Nægter amning

19-05-2019

hej brevkasse. 

Jeg skriver til jer fordi jeg har fået en rigtig grim start på amning. Jeg fødte vaginalt d.23/3 en sund og rask dreng. 

Vi har siden dag 1 haft problemer med amning grundet mine flade bryst vorter. Jeg fik udleveret en ammeprik og har ellers prøvet med den. Jeg har efter udskrivelsen været igang med medela brystpumpe og forsøgt ALVERDENS ting og sager for at amningen skal komme op og kører. Min søn har ikke taget meget på af min mælk da han ikke ville sutte hos mig. 

Jeg er i samarbejde med min SP begyndt og supplere med medela sutteflaske men nu er min søn begyndt ikke at ville have mit bryst. Han skriver og tager hobede væk men samtidig er han mega sulten så han prøver lidt igen og vrider hovedet væk med det samme. Jeg ender altid med at give ham en flaske , da amningen ikke gik. 

Jeg ønsker fortsat stadig at amme slt det jeg kan. 

Har i nogle gode råd til hvad jeg kan gører for at få min søn til at die hos mig. 

 

Mvh en meget ked og frustret mor

Kære kede og frustrede mor.

 

Tillykke med din dreng. Jeg beklager, at du har måttet vente lidt på et svar herfra, og jeg håber, at du måske allerede har fundet telefonnumrene til vores ammerådgivere, der rådgiver over telefonen. Hvis ikke, så kan jeg også anbefale dig at få en snak med en af dem, da det kan være gavn med en rådgiver, du kan have en løbende kontakt til.
Men derfor skal du stadig have et svar herfra også.

 

Jeg vil besvare dit brev i følgende rækkefølge:

 

Flade brystvorter

Ammebrikker

Sutteforvirring

Forskellige måder at supplere på

Starte forfra

Øgning af mælkeproduktionen

 

Flade brystvorter behøver ikke nødvendigvis være en hindring for amningen. Der er forskellige grader af indadvendte brystvorter, og de fleste indadvendte brystvorter kan presses ud ved at mor tager fat om brystet bag det brune område, og klemmer brystvævet sammen, så brystvorten presses frem. Kvinder med denne type brystvorte oplever ofte at med tiden, så kommer brystvorten mere og mere frem, jo længere tid de har ammet. I sjældne tilfælde kan brystvorten slet ikke trækkes frem, men med god støtte og vejledning, så kan man stadig amme, også uden suttebrik, da det er vigtigt at huske, at baby ikke kun skal sutte på brystvorten, men skal have en stor mundfuld bryst i munden.
Nu skriver du ikke så meget om, hvordan fødslen ellers var, udover at det var vaginal fødsel, men jeg tænker, at det kunne være en rigtig god idé at få tjekket ham for spændinger og låsninger hos en kropsbehandler med forstand på spædbørn (osteopat, kiropraktor, kraniosakralterapeut), så du er sikker på, at det ikke er pga. smerter, at han har svært ved at få fat og holde vakuum.

Ammebrikker kan faktisk være et godt hjælpemiddel ved ægte indadvendte brystvorter, altså der hvor man slet ikke kan presse brystvorten frem, eller den kun kommer meget lidt frem. Det er dog vigtigt, at man får sat den rigtigt på, altså at luften bliver klemt ud af spidsen, inden den påsættes, og at vingerne er fugtede, så den bliver hvor den skal og slutter helt tæt. Her vil en del mødre også opleve, at de med tiden kan undvære brikken, fordi vævet i brystvorten efterhånden bliver længere og mere smidigt.

 

I fh.t. at din dreng er begyndt at afvise brystet, så tænker jeg, at det handler om sutteforvirring.

Flowet i sutteflasken er meget hurtigere end ved brystet, og mælken kommer med det samme, modsat ved brystet, hvor der skal arbejdes lidt før nedløbet kommer. Desværre har Medela fået markedsført deres flasker rigtigt godt som værende ”ammevenlige”, men det er faktisk den type sutteflaske, hvor mælken løber allerhurtigst fra. Du skal dog ikke fare ud og købe nye flasker, da man kan arbejde med den teknik, hvormed man supplerer med flaske. Det skriver jeg noget om lidt længere nede. Men mange oplever, at når man supplerer med flaske, så vælger baby på et tidspunkt brystet fra. Det skyldes dels at mælken kommer med det samme og hurtigt ved flasken, og at mors mælkeproduktion falder, og mælken dermed flyder langsommere, og nedløbet er sværere at starte. Derfor er det også vigtigt at malke ud, hvis man ønsker at vende tilbage til fuldamning.

 

Man kan supplere på flere måder en kun med flaske. Man kan bruge et lact-aid system, hvor man har en lille beholder med mælk og en sondeslange. Den ene ende af slangen skal ned i mælken, og den anden ende skal tapes fast ved brystvorten. På den måde vænner baby sig til, at al spisning foregår ved brystet, og man kan justere på, hvor nemt det er for baby at få supplerende mælk ved at hæve eller sænke beholderen, og man kan også lukke for slangen, så snart nedløbet starter, og lade baby spise udelukkende fra brystet, og først åbne for slangen igen, hvis baby giver udtryk for at ville have mere end der var ved brystet.

