Forsiden -> Artikel arkiv -> \"Stående i en glat sø af fostervand ...\"

"Stående i en glat sø af fostervand ..."

Af Rikke Kondrup Nielsen, Klarup

Vores andet barn, Karl, er født lørdag den 9/9 2006 to dage før termin. Den dag var jeg i Føtex for at handle, og jeg havde vores godt 2 årige datter, Mathilde, med. På vej hjem i bilen kl. 13.30 mærkede jeg den første fornemmelse, hvor jeg tænkte "Gad vide, om det var en ve?"

Da Mathilde og jeg kom hjem, var onkel Henrik kommet på uanmeldt besøg, og da jeg ikke lige ville involvere ham i det, var det lidt svært at fortælle Jørgen noget. Men efter ½ times tid med regelmæssig "lettere ondt over lænden", fik jeg ham fortalt, i et ubemærket øjeblik, at der måske var noget på vej, men at det sikkert ville gå i sig selv igen! Han gik i haven og klippede hæk sammen med Henrik.

Barnepigerne adviseres

Jeg tullede rundt med Mathilde, fik skiftet sengetøj og støvsuget i soveværelset, for hvis nu... Undervejs begyndte jeg også at skrive ned, hvornår jeg havde veer, og hvor lange de var - men jeg var stadig ikke sikker på, om det nu også var veer.

Kl. halv fire ringede jeg til min mor og sagde, at vi måske fik brug for barnepige i dag... men nu skulle de bare tage det stille og roligt. Fint, min far var lige på lossepladsen med noget, så min mor ville bare vente, til han kom hjem, og så ville de ringe og høre, om det var blevet til mere. De har en times kørsel herop, så derfor ville jeg nu alligevel lige advare dem i god tid - troede jeg!

Lidt fælles forståelse

Lidt senere gik jeg ud og sagde til Jørgen, at jeg havde ringet til min mor, og de ville ringe lidt senere og høre, om de skulle komme på besøg en tur - Henrik lyttede jo stadig med, men Jørgen forstod heldigvis min "lille løgn" uden uddybelse, så Henrik bemærkede ikke noget usædvanligt. Lidt senere tog han af sted, og Jørgen kom ind. Jeg var nu sikker på, at det var veer, jeg havde, og der var også kun 3 minutter imellem og varighed på ca. 40-45 sekunder. Men de gjorde ikke så ondt, så jeg mente stadig, der var god tid.

Forskelligt interval

Mine forældre ringede og fik besked på, at det var alvor, så de kørte af sted. Jørgen tog et bad ovenpå havearbejdet, og jeg tullede lidt rundt med Mathilde, pakkede tasken færdig mm. Mathilde undrede sig tilsyneladende ikke over, at jeg jævnt tit stod og rokkede og pustede lidt - men det gjorde stadig ikke så ondt, så jeg tror bestemt heller ikke det så skræmmende ud.

Jeg fik ringet til fødegangen, som sagde, at vi bare skulle komme, når barnepigerne var nået frem. Jeg fik et par veer med knap 2½ minuts mellemrum og 60 sek. varighed og gik lidt i panik over, om det mon alligevel gik hurtigere, end jeg troede, selvom smerten stadig var fint udholdelig. Om det var panikken, der gjorde det eller hvad, ved jeg ikke, men i hvert fald var der pludselig hele 5 minutter til den næste ve, og jeg slappede lidt af igen.

Ingen rummelighed

Mine forældre dukkede op ved 17.30 tiden og fik lidt hurtige instrukser, Mathilde fik et farvel-kys, og så kørte vi. Jeg havde været lidt nervøs over veerne i bilen, da jeg havde taget dem stående indtil nu. Men det gik rigtig fint - stadig ingen panik over smerter.

Vi ankom til fødegangens venteværelse kl. 18.00. Her var ventetid, da modtagelsesrummet lige var i brug. Intet problem, sagde jeg kæphøjt! Men i løbet af det kvarter vi ventede, tog veerne til i styrke, rummet var bagende varmt med skarp solskin, og jeg begyndte at få kvalme. Så vi trak ud på gangen til mørkere og køligere forhold. Her stod jeg så og bandede lidt over ventetiden, og over at en jordemoder brugte tid på at sidde og snakke med en gravid, som tydeligvis ikke var i fødsel, om hendes tidligere fødsler og angst for den kommende, mens jeg stod dér og var ved at føde! Ja, ja, jeg var ikke lige så rummelig i den situation.

Av for den...

En sygehjælper hentede mig og førte mig direkte til en fødestue med fødekar, da jeg havde sagt, at jeg gerne ville føde i vand. Her kom vi til at vente yderligere et kvarters tid, inden JM kom, så min fødselsjournal starter 18.30. Og nu gjorde veerne altså nas!

Jeg blev undersøgt liggende på ryggen trods mine ihærdige protester. Jordemoderen påstod, hun ikke kunne undersøge mig på andre måder. Hmppppfff.....! Nå, 6-7 cm udvidet... Det var nøjagtig, som da jeg kom til fødegangen ved Mathildes fødsel, og hun blev først født 5 timer senere. Så det var jeg ikke så glad for, da jeg syntes, jeg havde noget mere ondt nu, end jeg havde dengang med Mathilde.

