Overvejer ammestop

01-02-2019

Hej kære amme-støttere!

Min datter er 4mdr

Hun tager ikke sut og vil kun sove v brystet. Det gør aftenerne til en kamp på mellem 1 1/2 og 4 timer inden putning lykkes (selvfølgelig værst v spring)

Har prøvet 'alt'

Amme til næsten søvn og lægge hende fra mig

Vugge i søvn

Gå med hende

Amme liggende

Putte sammen med hende 

Spille musik el synge

Give flaske (for at sikre at hun bliver mæt)

Resultatet er altid det samme...så snart jeg går/lister brystet ud -ja så vågner hun... Indtil hun er så udmattet at hun dejser omkuld ofte hulkende i søvne 😪

Jeg kan ikke blive ved med at holde til at amme liggende i op til 4timer hver aften (smerter i arm, ryg og skulder)

Derfor ser jeg pt ingen anden udvej end et totalt ammestop så hun bliver afvænnet.

Dette er dog langt fra mit ønske

Har haft en hård opstart med baby i dvale og efterfølgende ikke produceret nok mælk (har lavt stofskifte) nu kører amningen endelig.

Har i forslag til hvad jeg kan gøre anderledes? Måske vænne hende til sut?

-er gået igang med grød en gang om dagen (4 dage) hun tager kun et par skefulde og resten laver jeg til vælling. 

Kære mor.

Det er så svært, når ens forventninger ikke stemmer overens med det, man oplever.

Jeg kan dog trøste dig med, at det du oplever, er helt normal babyadfærd.

I stedet for at gøre det til en kamp, for det er ikke meningen, at forældre og børn skal kæmpe mod hinanden, så prøv at møde hende i hendes behov. Jeg tænker først og fremmest, at hun slet ikke er træt nok, når i starter putningen. Dernæst siger hun med al tydelighed, at hun slet ikke er tryg ved at være alene. Det er ikke fordi I gør noget forkert, det er ren instinktiv overlevelse. For en baby er det at blive forladt = døden. Hun ved endnu ikke, at der ikke er farlige rovdyr og fjendtlige stammer derude, som vil slå en efterladt baby ihjel. Hun stoler stadig på sine instinkter til at sikre sin overlevelse, hendes hjerne er slet ikke udviklet til at kunne ræsonnere sig frem til, at der ikke er løver og fjendtligtsindede mennesker på vores breddegrader mere.

At afvænne hende fra brystet og give flaske i stedet giver hende ikke et mindre tryghedsbehov. Tværtimod, så skal du til at finde andre måder end brystet at give tryghed. Det kan sagtens lade sig gøre, men flaske garanterer ikke, at hun har mindre brug for dig.

Opstart på andet mad end mm/mme giver også ofte øget uro, da især kornprodukter er hårde for maven at fordøje. Det er en myte, at opstart på fast føde giver mere søvn. Studier viser, at det forholder sig modsat.
Desuden kan mad ikke gøre hende mere tryg ved at ligge alene eller ved at overgive sig til søvnen.

En sut er ingen garanti for, at hun ikke har brug for din nærhed, så selvom hun havde taget sut, så betyder det ikke, at jeres puttesituation ville være anderledes.

Kunne hun i stedet sove der hvor I er? Lad hende sove i dine arme eller en nest i sofaen mens I ser tv?
Jeg ved godt, at man så ikke får alenetid lige nu, men det er meget kort tid, vores børn er så små, så prøv at nyde det og få det bedste ud af det her og nu. Lige pludselig går de selv i seng, og så får vi forældre måske endda mere alenetid end vi overhovedet har lyst til.
Og hvis nogen så prøver at fortælle dig, at det er dårlige vaner at lade hende sove i dine arme, hvor hun er tryg, så er det igen en myte. Tryghed og nærvær bliver aldrig en dårlig vane. Det giver til gengæld trygge børn med en sikker tilknytning og masser af selvværd, selvtillid og mod på at udforske verden, fordi de ved, at de altid har en tryg base at vende tilbage til. Så lyt til din kloge baby, fyld hendes tryghedskonto til randen, og nyd den korte tid, hvor hun er så lille, at hun kan ligge ved dit bryst i din arm og hvor du er hele hendes verden.

Og efter det store arbejde, du har haft med at komme til at fuldamme, så fornemmer jeg også, at du vil være rigtig ked af at stoppe amningen, hvilket jeg til fulde forstår, for det er virkelig flot, at du har fået amningen op at stå igen mod alle odds.

De bedste hilsner,

Camilla M. Olsen, Ammerådgiver ved Forældre og Fødsel