Vælger man at bruge flaske, så er det en god idé at vælge paced bottlefeeding, hvor man efterligner flowet ved brystet, og hvor baby sidder oprejst og spiser, så mælken ikke hældes ned i munden på dem, men hvor de skal arbejde for at få mælk. På den måde kan man også bedre forebygge overspisning, da baby har bedre mulighed for at tage pause og nå at mærke mæthed, fordi mælken ikke løber af sig selv. Her kan du se, hvordan man gør: https://www.youtube.com/watch?v=KY8ct80VqaE&list=PLb4X2FNPtawuI855H5A2WJKxFFTcODDUk&index=2&t=5s

Du kan også supplere med kop, hvilket også giver mindre risiko for sutteforvirring, da teknikken er så anderledes end ved flask og bryst, og fordi de heller ikke her kan indtage så meget mælk, at der er risiko for overspisning. Du kan se her, hvordan man gør: https://www.youtube.com/watch?v=o9ElS-RW7gM&list=PLb4X2FNPtawuiK0U-s1LqbARfOsPjtiyz&index=3&t=0s

Når baby overspiser ved supplering, så vil det være med til at øge intervallerne mellem de mulige amninger, hvilket er med til at nedsætte mælkeproduktionen yderligere hos mor.

 

For at få din dreng tilbage til brystet igen er det en rigtig god idé at starte helt forfra. Dvs. at I skal tage 3-5 dage ud af kalenderen, hvor I laver ammehule. Dæmpet belysning, kun besøg af nogen, der kommer for at forkæle jer og give plads og ro til jeres ammehi. Det er masser af hud mod hud, fri adgang til brystet, lade ham sove sine lure på dig, mave mod mave, så han hele tiden kan lugte mælken. At have ham hud mod hud i laid back stilling vil være med til at aktivere hans medfødte søge og suttereflekser, og det er en stilling, som han ikke forbinder med flaske, så det vil give jer de bedste chancer for at få ham til at tage brystet. Det er vigtigt at lade ham kravle til brystet selv og kun støtte ham. Du må gerne bruge den ene hånd til at forme brystvorten lidt, og evt. klemme et par dråber mælk ud, så der er belønning med det samme han finder brystet. Du kan se her, hvordan man ammer i laid back og lader baby selv styre det: https://www.youtube.com/watch?v=usLPBt1CM0s&list=PLb4X2FNPtawuHJFK4n_xb4cHYfFbqCxuN&index=2&t=41s

 

Når du skal forsøge at få ham tilbage til brystet, er det vigtigt, at i begge to ikke er for trætte eller sultne. Det vil gøre jer begge to alt for frustrerede alt for hurtigt. Tilbyd derfor brystet hyppigt, gerne en gang i timen minimum i dagstimerne, men respekter også, hvis han takker nej.

Hvis han tager brystet, så kan du hjælpe nedløbet på vej ved at nulre modsatte brystvorte. Når nedløbet så er aftaget, så kan du lave brystkompressioner for at hjælpe ham med at få mere mælk, og for at tømme mere mælk ud af brystet, og dermed øge produktionen.

 

For at øge mælkeproduktionen, så handler det om at få ”tømt” brystet så ofte som muligt. Man kan aldrig tømme brystet helt, men jo mere mælk man fjerner, desto mere mælk produceres der. Et fyldt bryst vil give kroppen besked om, at produktionen skal skrues ned, derfor er det vigtigt, at brystet ikke står spændt ofte og i længere tid ad gangen.

Du skal malke ud lige så ofte som du ville amme, så hvis et måltid ved brystet erstattes med en flaske, så skal der pumpes i stedet. Det vil være en rigtig god idé med powerpumping 1x om dagen, da det efterligner en klyngeamning, som mange babyer gerne gør om aftenen.

En powerpumping cyklus ser således ud, og skal laves på begge bryster, det er derfor en god idé med en dobbeltpumpe:

- 20 min. Udmalkning

- 10 min. Pause

- 10 min. Udmalkning

- 10 min. Pause

- 10 min. Udmalkning

 

Når du skal malke ud flere gange om dagen, og du skal have øget produktionen, så er det en god idé med en elektrisk dobbeltpumpe af god kvalitet. Du kan enten leje dem ved apoteket eller Babysam eller investere i din egen. Pas på med at købe brugt, da de ofte mister kraft efter 1-2 års brug, og dermed ikke stimulerer nok.

Du kan også malke ud i hånden, men det kan godt være hårdt arbejde, når det skal være flere gange om dagen.

 

Her er rigtig meget info at tage stilling til, og der er ikke nogen enkel løsning på jeres problemstilling. Hvis du synes, det er helt uoverskueligt, så skal du være mere end velkommen til at ringe til en af vejlederne fra vores liste. De kan hjælpe med at lægge en plan og finde de redskaber, der passer bedst til jer.

 

Jeg ønsker jer alt det bedste på jeres ammerejse og krydser fingre for, at I når jeres mål.

 

De bedste hilsner,

Camilla M. Olsen, ammerådgiver ved Forældre og Fødsel