Ryk i snoren

Jordemoderen begyndte at fylde fødekarret. Jeg ville gerne have klyx (- lille lavement. red.). Jeg havde ellers købt et klyx på apoteket, som jeg ville have nået at tage hjemmefra, men jeg turde ikke, da det kom til stykket, for klyx kan jo nogle gange sætte fart i tingene, og det var ikke lige fart, jeg manglede, da vi gik og ventede utålmodigt på mine forældre. Nå, mens jordemoderen var ude efter klyx, gik vandet i en ve. Samtidig kunne jeg mærke, at vores barn gled et langt stykke nedad (- sådan føltes det i hvert fald! ), og jeg fik pressetrang. Så jeg skreg til Jørgen, at han skulle rykke i snoren NU! Stakkels mand, han fortalte bagefter, at han ikke vidste, om han skulle rykke i snoren, eller om han hellere skulle skynde sig at gribe barnet! Nå, så hurtigt gik det heldigvis ikke. Forældre og Fødsel 06/06

Stående fødsel

Kl. var nu 18.45. Jordemoderen kom stormende ind. Jeg blev beordret op at ligge, så hun kunne undersøge mig. Jeg var fuldt udvidet og klar til at føde. Så hun slukkede vandet til fødeskarret - det ville jeg ikke kunne nå - og heller ikke et klyx! Jeg skulle nu finde på en anden stilling at føde i og det blev stående, mens jeg støttede mig til fødebriksen. Jordemoderen skyndte sig at få nogle puder under og tilkaldte en ekstra jordemoder. Og på tre gyselige presseveer er han født - uh, hvor jeg ikke kan lide den fornemmelse. Men til gengæld var jeg ikke lige da spor i tvivl om, at det ville gå stærkt. Med Mathilde lå jeg og pressede i evigheder = knap 1 time - og turde ikke rigtig presse igennem. Nu fik den bare fuld skrue, bortset fra når jordemoderen bad mig holde igen. Fødselstidspunkt for vores lille søn blev kl. 18.58.

Vores lille Karl skreg med det samme, og jeg fik ham op til mig - mens jeg stod i en glat sø af fostervand, som jo sprøjtede ud over det hele, da han kom. Men tænk at stå dér med sit nyfødte, skrigende og glatte barn i armene. Jeg følte mig et kort øjeblik lidt urkvinde-agtig - på den seje måde. Og selvom jeg jo har prøvet det før, var det også vildt fascinerende, hvordan al smerte og træthed øjeblikkelig er glemt - og alle sanser og følelser er rettet mod barnet.

Nej tak...

Vi kom op og sidde/ligge på briksen. Jørgen klippede navlestrengen, da den var holdt op med at pulsere. Jordemoderen ville nu give mig en Syntocinon-indsprøjtning for at hjælpe livmoderen med at trække sig sammen, inden fødslen af moderkagen. Det sagde jeg nej tak til, og efter at have forsøgt at overbevise mig om, at det skam var normal procedure, gik hun dog med til at spørge afdelingsjordemoderen - og kort efter kom hun tilbage og sagde, at det var helt ok. Da jeg havde født moderkagen, fik vi lidt tid alene, mens jordemoderen endelig fik tid til at læse min fine ønskeseddel for fødslen - bedre sent end aldrig! Jeg fik lagt vores nyfødte søn til brystet, hvor han diede fint - og vi nød hinanden - mor, far og nyfødt søn!

Undersøges hos mor

På ønskesedlen havde vi bl.a. ønsket, at vores barn skulle undersøges på min mave, så vidt det kunne lade sig gøre. Det klarede vores jordemoder fint, så det eneste, der blev gjort væk fra mig, var vejningen, og dér var Jørgen til at berolige vores søn. Ellers blev Karl undersøgt og fik K-vitamin, mens han lå på min mave. Det var dejligt at føle, at jeg var der for ham, for det var da ikke det hele, han brød sig om - det gav en meget bedre fornemmelse for mig, end ved Mathildes fødsel, hvor hun jo lå på det der varmebord, og jeg ikke kunne nå hende til at trøste.

Lykkelig familiesammenføring

Efter lidt at spise og en masse at drikke, den obligatoriske tissetår (altså min) og trykken på min mave, trak vi i tøjet og tog hjem - juhuu! Det var det fedeste; at kunne tage hjem 3-4 timer efter fødslen - hjem til en sovende Mathilde og mine forældre. Vi syntes alle sammen, at det var helt vildt surrealistisk, at vi tog af sted 5½ time tidligere med tyk mave og veer, og så kom vi hjem nu med en fin lille dreng! Vi takkede for hjælpen fra mine forældre og "smed dem så ud" og gik i seng. Karl sov/var rolig hele natten men knirkede lidt ind imellem. Mathilde, som også sover i soveværelset, hørte ham midt om natten og satte sig op i sengen med et sæt og udbrød: Hva' det? Baby? Jo, fortalte Jørgen, det var babyen, der var kommet ud af mors mave nu. Så kravlede hun ellers over i dobbeltsengen og vinkede og sagde hej til babyen (som lå mellem mig og muren). Og så sov jeg med mine børn på hver side af mig resten af natten - når ikke lige jeg lå vågen og bare følte mig SÅ lykkelig!

Denne artikel har været bragt i blad nr 6 oktober 2006.

Loading ...

Vil du være medlem - tryk her

Forside Shop Vi tilbyder Foreningen
SiteMapCopyright Forældre og Fødsel, kontakt: