meget lyd fra sig, og han virkede lidt træt, men brystet kom dog i munden, og han suttede også løs, og mælken løb fint - den "lange" ammepause på knap 4 månder til trods!! (Andrea blev ammet indtil jeg var i 5. måned) Så var det blevet tid til at få lidt tal på vores store dreng! Magnus fandt sig troligt i at blive moslet rundt med, og Lisbeth fotograferede fra alle leder og kanter. 4250 g - WOW - 1 kg mere, end Ida havde vejet! Og flotte 55 cm. Johanne tjekkede, at alt var i orden, og Lisbeth fik også lov at mærke efter med sine "fys-hænder"! Hud mod hudJohanne gav sig i lag med det store papirarbejde, Magnus og jeg lå hud mod hud og nussede - lækkert at have en baby på maven igen! - og de andre skiftevis beundrede prinsen og gorde klar til lidt at spise; jeg var efterhånden ret sulten, eftersom de gode veer havde sat ind omkring aftensmadstid og dæmpet min trang til at indtage føde.Vi skålede alle i champagne, og jeg huggede toastbrød i mig - vi måtte undvære de friske rundstykker, for klokken var jo endnu kun ca. 3 om morgenen....... Der var ved at være en lidt mat stemning. Det var jo ikke blevet til nogen søvn den nat. Kun pigerne sov uforstyrret og endnu uvidende om lillebrors ankomst. Vi tog afsked med Johanne med endnu en stor TAK for hendes fine jordemorgerning! - underligt at vi ikke skal ses igen....og ikke tilfredsstillende!! Så sov de bare allesammenMormor og bedstefar gik over til pigerne i Vestfløjen, Lisbeth lagde sig i en af prinsessesengene ovenpå, og Christoffer gik også op for at få et par timer. Magnus og jeg blev i stuen. Jeg kunne ikke sove, måtte bare ligge og nyde vores søn, som sov på min mave - stadig uden tøj på.Kl. 7 MÅTTE jeg bare ringe til nogen - Tine var den heldige (hun har før pralet af, at de altid var tidligt oppe!!) Hun VAR oppe, og jeg berettede glædesstrålende om nattens bedrift - den søde Tine, hun blev helt rørt! Jeg var jo stolt som en pave og måtte ringe videre rundt - ALLE skulle høre om Magnus' ankomst!! Så gik det alligevel an at føde hjemme UDEN hjemmefødselsordningen, men hvor ville det dog klæde Fyn og resten af landet for den sags skyld at have en ordning at tilbyde os hjemmefødende! Denne artikel har været bragt i blad nr 5 august 2006.  Loading ...
|
 Vil du være medlem - tryk her |