Natamning 1,5 år

06-04-2019

Hej med jer. 

Jeg har ammet min dreng siden Day 1. Vores amning har heldigvis kørt super godt og skønt. Min dreng er 1,5 år, han har lige lært at blive puttet af mig uden bryst. Jeg vugger ham i bæreselen. Og det er som om, han nyder det helt vildt! Så jeg begyndte at amme i stuen inden lur og inden til nat, og hvis vi har været væk fra hinanden i flere timer (Han er ikke startet i dagpleje endnu.) men nætterne er de samme som altid - amning amning amning (vi samsover) jeg har prøvet at tilbyde vand, og sut - så han lærer at finde tryghed der, men nogle gange hjælper det nogle timer, andre gange nogle få min. Hvorfor er det egentlig han har brug for så stærkt amme behov om natten? Om dagen efter spørger han virkelig sjældent amning nemlig. 

Knus herfra! 

Hej hej.

Hvor er det dejligt, at I har haft et godt ammeforløb så længe.

Jeg kan ikke helt læse ud af dit skriv, om du gerne stille og roligt vil hen imod et ammestop, eller om det kun er natammestop.

Jeg tænker ikke, at du skal forvente, at han finder tryghed i en sut og en kop vand. De fleste voksne vil heller ikke søge tryghed i kop med vand, hvis de er utrygge eller kede af det, de vil søge mod deres partner eller en anden tryghedsperson.

Jeg har til gengæld lidt forskellige ting, du kan afprøve. Du kan prøve at lægge et par amninger mere ind i dagtimerne i en periode mens I arbejder med natafvænning. På den måde bliver han tanket lidt ekstra med mælk, nærhed og tryghed ved dig og dit bryst. Inden han bliver puttet, kan du også tilbyde lidt mad. Evt. banan, da de indeholder et stof, der minder om melatonin, som er vores søvnhormon. Hav også vand og evt. lidt mere mad med inde ved sengen, så I kan tilbyde det i tilfælde af, at nogle af opvågningerne faktisk skyldes sult. Så skal I beslutte jer for et tidsrum, hvor der ikke bliver tilbudt bryst, og det skal I holde fast i. Det bliver højst sandsynligt nogle hårde nætter for jer alle, men det er vigtigt, at I viser, at I er der for ham, giver ham fysisk og psykisk nærvær og rummer hans følelser, men holder fast i beslutningen. Når det er sagt, så skal I selvfølgelig også som forældre vurdere, om det er alt for hårdt og voldsomt for ham og jer, og om I skal udskyde i evt. 14 dage eller en måned, før I prøver igen.

Den ammefri periode om natten kan I starte med at have fra eksempelvis kl 23-02, og så øge intervallet stille og roligt, så det til sidst er fra I går i seng og til I står op om morgenen. Når natamningerne så er udfaset, så kan I stille og roligt begynde at fjerne amningerne i løbet af dagen, når i ønsker det og I begge er klar. De fleste oplever, at det er nemmere at fjerne amningerne i løbet af dagen, da der lettere kan afledes med leg eller en snack. Og hvis I ønsker at fortsætte amningerne i løbet af dagen, så gør i selvfølgelig bare det.

Årsagen til den store efterspørgsel om natten er, at alle dagens indtryk bearbejdes om natten i vores drømme. For de små er der rigtig mange nye indtryk og udvikling, der skal bearbejdes om natten. De har desuden en højere forekomst af REM-faser, altså drømmefaser i deres søvn, og det betyder, at de også har flere faser med let søvn, hvor amning så er en stor hjælp til at komme videre i søvnen i stedet for at vågne helt op. Modermælk indeholder desuden melatonin om natten, hvilket styrker den circadiske rytme, altså døgnrytmen, som først er fuldt etableret og ligner et voksent mønster, når barnet er 4-6 år gammel. Det er derfor heller ikke nogen garanti, at der bliver færre opvågninger selvom natamningerne ophører. Men det kan også være, at der gør. Det er svært at sige før man har prøvet det.

De bedste hilsner,

Camilla M. Olsen, ammerådgiver ved Forældre og Fødsel