|Forside |Shop |Vi tilbyder |Foreningen |
Annonce
Forsiden -> Artikel arkiv -> Mine hjemmesyede stofbleer
Login


Husk mig
  

Mine hjemmesyede stofbleer

Af Bodil Pedersen,

Da jeg var en stor skolepige stod den på stofbleer - fra jeg var 12 år og nogle år frem hjalp jeg til hos en nabofamilie, der havde 3 blebørn. Jeg har skiftede en del bleer og har lært at folde firkantede stofbleer, så de passede til børnene og en uldbuks eller blesnip udenover. De erfaringer har ligget meget passivt i mit hoved i efterhånden 18 år, men meget kommer tilbage nu, hvor jeg selv er begyndt at bruge stofbleer til mit blebarn, Theodor på godt 2 år.

1 Jeg er langsomt blevet overbevist om, at stofbleer er et reelt alternativ til engangsbleer - tanken er nærmest kommet snigende ved at læse om flere og flere på ifavn-mailgruppen her i foreningen, der bruger stofbleer, og de fortæller ærligt om fordele og ulemper. Da en veninde skiftede over, blev det nemmere for mig også at give stofbleer en ærlig chance, fordi jeg kunne se, hvordan det praktisk gik for sig.

Plastik-fri

En sætning om, at det må være rart for blebørn at være fri for "plastik" i hvert fald om natten, fik mig til at komme endeligt i gang. Beslutningen var sådan set taget nogle uger tidligere, da jeg købte nogle brugte uldblebukser, men kommentaren var det sidste skub. Stofble om natten var ambitionsniveauet fra starten, men det greb hurtigt om sig, og nu bruger Theodor også stofbleer om dagen. Jeg har på fornemmelsen, at Theodor nogle gange lægger mærke til, at bleen er våd, og at det er derfor han beder om at bliver skiftet (og ikke bare fordi det er hyggeligt at blive skiftet).

Hjemmesyede frem for mærkevare

Jeg har været lidt med på en kigger på stofble-mailgruppen, da den startede, og der var for meget mærkevare-snak for mig. Jeg er ikke helt dum til at sy og vil hellere selv sy faconsyede stofbleer end bruge en del penge på at købe dem. Jeg købte micro-terry, som er superabsorberende, til den sugende del og fik fat på genbrugs flonelslagner til indersiden og genbrugs håndklæder til ydersiden. For så kan de lukkes med en nappi nippa, som jeg også købte. Nappi nippa blev valgt til at lukke med, for så skulle jeg ikke huske på at lukke velcro'en inden vask, og der var en arbejdsgang mindre i syningen. Jeg tror egentlig, at velcro eller trykknapper vil være nemmere ved stående bleskift. Det må prøves til næste kollektion!

Nabohjælp

Der er et gratis mønster til download på www.ottobredesign.com, og det brugte jeg som udgangspunkt (rettede lidt hist og her efter de første par bleer) til at sy 10 bleer og vel lige så mange løse indlæg til at forøge sugeevnen. Jeg har tre par brugte Disana uldbukser, som er ret kraftige. Det ene par er til natbrug, og så bytter jeg mellem de to andre i løbet af dagen. Theodor er hjemmebarn, og vi kan klare os med tre par uldbukser, men skal vi noget eller han skal passes, så er det lettere at have 1-2 par mere at gøre godt med, så nabokonen (hende, hvis børn jeg skiftede) har strikket mig to par lækre og bløde uldblebukser. Hun blev helt bidt af det og vil nu få fat på noget lanolingarn og prøve et andet mønster, så jeg kan se, hvad der er bedst. Da hun fik sit fjerde barn nogle år efter de andre, stod den på engangsbleer, men hvis der ikke havde været tre ældre børn og tilsvarende vasketøj, så ville hun også have brugt stofbleer til nr. fire. Det skubbede lidt til mig, at en der havde prøvet begge dele ville vælge stofbleer og altså vælge bomuld mod huden og fravælge "brug og smid væk" på det område.

Beholdning og erfaring

2 Jeg har indtil nu syet 10 faconsyede stofbleer. Indersiden af bleerne har jeg klippet af genbrugs flonellagner - jeg har styret uden om de meste slidte områder. Ydersiden er klippet af genbrugs håndklæder. Et badehåndklæde rakte til tre bleer. De tykke håndklæder kan suge mere end de tynde, så jeg har tre bleer, der SKAL have ekstra indlæg for at kunne klare mere end en enkelt tissetår. Den sugende del, som er syet ind i bleerne, er lavet af to lag microterry, som jeg købte via www.babeco.co.uk. Der har jeg vel brugt for 8-10 kr. pr ble. De ekstra indlæg er syet af to lag microterry i midten og ydersider af flonel. De måler 10 cm i bredden og 15 til 45 cm i længen. Jeg har en overlocker (sådan en almindelig en til husholdningsbrug), så kanterne kommer til at se professionelle ud.

Gode råd om materialer

Der kan bruges meget forskelligt materiale til at sy bleer: jersey (fra f.eks. t-shirts), flonel (fra sengetøj, "skovmandsskjorter"), frotté (håndklæder), linned (sengetøj, viskestykker), gylpeklude. Noget stof kan føles stift efter vask uden tumbler, f.eks. linned. Jeg bruger ikke fleece til bleer. Jeg får selv irriteret hud af fleece på stofbind, så jeg bruger 100% bomuld til de dele, der er mod huden.

Kort vejledning til syning: Mønstret kan evt. tegnes af fra en anden stofble.

  • Indlæg zigzagges/overlockes kanten rundt og syes på vrangsiden af inderstykket
  • Evt. trykknapper eller velcro syes på yderstykket
  • Inder- og yderstykkerne sættes sammen vrang mod vrang med knappenåle
  • Elastik syes fast i sider og bag
  • Det hele syes sammen kanten rundt med zigzag eller overlock.
  • Det var det.
Pris pr. ble syet i genbrugsstof: 0-15 kr afhængigt af hvor gode fund man gør i genbrugsbutikken og i gemmerne.

Hyggeligt - også ved bleskift!

For mig er det en stor tilfredsstillelse at have syet bleerne selv. Jeg nyder at frembringe noget, der i den grad bliver brugt. Jeg ved hvilke materialer, der er brugt, og jeg har tilpasset dem efter Theodor og vores nuværende overskud og hyggetid omkring bleskift. For det tager lidt længere tid end engangsbleer. Og der er lidt mere vasketøj. Men det gør mig godt hver gang jeg tømmer blespanden i vaskemaskinen og ikke i skraldespanden. Og hver gang jeg går forbi bleerne i Fakta og ikke køber en pakke med hjem. Men mest af alt, så holder jeg af tanken om, at jeg genbruger noget og ikke bare smider ud og køber nyt.

Denne artikel har været bragt i blad nr 8 december 2006.

X
Loading ...

Annonce

Vil du være medlem - tryk her


Forside    Shop    Vi tilbyder    Foreningen
SiteMapCopyright Forældre og Fødsel, kontakt: