Da Nathalie var 22 timer gammel blev hun indlagt på neonatal afdelingen med mistanke om menigitis, hun fik bl.a. taget 3 rygmarvsprøver ( de 2 første virkede ikke) og var på antibiotika og pencilin i 10 dage. Hun havde et infiktionstal på 1333, hvor det normalt er under 50!!. Hun var tæt på at dø fra os.....guskelov er hun en sej tøs som kæmpede og vandt livet.
Da Nathalie var 2 1/2 mdr. begyndte hendes kranie at blive skævt, vi troede det var en lejringsskævhed, men det viste sig at være en væsktzone i kraniet var vokset sammen for tidligt ( normalt vokser vækstzonerne sammen ved 2 års alderen). Hun blev opereret da hun var 15 mdr.(normalt siger man inden 7 mdr.). Vi var indlagt i 4 dage (selv om det plejer at være ca. 7 dage) men hun er som sagt en sej pige, hun var frisk efter 2 dage, men hun skulle have pencillin i 4 dage.
Elias blev indlagt på neonatal afdelingen, da hans lunger ikke var foldet helt ud efter fødslen. Han blev lagt med c-pap i et døgn og der efter skulle han lige samle kræfter til at die.
Jeg håber mine oplevelser kan hjælpe andre
Min søn Benjamin blev syg da hans lillesøster Maya blev født d. 31. oktober
2005. I to måneder blev han mere og mere syg, mens vi hastede rundt til
læger og behandlere for at finde ud af hvad der var i vejen med ham.
Vi fik at vide, at det var psykisk og havde psykologer hjemme hos os.
I sidste øjeblik fandt vi ud af, at han havde en kræftsvulst i hjernen, og
d. 31. december 2005 blev han opereret 2,5 år gammel.
Operationen tog 8 timer, og bagefter var vi indlagt 4 dage på neurokirugisk
intensiv, og derefter på børnekræft afdelingen 303B på Aalborg sygehus.
Benjamin startede i kemobehandling d. 17. januar, og blev færdig d. 9. juli
2006.
Det var en hård omgang med mange indlæggelser, og op og nedture, men vi
oplevede også hvor stærke små børn er, og hvor meget vi kan lære af dem.
Vi oplevede også, at det er muligt at lave om på hospitalsregler, så
oplevelserne bliver mere humane for børn, og vi kom igennem hele forløbet
uden mere end 2-3 situationer, hvor vi følte at Benjamin var udsat for
overgreb. Vi oplevede stor velvilje hos personalet, og de var glade for at
vi gjorde så stort et arbejde ud af at gøre Benjamin tryg, for så var det
også meget lettere for dem at udføre deres arbejde.
Benjamin skulle fx stikkes flere gange om dagen i hovedet, og 90% af gangene
sad han helt stille, og så tv uden at vi skulle holde ham.
Jeg sov i hospitalssengen med både ham og hans søster, og vi var alle fire
indlagt hver gang, hvilket skabte stor ro og tryghed.
Benjamin er i dag snart 5 år, og han glæder sig til at komme til kontrol på
hospitalet, og husker det som et rart sted...
Vh
Heidi