Brystkompression

Forfatter Maj-Brit Birch Lykkegaard, Ergoterapeut, IBCLC, CEO ‘AmmeErgo’ (juli 2023)

Faktaboks

  • Brystkompression er en teknik du kan anvende til at øge mælkeflowet og din mælkeproduktion

 

  • Teknikken anvendes altid samtidig med enten amning eller udmalkning

 

  • Hold med flade fingre langt inde på brystet og tryk let sammen. Hold trykket op til 10 sek. og slip så.

 

  • Sørg for brystvorten ikke bevæger sig, når du holder om brystet

 

Brystkompression - hold med flade fingre langt inde på brystet og tryk let sammen

 

Hvad er brystkompression?

Brystkompression er en teknik du kan bruge til at øge din mælkeproduktion, samt lette overførslen af mælk til dit barn (1,2). Grundlæggende består teknikken i, at du manuelt klemmer brystet let med den ene hånd, hvilket skaber et overtryk i brystet og stimulerer nedløbsrefleksen mens du ammer eller malker ud (2,3). Teknikken kan med fordel anvendes til suttesvage børn, børn der hurtigt udtrættes, eller som en metode til at øge mælkeflowet. Et studie har vist, at både kalorieindholdet og fedtindholdet i den mælk der malkes ud kan øges, når man malker ud med en elektrisk brystpumpe og samtidig anvender kompressionsteknik (3). Det samme vil sandsynligvis gøre sig gældende, når du bruger kompression samtidig med amning. Du kan derfor med fordel bruge brystkompressionsteknikken hvis dit barn har brug for at tage mere på end det gør.

 

Hvordan gør jeg?

Der er flere måder at lave kompression på, men generelt gælder, at presset skal være let, det må ikke gøre ondt, og du skal bruge flade fingre eller hele hånden. Når du skal bruge brystkompression, bruger du din ene hånd til at klemme brystet let sammen, samtidig med at du enten ammer eller malker ud. Det er vigtigt du bruger flere flade fingre når du klemmer om brystet, så du ikke kommer til at afklemme mælkegangene. Hold hånden et stykke fra areola, gerne helt oppe ved armhulen og klem sammen om brystet med et let, fast greb. Hold presset nedad mod brystvorten, ikke væk fra, så brystvorten ikke vippes ud af dit barns mund, mens du gør det. Hold gerne trykket i 10 sekunder og slip så. Se, at dit barn synker, som respons på det øgede mælkeflow. Når dit barn stopper med at sutte igen, gentager du kompressionen. På den måde, kan du også bruge kompressionen til at få dit barn til at holde sig vågen under amningen, hvis det har tendens til hurtigt at falde i søvn. Du kan flytte din hånd rundt og komprimere brystet forskellige steder. Se videoer af teknikken her eller ca. 1 minut inde i denne film.

 

Når brystkompression ikke er nok

Hvis dit barn ikke tager tilstrækkeligt på i vægt, virker sløv eller ofte falder hurtigt i søvn ved brystet, kan det være en god idé at få vurderet dit barns trivsel hos lægen. Nogle børn kan have brug for at blive suppleret med udmalket mælk i et lact-aid system, eller en kop i en periode, indtil de selv har kræfter nok til at spise al den mælk de har brug for ved brystet. Lact-aid systemet kan du læse mere om her. Det er dog vigtigt at få undersøgt hvad årsagen kan være til at dit barn ikke spiser nok ved brystet, så problemet kan afhjælpes.

 

 

Kilder

1: Kair LR, Chantry CJ (2021). Low Intake in the Breastfed Infant: Maternal and Infant Considerations. In: Wambach K. Spencer B. Breastfeeding and Human Lactation, sixth edition. Burlington: Jones & Bartlett Learning; 2021. p. 313-53.

2: Særlige forhold hos barnet I: Sundhedsstyrelsen. Amning – en håndbog for sundhedspersonale. København: Sundhedsstyrelsen; 2023. p. 232-69.

3: Morton J, Wong RJ, Hall JY, Pang WW, Lai CT, Lui J, Hartmann PE, Rhine WD (2012). Combining hand techniques with electric pumping increases the caloric content of milk in mothers of preterm infants. J Perinatol. 2012 Oct;32(10):791-6. doi:10.1038/jp.2011.195.