Menings-cølibat ...

Af Susanne Vestergaard, redaktør

Hen mod slutningen af 2009 præsenterede Det Etiske Råd sin redegørelse om fremtidens fosterdiagnostik. Den gav selvsagt anledning til omtale i langt de fleste medier. Men ellers er det foruroligende småt med ytringer om denne afgørende redegørelse.
Til trods for at Etisk råds medlemmer deler sig i holdningen på væsentlige punkter, har rapporten ikke skabt debat blandt befolkningen. Jeg undres ... Hvorfor ikke?
Hvorfor vil ingen deltage i debatten om, hvorvidt vi ønsker moderne racehygiejne i Danmark?
Hvorfor vil ingen almindelige danskere tage stilling og debattere, om det er okay, at man fx laver cost benefit analyser over, om udgiften til scanning af gravide indvandrerkvinder viser, at det betale sig at screene gravide indvandrerkvinder for arvelige blodsygdomme, for hvis blot to kvinder vælger at abortere et sygt foster, er udgifterne til programmet tjent ind?

At tie er at samtykke... og så er det vel dét, vi gør?
Er vi så følelsesmæssigt svage og så trængte på den økonomiske side, at vi lader sådan en menneskesyn passere? Eller er det følelserne, der er ind over her? Er det for personligt at tage stilling til?
Kan man komme til at gå for tæt på sin nabo - for hvem ved om de har været gravide og valgt et sygt foster fra?
Vi er ikke gode til at ytre os, når det handler om noget, der går for tæt på. På vores alle sammen Facebook er der ellers ingen tilbageholdenhed over at deltage i utallige grupper som medlem. Dér er det nemt at gi' sin mening til kende om både uduelige politikere og samfundets ubehagelige beslutninger og lign.
Men tænk bare på debatten om organdonation... den er jo nærmest ikke ikke-eksisterende. Jeg bragte i årets løb to gange indlæg om emnet her i medlemsbladet - men ingen gav deres mening til kende. Ingen kommenterede og ingen deltog og berettede om deres valg eller overvejelser om emnet.
I de sidste blade har der været beretninger fra forældre, der virkelig har været lige dér, hvor Etisk råds redegørelse kan siges at have været aktuel....
Flere har skrevet og ringet til redaktionen og berettet, hvordan disse beretninger har rørt dem og påvirket deres syn på fosterdiagnostik og forældre evne. Det har jeg glædet mig over og blevet meget rørt over. Men desværre har ingen givet indlæg til debat eller kommet med tilkendegivelser til bladet - vores fælles blad - der fx bare fortæller om, hvordan vi ser på disse beretninger og det liv, der leves hos de familier, der har givet os andre den oplevelse at være med helt tæt på.
Tør vi heller ikke? Tør vi - der jo netop er i den kategori af danskere der vil blive ramt af de muligheder Etisk råd ridser op i redegørelsen - heller ikke tage stilling? Er det lettest ikke at tage stilling? Offentligt i alle tilfælde!
Jeg synes, det ser ud til, at det er lettere at ha' en mening, der ikke handler om noget, der påvirker de mest basale følelser i os. Lettere hvis det er noget uden for "os selv". Noget praktisk. Noget, der godt må hænge sammen med økonomi! Og noget, der rækker ud over her og nu? Noget, der ikke er for tæt på?
Klimaet og CO2 udledningerne. Om Ecovers nederlag i miljø-henseender. Om vi skal bevare kongehuset og folkekirken. Om der skal serveres svinekød eller ej i danske institutioner.....
Det er lettere at reagerer og råbe højt, når staten trækker fx madpakker ned over befolkningen... selv om der nu heller ikke her er sket ret meget modstand - et par steder i landet har en lille flok af forældre valgt at stå imod det offentliges formynderiske behandling af noget så dansk og personligt som vores børns frokost - for forælderens regning, vel at bemærke.
Men ellers er det småt med den civile ulydighed... meget småt! Men så her da? Her, hvor det handler om liv og død, om vores syn på mennesket... Her M vi da for pokker komme ud af vores meningscølibat?
Ganske kort; læs Etisk Råds redegørelse, tænk og føl. Overvej fremtiden og sæt scenariet op for dig selv... for dine børn og børnebørn - og kom så ud af den danske mentalitet og skriv om dine tanker og overvejelser. Gør det fordi du har lyst til at tænke højt, og til at høre, hvad andre tænker - og føler. Det er på denne måde, vi alle kan blive klogere og mere modtagelige, få andre vinkler og nye input....
Send det ud til alle medlemmerne her vis vores fælles blad og lad os ta' en runddans med hinanden og de overvejelser vi som almindelige befolkning kan have ... og lad os se det munde ud i læserbreve og tilkendegivelser på landsplan.
Det skal ikke gå hen over hovederne på os...
Hvis vi vil være med til at sætte dagsordenen, så er det nu - i meningsudvekslinger og debatter!
At være passive og ligegyldige er at give de andre magten til at være beslutningstagere så lad os påvirke med vores lægmands holdninger til livet!

  Susanne Vestergaard, redaktør

Denne artikel har været bragt i blad nr 8 december 2009.

Loading ...